Om digte fra Lars Ole Nielsens digtsamling “DU HAR TID” (2020)

Hvem kender ikke det at blive ført med af den evige tankestrøm – det gør vi vist alle sammen. En tankestrøm som ikke lader sig stoppe, og måske er digtene et forsøg på at tage afsked med fortiden, et kærligt og sorgfuldt forsøg.

Ikke alle (heldigvis) kender den situation, at der sættes tidsmål på tilværelsen af hvidkitlede guder. De fleste lever et liv uden ende og vil sikkert svare Du har tid.

Teksternes temaer er på den baggrund et smukt hovedspring ned i fortiden, hvor læseren tages med på en rutchetur rundt i sorgens og angstens forskellige riger; men i en fortid der er beskrevet så enkel og ligetil, at det faktisk også er en æstetisk nydelse at læse – en bittersød æstetisk nydelse måske. En lang række erindringer om fortidige hændelser og gamle billeder og postkort og gamle kærester sender melankolske vibrationer gennem digtene.

Du har tid  er et postulat, næsten en besværgelse. Hvis man læser titlen bagfra fornemmer man en mild brise – tid har du – som et livgivende løfte måske. Digte, der klart er skrevet på kanten af livet, en kant som vi alle befinder os på hvert øjeblik uanset.

Du har tid, nå ja, men kun i øjeblikket – befrielsens udspring?

Preben Søgaard Larsen (PSL) 01/04/2020

3
0