Om Heidi Sivholm Lægteskov Leonhards “Eftermiddage om dig”

Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HSL) og en af Tekstforums ypperligste skribenter har været så venlig at sende os tre nye digte (”Kryb”, ”Understrøm”, ”Eftermiddage om dig”), der som altid udmærker sig ved at være af høj klasse. Og som samtidig tegner en opadgående kurve hvad angår hendes digteriske progression.

Især det tredje, ”Eftermiddage om dig”, er en sand perle – ja, vil jeg betegne som et af de allerbedste, jeg har læst af hende. Efter lige at have fået klaret blikket, tøvede jeg da heller ikke med at indhente en tilladelse til at bringe digtet på Tekstforum.

Teksten er ikke lang, men så helstøbt i sin karakter at der næppe kan være tale om et slumptræf. Her er det ikke først og fremmest det vanligt overdådige overskud af fermt sprogligt håndværk, der imponerer, men en så komprimeret og kompleks indholdsside, at man næsten skulle tro, den var et udslag af det underbevidste på arbejde. Som jeg i al beskedenhed også kender fra mig selv – et af de der sjældne tilfælde hvor pennen fornemmes som ført af en fremmed hånd.

Læsningen udløser et væld af associationer i mange retninger. En kort sag, men med stor rummelighed og vækker såvel litterære som kulturhistoriske allusioner, samt funderinger over dybdepsykologiske aspekter og urgammelt mentalt erfaringsgrundlag, der med rødder i det ontologiske er evigtgyldigt. Og igen – det kan ingen nok så dygtig ordmager konstruere sig frem til. Ligesom ingen nok så stor inspiration er tilstrækkelig i sig selv til et så vellykket resultat. Der skal hjælp til.

Vi skal i den forbindelse svinge os helt op i de irrationelle luftlag og tale om et indgreb fra den ånd, der kun viser sig aktiv i yderst sjældne tilfælde. Og absolut kun når omstændighederne er til det. En ånd med krav om det totale råderum til gengæld.

Det bliver et digt, jeg nok vil vende tilbage til flere gange, men her nogle af de første indtryk det kastede af sig, og som allerede på den basis fik mig til at bruse over af begejstring.

Lad imidlertid starten på anmeldelsen gå fra et lidt andet sted. Med et par eksempler på de litterære referencepunkter, der faldt mig ind under læsningen: Tom Kristensen beskrev i et digt katastrofens skønhed som en sønderskudt banegård, og i et andet sin længsel efter brændende byer. Umiddelbart mærkelige – nogle vil sige frastødende – udtryk. Men sådanne ekspressionistiske excesser er jo i virkeligheden en visualisering af noget, mange kender til fra eget mørklagte reservat i bevidsthedens privatsfære. Og – omend knap så offensivt og dramatisk – henter Hedis digt næring til dets grundide fra samme psykologi. Sådan som jeg ser det.

Et i en vis forstand slægtskab med fyldebøtten fra Thurø lader sig altså ane, og det er jo ikke så ringe endda.

Men nu til sagen selv. Hvilken pendler kender ikke situationen, efter at have lagt en udmarvende, identitetskvæstende arbejdsdag bag sig, så pludselig at falde ind i den totale afkobling med følelsen af at få sin fuldt restituerede personlighed tilbage? Tjekke ud så at sige, så enhver distraktion fra 8 timer på jobbet må slippe sit tag og give helt anderledes frisatte tanker og emotioner lov til at regere. Med deres virvar af fantasier, længsler og drømme.

Men det er eftermiddag, og hovedpersonen er på vej hjem, hvor en anden anmassende hverdagstrivialitet med nye forpligtelser er parat til at lægge beslag på hende. Livet er nu engang programlagt, som de fleste ved. Dog også med momentvise indslag af kortvarige improvisationer og sprængning af faste rammer. Eller som det skete her, en impulsiv opbremsning til uforstyrret alenetid i dybet af sit eget. Og så alligevel ikke helt alene, for i selskab med det menneske, der var flyttet permanent ind i jeget som et uudsletteligt minde.

Om det spillede ind, eller hun bare lod sig overvælde af det frisatte følelsesregister, skal være usagt. Det var engang, man må forestille sig, hun gjorde holdt ved den skov, hun sædvanligvis kun ”stryger” forbi, men nu begav sig ind i – og ind i et mytisk univers af overtro – for hun havde et ærinde dér, tilskyndet af navnet hun bar med sig i erindringen, og som hun så indgraverede ”i stærkere stammer”, som det siges i sidste linje. Noget holdbart til vedligehold af både en velbevaret længsel og andet af mere bestandig værdi end det forhastede og flygtige i tilværelsen.

”der i dybet hvor ingen kan se
har jeg ridset dit navn
i stærkere stammer”

Og med det metaforiske scenarie, allerede et endnu mere omfattende symbolplan under antydningsvis udfoldelse. En billedlig fremstilling af to disparate viljer i evigt livtag med hinanden: drift over for standhaftighed, længsel over for besindelse, drømme over for realiteter.

Modpolerne i disse dilemmaer, tilsat en god portion ambivalens, er afgjort ikke er et særsyn i Heidis poesi. Faktisk omdrejningspunktet i mange af hendes digte. Problemkomplekser, der kan koges ned til en væsentlig, altid påtrængende, tilværelsestematik, angående forholdet mellem total frihed og det modsatte, tryghed og pligt. I ”Eftermiddage om dig” accentueret af midterste strofes fuglemotiv – flokken, der i dens frie svæv føjer sig under ”en ubarmhjertig lov”. I sidste strofe tillige af et svagt hørligt suk.

