Netto

– Har du tænkt dig, at blive ved sådan?

Spørgsmålet kommer fra mig og er rettet mod mig selv. Svaret er jeg for længst holdt op med at kigge efter. Det fiser rundt under min skal et sted som en arrig flue på et vinduesglas, umulig at fange. Måske vil jeg heller ikke. Engang måske, men nu er jeg i tvivl. Alligevel stiller jeg spørgsmålet hver dag. Så har jeg ryggen fri, og det kan hænge der i luften som et falmet neonskilt og bevidne, at jeg ikke lader stå til. Fra mig til mig. Men jeg ved godt, at ingen insekter føler sig draget mod så svagt et lys, så jeg rejser mig bare, som sædvanligt, og ignorerer den latente summen i mit hoved.

Klokken er næsten 10. Det er lørdag, og huset er alt for stille. Jeg sidder lidt og misser med øjnene mod nord-øst vinduet, imens jeg prøver at gætte, hvor de alle kan være henne. Min blære tvinger mig op at stå og videre ud på toilettet, før jeg når at regne den ud. Selv med lukkede øjne ved jeg, at brættet sidder skævt, og jeg giver det hjemmevant et skub med venstre ben, før jeg sætter mig. Godmorgen, tænker jeg og gaber til lyden af strålen, som rammer kummen. Det lyder som en kat, der hvæser, sagde han engang, og jeg tisser færdig med et smil indefra gemmerne. Det er det jo også, tænker jeg. Nu, som dengang.
Udenfor starter en plæneklipper. Fundet.
Jeg åbner vinduet og mærker tiltrængt frisk luft ramme mit ansigt. Jeg kan se ham vandre, iført gummistøvler og med ryggen til, mod bagenden af haven og det uregerligt, voksende kirsebærtræ. Han er flot, Ulrik, og jeg elsker ham helt nedefra og op, hvor det kan læses som en åben bog af alle, der måtte studere mit ansigt, i det øjeblik tanken indfinder sig. Jeg har vidst, siden den dag, vi fandt sammen, at han aldrig ville være den, der blev årsag til, at vi gled fra hinanden. Hvis vi gjorde.
Jeg får gåsehud og lukker vinduet, juni er kold i år.

Iført morgenkåbe og uldsokker, sætter jeg mig 10 minutter senere på trappen. Med mig har jeg to kopper kaffe, for jeg er imellemtiden kommet i tanker om, at Jacob har sovet hos Jeppe og Sofia er til ridning, det skal udnyttes. Morgener alene er sjældne. Endnu mere sjældent er det, at der faktisk er tid til at nyde dem sammen, når de opstår. Ulrik har ikke fået øje på mig endnu, og jeg elsker at iagttage ham i skjul. Han går og nikker med hovedet til den musik, han hører, imens han stirrer ufravendt mod græsset og den bane, han skal følge. Solen skinner og rammer jorden gennem trækronerne, så det bliver til dansende pletter i ubestemmelig rytme. Naturens discokugle. Jeg følger det lidt med øjnene men bliver svimmel og opgiver.

Jeg fik for meget at drikke hos Jette i går, og måske er det en rest af branderten, som minuttet senere, gør mig overmodig og drillesyg.
Jeg rejser mig og bevæger mig ud i en aktivitet, som må siges at være temmelig vovet, eftersom vores have kun er delvist lukket for indkig udefra.
Øjeblikket efter står jeg bag bedet med buske og venter, kun iført uldsokker og bar røv. Om lidt kommer han rundt om hjørnet, og det bobler i min mave. Jeg står lidt og overvejer, hvordan man springer frem med to kopper kaffe i hænderne, uden at skolde sig selv samtidig, da jeg kan høre havelågen gå op. Det er vores nabo.
Jeg springer ind i bedet, som heldigvis ikke er imellem vores uventede gæst og Ulrik, der nu standser plæneklipperen og går ham i møde. Kaffen skvulpede over, da jeg hoppede i skjul, og jeg sidder nu småbandende og irriteret og prøver at høre, hvad de taler om. Jeg kan kun se Jørgens ansigt gennem krattet af grene. Han står, når han kan se sit snit til det, og skiftevis stirrer diskret, skråt ned til venstre, hvor min morgenkåbe ligger på terrasse fliserne, derefter spejdende ud i haven efter en forklaring, der passer på den usædvanlige iagttagelse. Jeg ville dø, hvis han fik øje på mig, tænker jeg. Jørgen, der indtil i dag blot har været kendt som et normalt, lidt stort, men rart menneske, er ligenu under forvandling til verdens farligste dyr.
De står og snakker sådan i et par minutter, hvorefter de begge går i retning af havelågen og indkørslen. Jeg når lige at se Ulriks overraskede blik, da han spotter morgenkåben, idet han passerer, hvor Jørgen stod. Derefter kaster han et langt, uforstående blik ud i haven, siden op mod kvistene. Han kan ikke regne den ud, og det er meget godt, at han affinder sig med, at det er okay. De går.
Jørgen, verdens farligste dyr, har lige ædt min mand, min lyst til leg og store dele af min værdighed. Jeg lusker ud af buskene og småløber foroverbøjet hen til morgenkåben, så snart de er væk. Fucking trailerfolk og landsbysamfund. Hvad blev der af at ringe i forvejen?

