Om Heidi Sivholm Lægteskov Leonhards “Når vi længes”, “Ringe i vand” og “Fundament”

Under henvisning til at de tre tekster slægter hinanden på, stemningsmæssigt, har forfatteren anmodet om at få dem slået op under ét.

Det giver mening, og i sammenhæng anes desuden konturerne af et stykke livsbane. Funderinger over et udviklingsforløb fra tilbageskuende, vidtfavnende længsel til et fast fundament i det nærværende, mere begrænsede råderum.

Lad mig imidlertid tage afsæt i ”Ringe i vand”. Et mellemspil uden refleksive partier som i de to andre, men ren beskrivelse af spontanitet og impulshandling.

Tidsmæssigt føjer det sig ind i kronologien som – et gæt – tidlig ungdom med frihedstrang og spirende sanselighed. ”Rødmende” og ”stakåndet” kravles over hegnet. Dog kun til kanten af det grænseløse, for såvel lidenskabens som afklaringens versioner af frihed har deres begrænsninger og skærmes af viljens kontrol. Førstnævnte stopper op ved ”dybets grund”, og den senere afklaring gør holdt ved ”skovens grænse”, hvorfra der ”på sikker afstand” kan savnes, og længes efter ”markernes utæmmede bølger”. ”I uhæmmet natur”, som det siges i trekløverets første digt.

Heidis frihedstema finder aldrig sin endelige konklusion, er evigt betinget og har i sidste ende altid været underlagt en vis kontrol. Den kompleksitet er, hvad der især gør indholdssiden af hendes digtning særlig interessant.

Tre genkendelige yndlingstemaer i sammenhæng: Tid, frihed – og natur med det specielle, at det altid medregner ikke kun den ydre, men også den indre. Som her igen i midterste tekst, hvor naturen ikke blot iagttages, men er fysisk følelig og trænger ind under huden.

Anderledes med sidste digt, ”Fundament”. Titlen sigter til et solidt og forløsende ståsted, som der kan bygges videre på. Hvorimod naturmotivet til gengæld synes at trække i en lidt anden retning.

Men først fortjener digtes sidste linjer at blive gengivet i deres fulde ordlyd, så velklingende de er i udtryk og imponerende i billedkraft:

Tavse vidner står stille hen
som stammer i skove
for længe siden
jeg gav dem et minde at hærdes ved
lod bladene lede
og skyggerne sove

En anderledes stivnet natur end den levende og følelige i det foregående. Skoven har allerede været nævnt i første tekst som det sted, hvor bevægelsen går i stå, og nu omsættes dens stammer til tavse vidner om alt det, der aldrig blev.

Den resignerende ro, hvormed det konstateres, udmøntes i billedet af mindet som en hærdningsproces til at modstå tabet, nedfaldet (bladene) som stoisk accept af facit, og de sovende skygger som en bevidst afvisning af tungsindet og fortrydelsen. I forening en udfordring af viljesakten til en fortsættelse herfra.

Disse fem linjer vel nok et af de bedste eksempler på dybden i forfatterskabet. At påvise Heidis sproglige mesterskab er derimod gjort tit nok, så lad det ligge i denne omgang. Det kan enhver konstatere ved selvsyn.

Sabbath Andersen (SA) 22/04/18