Nogle funderinger over prosalitteraturen

Indlægget her følger op på en tidligere kommentar med et suk efter noget mere prosa på tekstforum.dk. Eller OVERALT for den sags skyld, for det er en lidt kedelig kendsgerning, at kategorien sådan generelt frister en kummerlig tilværelse på diverse litterære sider. Og i hvert fald står i skyggen af lyrikken.

En sag med i virkeligheden alvorligere aspekter, men de må vente til en anden gang. Her vil jeg i stedet gøre et nyt forsøg på at animere folk til at begunstige vores site med også nogle prosatekster. Måske et par funderinger over god prosakunst i almindelighed kan rykke lidt i den retning.

Ud fra et forfattersynspunkt er det sådan set forståeligt nok, at prosafiktionen ikke er den, der dyrkes mest. For det første er den krævende og svær, mindst lige så svær som digte, og så fordrer den nogle privilegier, der ikke er alle forundt, plus personlige egenskaber ude af pagt med tiden, og som de færreste derfor besidder – tid til ro, koncentration og eftertanke, samt ikke mindst flid, tålmodighed og viljestyrke. Det er et møjsommeligt slid i forbandet ensomhed at skrive en novelle, for slet ikke at tale om en roman. Der skal skrives om og om igen, og her taler vi ikke om linjer, men måske hundredevis af sider. Der skal redigeres, trækkes fra, lægges til, byttes om. Og hele tiden med alle mentale ressourcer på højtryk. Ånden skal presses til det yderste, så det bliver direkte fysisk og den efterfølgende udmattelse total, hvis da ikke indbildningskraften og historien også til den tid fortsætter med at hidse og kværne i sindet med kronisk søvnløshed til følge. Indlysende at en sådan heltedåd ikke er hvermands sag.

Apropos det, her kan jeg ikke lade være med at indskyde en passage i Thomas Manns berømte kortroman ”Døden i Venedig”. Det er fra begyndelsen, hvor hovedpersonen, forfatteren Aschenbach, netop har færdiggjort dagens arbejde med sit manus og føler sig overmandet af trætheden. Jeg lader citatet stå i originalsproget, så Manns skrivekunst kommer til sin fulde ret, hans fornemme ordvalg og sindrige syntaks (med fare for at en forbistret pædagåk brokker sig over lixtallet):

”Überreizt von der schwierigen und gefährlichen, eben jetzt eine höchste Behutsamkeit, Umsicht, Eindringlichkeit und Genauigkeit des Willens erfordernden Arbeit der Vormittagsstunden, hatte der Schriftsteller dem Fortschwingen des produzierenden Triebwerkes in seinem Innern, jenem ”motus animi continuus”, worin nach Cicero das Wesen der Beredsamkeit besteht, auch nach der Mittagsmahlzeit nicht Einhalt zu tun vermocht und den entlastenden Schlummer nicht gefunden, der ihm, bei zunehmender Abnutzbarkeit seiner Kräfte, einmal untertags so nötig war.”

Ikke alle kan selvfølgelig blive en ny Thomas Mann, men mindre kan gøre det, og nu til påpegningen af nogle generelle ting, der udmærker en god prosaforfatter og gør dennes værk værd at beskæftige sig med.

Først og fremmest må forfatteren evne at give sine karakterer den psykologiske dybde, der gør dem virkelige. Han må besidde en udpræget psykologisk sans og et skærpet blik for mennesker i det hele taget. Et blik, der ikke er sløret af hverken sentimentalitet eller overdrevent føleri (noget der bedre kan gå an i lyrikken, og sandelig også tit gør det).

Man kunne også sige, at hans udgangspunkt er nøgternt eller uhildet, hvorved hans beskrivelser – af mennesker, men også miljøer – ikke bare fremstår som noget færdigt, men tillige får karakter af undersøgelse og en foreløbighed, der peger fremad i teksten og kalder på en slags endelig indsigt og afklaring der.

Det er noget der ligger i prosaens væsen, især fordi betragteren ofte er den beskrevne selv. Og det er denne dobbelteksponering af vedkommendes voksende, henholdsvis stagnerende erkendelse, der mange gange er fiktionens dynamo, snarere end det er forfatteren bag.

At håndtere den teknik kræver ikke så lidt færdighed, og kun få magter det. Også blandt de etablerede desværre. Moderne dansk litteratur, ikke mindst, er i den forbindelse desuden tit beskæmmet af for unge forfattere. Det kræver nu engang en god portion modenhed at kunne fokusere på verden og dens mennesker i det vidvinkelperspektiv, der skal til for at give værket tyngde og pondus.

Prosaisten, ikke mindst romanforfatteren, kan godt sammenlignes med en jonglør, der skal holde mange bolde i luften på samme tid. Men det allervigtigste og sværeste er at holde sammen på dem, allerede INDEN de er kommet i luften – lige fra starten så at sige. Hvorfor et ekstraordinært, næsten clairvoyant overblik er helt essentielt. Romanforfatteren kan ikke skrive ét ord uden samtidig at tænke på slutningen måske flere hundrede sider senere.

Der skal også være noget om sproget naturligvis. At det skal være rigt, opfindsomt og smidigt er næsten for banalt at nævne. Ellers er det jo slet ikke litteratur. Men her skal man passe på, at det ikke forveksles med en overdreven dyrkelse af en form for forceret litteraritet, man for ofte ser – igen i ny dansk prosa. Jeg kunne somme tider have lyst til at råde en forfatter til at træde ind i den strenge trappistorden, og det ikke kun for at være morsom, men for at understrege at vedkommende også skulle arbejde med sig selv for at kunne slippe uviljen mod og angsten for det enkle udtryk.

Ja, jeg har i den forbindelse nogle gange overvejet muligheden for og resultatet af en omsætning af en manieret litterær stil til et helt stringent og jævnt skriftsprog, og hvad dette ville gøre ved indholdet. Jeg kunne let forestille mig, at et sådant kunstgreb for mangt et stykke fiktionsprosa ville være fatalt, i den forstand at dette så ville vise sig at være sprog og ikke så meget andet. Teksten ville ganske enkelt ikke kunne overleve det. Det helt exceptionelle ved en forfatters talent er omvendt, at der ikke alene er tale om at omsætte handling og teknik i sprog, men at der bliver sagt noget, der er levedygtigt ud over det.

Stimulere til tekstbidrag i prosagenren var, som sagt, hensigten. Men nu kan jeg godt se, at det vel snarere er endt med det modsatte – en afskrækkelse. Alligevel skal her til slut endnu engang lyde en bøn til de gode skriverkarle og –koner om at tage udfordringen op og forfatte nogle gode historier, noveller, eventyr, erindringer, romaner (evt. kun fragmenter), essays, filosofiske tanker, journalistiske indslag eller whatever.

Sabbath Andersen (SA) 19/5-16