Karen Blixens “Sorg-Agre” – skæbnen som et tveægget sværd.

Tiden skrider hurtigt, og vil man have et kært minde og lidt dannelse med sig i graven, så drop for en stund andre, ligegyldigere adspredelser og læs denne perle i prosaen, inden det er for sent.

Dette andet nedslag i min serie lægger sig – også tematisk – i forlængelse af det første om folkevisen ”Ebbe Skammelsøn”. Tidsmæssigt dog langt senere, men ”Sorg-Agre” foregår, ligesom visen, i et adelsmiljø og handler ligeledes om en normbryder inden for dette.

Jeg læser novellen eksistentialistisk og skæbnedetermineret, selv om nogen vil indvende, at det da er lidt af en kontradiktion. Til dem vil jeg så til gengæld sige, I ved måske nok, hvad eksistentialismen er, men ikke hvad den indebærer. Især når skæbnen rammer som et tveægget sværd.

Det ved til gengæld novellens hovedperson, den gamle herremand, eller han lærer det. Og på den hårde facon kunne man tilføje. For eksistentialisme er på en måde at trodse sin skæbne og acceptere den som sin overmand.Lad mig give et eksempel: Albert Camus´ udlægning af ”Sisyfos myten”.

Sisyfos, er jo af guderne dømt til at rulle en tung sten op på et bjerg, men kun for se den rulle ned igen, lige inden den når toppen. Hvorefter han starter forfra. Gang på gang.

Han er da et fjols, kunne man mene. Og med god grund, for Sisyfos nærer ingen illusioner om, at han nogensinde vil få den sten op på toppen. Tværtimod, han ved at foretagendet er totalt udsigtsløst.
Hans absurde slid er nærmest et sindbillede på enhver anden meningsløs tilværelse. Og så dog ikke – i og med at han fortsætter under de vilkår, træffer han et eksistentielt valg, der trodser den skæbne, han er pålagt af guderne og bevarer i stedet sin integritet som menneske.

Det samme gør almuekonen Ane Marie. Hun er enke, og hendes søn bliver anholdt, mistænkt for ildspåsættelse. Han bedyrer sin uskyld, og sagen skal gå rettens vej. Men suverænen på egnen, herremanden, er hævet over retssystemet, og han tilbyder Ane Marie en deal. Hvis hun på én dag, fra solopgang til solnedgang, egenhændigt kan meje en hel rugmark, vil han lade sagen falde. Det tilbud tager Ane Marie taknemligt imod, selv om det synes fuldstændig håbløst, og selv om hendes søn muligvis kunne blive frikendt af retten. Men som herremanden siger: ”Vi fusker ikke med Lov og Ret, Ane Marie og jeg.”

Der hører imidlertid mere til hovedhandlingen. På dagen – en nådesløs, ”svovlagtig” hed sommerdag – hvor arbejdet går i gang, slutter den unge mand, Adam, sig til herremandens selskab nede ved marken, og i fælleskab overværer de enkens umulige kamp mod rugen og tiden, for at redde sin søn.

Adam er onklens nevø og netop ankommet fra England. En udenlandsdansker kunne man sige, der pludselig har fået hjemlænges efter sit gamle fødeland. Og tillige skyldfølelse over at have svigtet det så længe. Især ved at takke nej til et tilbud om at arve hele godset.

Nu er han vendt tilbage for at slutte fred med det. Med sig i bagagen har han indtrykkene fra en ny verden:

”Og i England var han også for første Gang kommet i Berøring med Tidens store, nye Ideer: om Naturen, om Frihed og Menneskeværd, om sand Retfærdighed og Skønhed.”

I den europæisk historiske sammenhæng refererer dette til det humanistiske gennembrud i det 18. årh., med ideer om frihed, naturret og globale menneskerettigheder. En gryende udvikling der bl.a. via ”Den franske revolution” og herhjemme Stavnsbåndets ophævelse politisk efterhånden udmønter sig i borgerrettigheder og demokrati (en udviklingslinje som på endnu længere sigt har ført helt frem til vor tids vestlige globalisme, med dens konventioner og universelle principper).

Og som afløsning for en feudal samfundsorden, som den Adam er havnet i her på herregården. Med et socialt hierarki, en enehersker i toppen af pyramiden og undersåtterne i bunden. En orden med rod i en tusindårig tradition, der bygger på slægtled langt tilbage.