Afbrækket i hjemturen er et tema, der ikke er ukendt i mange folkeviser og har animeret litteraturforskere til dybdepsykologiske fortolkninger. Især når omveje fra den udstukne kurs skyldes overnaturlige væseners trolddomskunst, elverfolkets forlokkelser i dybe skoves skygger – dragende og frygtvækkende på samme tid. Omsat til en moderne begrebsverden anskues disse arketypiske motiver som afledt af driftslivets fristelser i den indre menneskelige natur. Ja, i freudiansk forstand som id´ets opstigning fra de underste lag til manifestation i bevidstheden og konflikt med overjeget.

Senere tog romantikerne det op, dog tit på småborgerlig basis og derfor ikke altid med så mange faremomenter som i tekstkonceptet her. Men relevant at inddrage i sammenhængen, for Heidi er i sandhed også romantiker i ordets egentlige forstand. Netop det typiske paradoks mellem den romantiske splittelse og stræben efter harmoni findes til overmål i hendes poesi.

At skære navne i bark er ligeledes at omgås det mytiske. Et levn fra en ældgammel tradition helt tilbage til runeristningen i oldtiden. Og egentlig altid med samme formål: at vække den magi, der udgår fra tegn indgraveret i uforgængeligt materiale. Lade det mindeværdige – herunder også ophavsmandens/-kvindens passion for den savnede – række langt ud i tiden.

Derfor er dechifreringen af de dunkle tegn noget ganske særligt. Også denne afkodning forpligtes på noget evigt gældende, der trodser alt vilkårligt. Modsat så mange andre fortolkninger (f.eks. fagpsykologiens omskiftelige udlægninger af det menneskelige, der sat lidt på spidsen kan gå for at være en moderne udgave af overtroen). Man kan sige, at tydningen af disse indskrifter er som at søge erkendelse i litteraturen, der tit kommer tættest på sandheden om mennesket.

Lad kommentarens crescendo skyde op fra min veltrænede galdeblære: I en tid hvor velfriseret, klæbrig pænhed, samt overlæs af forloren godhed truer med at udglatte alt, og genspejles i meget af hvad der sådan skrives på forudsigelig og i grunden dødkedelig vis – lige efter skabelonen – er det gavnligt at blive mindet om alt det, vi som mennesker også kan være. Og velgørende med skriv, der ikke er bange for at flirte med det unævnelige, afdække hemmeligheder fra sindets skjulte gemmer, og i den sammenhæng beskrive længsel og uregerlig lidenskab som risikovillige og frygtsomme, destruktive og helende på samme tid. Kort sagt, give os individet tilbage i dets fulde, rigt sammensatte væsen.

Hvem skulle gøre det hvis ikke digteren? Et retorisk spørgsmål der samtidig giver mig anledning til at begrunde mit indledningsvise afsæt i Tom Kristensens to digte (”Landet Atlantis” og ”Angst”). Den start var ingenlunde blot styret af lysten til en ekskurs ud i det perifere overdrev – den havde baggrund i Heidis egen lyriks strejf af noget af det samme mod som Tom Kristensens. Mod til at trodse den fatale, omsiggribende overfladiskhed, komme til bunds i den menneskelige sjæl og blotlægge alle dens kringelkroge. Derfor er hun en ægte digter.

Når det er sagt, skal imidlertid også med, at hun jo er en til tider ret vanskeligt tilgængelig lyriker. Min udlægning derfor med skyndsom understregning af at den er absolut personlig (samtidig med jeg naturligvis mener at kunne finde belæg for den i den aktuelle tekst).

Og hvis hun ikke kan genkende sit eget poem i denne udmattende smøre – hvilket vil være forståeligt – må jeg i al beskedenhed henholde mig til mine indledende tanker om tekster, hvis dybde skriver sig selv. Og hvor er det godt, at noget sådant kan hænde for selv en så gennemreflekteret poet, som hun også er.

Det var vist at spinde en lang ende over en tekst med kun tre strofer, men digtet – en i virkeligheden stor fortælling i det mindre format – fortjener det, med alle de tanker det sætter i gang om almenmenneskelige vilkår.

Det plejer ikke at skorte på lovord, men denne gang mere velfortjente end nogensinde. Og når jeg nu sætter punktum, er det med et lønligt håb om flere, fremtidige tekster af samme kontekstuelle volumen og grænsesprængende karat. Tekster på kanten af de kierkegaardske utallige favne, tekster med viljen til at komme til bunds i sjælen og tekster med modet til at lade elverfolkets tryllebindende power for en stund bemægtige sig enhver virkelighed.

Heidi er trofast over for sine temaer (nogle af dem er der peget på i anmeldelsen her). Beslægtede, men i forskellige variationer, så de fremtræder i vekslende belysning. Det har jeg tidligere værdsat, men et digt som ”Eftermiddage om dig” antyder, som sagt, en udvikling hos hende, og der tegner sig et nyt potentiale i retning af en bredere motivkreds til forebyggelse mod faren for en alt for selvreflektorisk digterisk praksis.

Sabbath Andersen (SA) 25/08/18