Indenfor brygger jeg en ny kop kaffe og sætter mig til at vente over avisen.
Da Ulrik et par timer senere kommer hjem, ser jeg ham kaste et blik henover terrassen, hvor morgenkåben lå tidligere. Han forstår det stadig ikke og ser ligeså overrasket ud, ved at konstatere, at den er væk, som da han så den ligge der. Han kigger nu mod køkkenvinduerne, men han kan ikke se mig, da jeg vinker tilbage.
Jeg hører græsslåmaskinen starte igen. Der er 15 minutter til Sofia kommer fra ridning.

”Jeg skrev kærlighedshistorier, som drænede mig for energi, fordi jeg vidste, at jeg fødte på en løgn hos de, der læste dem. Den eneste ene er en illusion – en skøn, alfortærende illusion, som vi alle gør vores til at opretholde, fordi vi ikke kan holde ud, at det vi længes efter ikke eksisterer. Den eneste ene er i virkeligheden en kameleon, som skifter udseende i takt med at vi lader os styre af vores drifter, men vi har brug for at tro på, at det ikke er så simpelt. At der for helvede må være en højere mening med galskaben. Selv når vi bliver gift for 2. og 3. gang osv. bliver vi sgu ved med at tro på det. Jeg synes ikke folk har brug for historier, som føder yderligere på den illusion, så nu skriver jeg erotisk litteratur i stedet. Det er saften i livet, og min mave slår ikke halvt så mange knuder ved konsekvenserne af den, som det andet”.

Citatet stammer fra den artikel, jeg læste denne morgen. Nu er det eftermiddag, og jeg går rundt i Netto og surmuler om kap med citronerne. Jeg har fået den uventede tjans at opfinde ingredienser til aftensmaden og er helt tom for ideer og overskud til projektet. Det var Sofias maddag, men hun er smuttet over til sin veninde, aftalt med far, før jeg nåede at gøre indvendinger. Hun er snu.

Engang nød jeg at lave mad. Engang nød jeg i det hele taget flere dage, end nu. Jeg tænker lidt over det, og husker flere brudstykker fra artiklen om den, for mig, ukendte forfatter. Der var noget ved det, han havde sagt om kærligheden, som havde vækket fluen. Den var begyndt at svirre kraftigere end ellers og havde ikke været sådan at ignorere igen.
Manden foran mig går irriterende langsomt til værks, han vipper frem og tilbage på sine ben, imens han nøje gransker udvalget af frugt og grønt oppefra og ned og tilbage igen, henover sine læsebriller. Han er vel omkring 60 år og ligner én, der havde haft hele dagen til rådighed til at handle. Hvorfor fanden skal han så stå her i myldretiden som en anden feinschmecker og lede efter nålen i høstakken, det perfekte stykke grønt, som kan tilfredsstille hans øjne nok til, at han træffer en beslutning om at samle det op. Du er for helvede i Netto, tænker jeg. Så gå dog på grønttorvet. Han spærrer min mulighed for at nå agurkerne, og da jeg ikke havde brug for noget af det, der ligger indenfor rækkevidde, er der ikke andet at gøre, end at vente, til han endelig finder det, han leder efter.
Som jeg står der og vrider mig utålmodigt, får jeg øje på et skilt med et godt tilbud over køledisken i den anden ende af butikken. Nedenfor står en mand, jeg har set før, men som jeg ikke helt kan placere.
Surhed og utålmodighed viger pladsen for min nysgerrighed, og jeg beslutter mig for at bevæge mig lidt tættere på, for at opklare mysteriet. Til helvede med agurker, jeg kan gribe en pose ærter fra frost, de ligger tættere ved.

Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HSL) 25/9-16