Det får alt sammen udtryk i novellens indledning:

”Landsbyens Straatage, der trykkede sig i et langt Dalstrøg, som en gruppe brune Paddehatte – en egen lav, haardfør Markens Grøde – fortalte Bondens Historie fra Vuggen til Graven, det Menneske, der stod Jorden nærmest og hørte til den, som trivedes i et frugtbart Aar, og døde i de Aar, hvori Tørken eller den tidlige Nattefrost satte ind.
Lidt højere oppe end Landsbyen, over Kirkegaardsmurens vandrette hvide Linie, og med et Par høje Poplers lodrette flaskegrønne Omrids ved Siden, forkyndte Kirken, hele Synskredsen rundt, at dette var et kristent Land. Landets Børn kendte den som et mærkeligt Hus, kun beboet af Mennesker nogle faa Timer hver syvende Dag, men med en klar, stærk Stemme i sig til at synge Landets Glæder og Sorger ud, – den enkle, kantede Legemliggørelse af Folkets Tro paa højere Magters Retfærdighed og Miskundhed. Men der hvor, midt imellem kuplede Trægrupper, den fornemme pyramideformige Silhuet af klippede Lindealleer hævede sig i Luften, der lå en Herregård.”

Øverst oppe herregården, hvor den herremand bor, der som en gud kan råde over alt og alle. Og som tror sig hævet over den tragiske skæbne han tillægger alle andre. Og som i sit overmod kan opfordre nevøen til et syndefald ved at spise af havens frugter. Her begår han hybris, intetanende om hvad den opfordring får af følger for ham selv.

Dette skæbnesvangre aner Adam heller ikke noget om endnu, for slet ikke at tale om sin egen rolle i det. I første omgang er han blot rystet over, at tyrannen her har gang noget, der sandsynligvis vil føre til en fattig kones død, og han vil have det stoppet, inden det er for sent. Men herremanden nægter det under henvisning til, at det er Ane Maries eget valg, og at hun arbejder i en højere sags tjeneste. Så ytrer Adam ønske om igen straks at forlade egnen, hvortil onklen svarer:

”Og tag da Tjeneste der, hos den magt, som vil give dig et bedre Vilkår end dette: at du med dit eget Liv kan købe din Søns.”

Disse ord får Adam til at blive.

Hvad skyldes, at han så pludselig ombestemmer sig og ikke rejser alligevel? Flere ting velsagtens. Først og fremmest hans voksende ængstelse på onklens vegne og i den forbindelse hans medfølelse med ham:

”Og da havde en uforklarlig, skæbnesvanger Skræk paa den gamle Mands Vegne grebet ham. For her var visselig gudinden Nemesis ikke langt borte. Denne Mand havde været enevældig i hele den Verden, der omgav ham, længere end Adam selv havde levet, og var aldrig blevet sagt imod af noget Menneske. I mange Aar havde han rejst Europa igennem med en syg Dreng af sit eget Blod som eneste Selskab. Han havde lært at lukke sig til mod sine Omgivelser, og var blevet ufølsom for andre Menneskers Væsen og Tanker. Måske havde da vanvittige og sælsomme Tanker og Forestillinger besat ham, saa at han tilsidst havde set sig selv som det eneste virkelig eksisterende Menneske, og hele Verden omkring sig som et fantastisk, forgængeligt Skygge-Teater, der ikke havde nogen Substans.
Nu tog han, med en gammel Mands Hovmod, andre Menneskers Liv, de svageres og enfoldigeres – en Kvindes Liv – i sin Haand, brugte det, som han fandt for godt, og frygtede ingen gengældende Retfærdighed. Vidste han da ikke, tænkte den unge Mand, at der er andre Kræfter i Verden end en Despots kortvarige, vilkaarlige Magt og mere forfærdende endnu end den?”

Til grund for disse tanker er en bagvedliggende trussel mod herremanden, som Adam er begyndt at ane – og at det er en trussel, han selv er en del af.

