Om Ditte A. Hagelund Johansens: “Afdelingen”

Børn, der lider, er vel noget af det værst tænkelige overhovedet. Hver gang må man udbryde, det kan de da ikke udsættes for, og det uanset om det er uundgåeligt eller ej.

Den megen pine, der bliver beskrevet her, overføres til læseren. Forfærdeligt – klinisk, instrumentelt – så man tror sig hensat til et sci-fi-univers; men det er, hvad man kan i dag.

Ja, autentisk altså. Men det autentiske er et vidt begreb. En rigelig mængde selvmedlidenhed ville have været naturligt og velanbragt, og så havde det også været autentisk. Men ikke i nærheden af noget sådant her.

Og snakker man om det specielle ved denne digter, må man endelig huske – ud over det unikt litterære naturligvis – det ukuelige og usentimentale, ytret i barske vendinger med strejf af galgenhumor (”Smedet DSB-jern på emalje/Svejset fast i kæften”).
.

Ja, humor, sågar når alvoren er mest alvorlig. Her lagt ind der, hvor det gør allermest ondt på læseren – den lille smertelige, rørende og sjove besked til slut.

Sabbath Andersen (SA) 15/5-16