Om Ditte Amalie Hagelund Johansens “Glas”

Her er der tale om en grusom “Pas de deux” mellem den paranoide forestilling og en faktisk erindring. Hvorvidt det er erindringen om noget frygtelig, som rent faktisk skete, eller “blot” erindringen om at have forestillet sig, at det frygtelige kunne ske, står hen i det uvisse.

Uanset, bydes man op til dans i et univers, hvor paranoiaen hersker. Som en sand sirene, forklædt i godhed og sødme, lokker den mennesket på afveje og ind i mørket, hvor angsten for, eller mindet om, en selvskade eller ulykke bor. Som trold af en æske springer den frem og stjæler det virkelige øjebliks nydelse. Fra glasset, det klare, skrøbelige og slanke associeres over i mennesket, det gennemsigtige, tynde og ranke. Eller er det omvendt? Det er ligegyldigt, her indledes der på fineste vis, så man under en sådan titel ikke er i tvivl: Der er noget, der går i stykker om lidt.

Digtets mange og konsekvente enderim, giver en næsten absurd, sød kontrast til det barske indhold. Man sidder tilbage med en følelse, som havde man netop lyttet til “Love me tender” i en heavy-udgave. De er også med til at understrege en parvis sammenhæng mellem forskellige erindringer og indlede og afslutte associationsrejser fra det ene tema til det næste. Digtets punktum er stærkt og binder desuden en virkelig god sløjfe til indledningen. Tilbage til det skrøbelige menneske og den paranoide tankes evige magt.

Jeg må sige, at jeg er meget fascineret af Dittes rå poesi og i det hele taget talent for at skrive om netop det univers, hun er så optaget af. Der hvor tingene godt må gøre så ondt og gå så skævt, som de rent faktisk gør. Det er netop det, der får en læser, som jeg selv, til at føle, at jeg lige har oplevet noget anderledes godt og originalt.

Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HLS) 22/9-16