Men inden en uddybning af den, er det nødvendigt med inddragelsen af en vigtig sidehandling i historien. Da den syge søn, der omtales i citatet ovenfor, dør, gifter onklen sig med pigen, han havde udset til brud for sønnen. Af kærlighed? Næppe, men for at sikre sig en arving af eget kød og blod. Sikre legitimiteten, dvs. det princip at kun ”ægtefødte” børn i lige linje rigtigt tæller i slægtens direkte arvefølge og derfor var et helligt dogme for adelen.

Opfyldelsen lader imidlertid vente på sig. Oppe i huset går den unge frue på gården og drømmer om andet end ”en gammel stornæset Mand, der behandlede hende med dyb, punktlig Respekt og Omhu, fordi hun skulle være Moder til han Søn. Det var hovedpunktet i den Traktat, som hendes Fader og Moder havde afsluttet med ham, hun havde kendt til det fra Begyndelsen. Hun forstod, at hendes Ægtemand samvittighedsfuldt opfyldte alle Forpligtelser, der paahvilede ham, hun var selv en honnet Natur, og velopdragen, og ville ikke unddrage sig sin Pligt. Men efterhaanden gik en Tomhed eller Uoverensstemmelse i hendes majestætiske Tilværelse op for hende, og holdt hende fra at blive saa lykkelig der, som hun havde tænkt sig og ventet at blive.
Efter en Tids Forløb tog denne Tomhedsfølelse, og hendes vage Mismod, en underlig Form: som Bevidstheden om et Savn, en Fraværelse.”

Med det in mente, er det let at forestille sig, hvor kærkomment Adams tilstedeværelse må være for den unge dame. Allerede om eftermiddagen rider de en tur sammen. Da de passerer forbi dramaets skueplads, sørger Adam hensynsfuldt for at holde sin hest mellem hende og marken, så hun ikke skulle se, hvad der gik for sig der.

Historien lader forstå, at det er Adam, der bliver far til gårdens arving. Kættersk normbryder og i symbolsk forstand sabotør af en hel verden. Et typisk generationsopgør er det vel, men med den sjældne forskel, at den unge rebel finder forståelse for den verden og det livssyn, han gør op med.

Bevidst om sin egen rolle i hans og onklens indbyrdes drama og i den forbindelse skæbnens tveæggede sværd, der rammer dem begge, lader Adam sig overbevise om sandheden i den gamles livssyn, at tragedien er menneskets privilegium. Det er sandt, fordi det fælder onklen selv. Uanset dennes selvforståelse og selvovervurdering og hans tro på at besidde en urørlig, overjordisk autoritet, er han kun et svagt menneske som alle andre.

Almuekvinden Ane Marie når lige akkurat at blive færdig med marken, inden solen går ned, og tidsfristen udløber – har med onklens ord ”gjort et godt Dagværk i Dag, som vi længe vil mindes” – dør så af udmattelse og redder dermed sin søn.

Men det gør den gamle også, dør for en søn. I overført forstand. Gården får en arving, men ikke legitimt. Dermed et brud på hans ”Verdens ophøjede og opholdende Princip.” Herremanden underlagt samme skæbnes lov som hans undersåt Ane Marie, hvilket anskues symbolsk, ved at han forsvinder i mængden til sidst. Også et billede på en hel tidsalders endeligt:

”Den gamle Herre blev længe iblandt dem. Han gik lidt ligesom de, og stod så igen stille. Da det blev mørkt, kom han Folkene ganske nær, uden at de kunne se, hvem han var.”

Denne historiens handling og slutning gjorde det, som nævnt, indlysende for mig, at tillægge novellen et eksistentialistisk budskab. Den nye idé om frihedsrettigheder, som den unge verdensborger bringer med sig overtrumfes af et tidligere, alternativt og paradoksalt frihedsbegreb: Friheden til, uanset de ydre vilkår, at vælge ansvaret for sit eget liv, og trodse en skæbne ved at acceptere den.

”Sorg-Agre” er fra ”Vintereventyr” og læst i Karen Blixen-mindeudgaven (Gyldendal 1964)

Billedet øverst er fra Morten Henriksens glimrende filmatisering af novellen. Med Erik Mørk, Jørn Gottlieb, Kirsten Olesen og Sofie Gråbøl i hovedrollerne. Et klik på linket underneden, giver adgang til filmen.

Sabbath Andersen (SA) 8/5-17)

“Sorg-Agre” som film