Revurdering af Julian Barnes´ roman “Når noget slutter”

Jeg føler det nødvendigt at korrigere mig selv og min lidt for uforbeholdent positive holdning til bogen. Samtidig med jeg må tilstå, at vurderingen alene baserede sig på første del af romanen.

Altså en noget forhastet konklusion kan jeg nu se efter at have læst resten. For i anden del er alt det, man glædede sig over i første, som pist væk. Historien ændrer totalt karakter og taber i den grad momentum.

Jeg får jo forfatteren beskrevet som nærmest humorist, hvilket slet ikke harmonerer med anden dels alvor. En transformation, der bestemt ikke bekommer romanen vel. I stedet for første dels umiddelbare friskhed i stilen indtræder en fortænkt, ja nærmest sludrevorn dybsindighed, der hviler på et alt for spinkelt grundlag i fortællingen. Måske havde ”Når noget slutter” alligevel ikke helt fortjent den omtalte litteraturpris, den fik.

Jeg kan kun undskylde mit hastværks fejlvurdering med den egentlige og aktuelle anledning til indlægget: Ønsket om at komme lidt på afstand af den endnu mere overilede Corona-Mette. God litteratur skulle være terapien. Det middel plejer at virke.

SA  

Skriv et svar