når jeg ser

mit måneansigt

min pergamenthud

sårene på armene

så ved jeg at jeg er 

blevet til et medicinsk 

forsøg

når jeg hører mig selv tale 

uden at tro på mine 

egne ord 

så ved jeg godt at jeg aldrig 

mere vil se en nytårsraket udfolde

sin blomst i mørket

4 thoughts on “når jeg ser

  1. Nyt digt af Lars Ole Nielsen. ”når jeg ser”, hedder det, som skrevet står. Og hvad han ser, er sygdommen, som den aftegner sig i de kropsligt afsatte mærker efter en barsk behandling. Et medicinsk eksperiment, antyder han.

    Det er talt så ligeud, så utilsløret nøgternt og derfor med et særligt nærvær. Lars økonomiserer i den grad med sprog og virkemidler. Ingen lyriske fiksfakserier i form af en omfattende metaforik, eller en kunstfærdig komposition.

    Ellers ville digtet heller ikke have haft samme effekt, som den det nu tilføres af de klangløst konstaterende, knappe, udtryk. De lader ordene stå i deres rå, isolerede nøgenhed. Uden rum omkring sig, men plantet i grænseløs tomhed, som den man kan forestille sig, hersker i en allerede forladt verden.

    Mere følelig kan udsigtsløsheden ikke beskrives. For så paradoksalt er det, at netop dette substansløse, univers, hvor end ikke ordene har noget at hægte sig på, er digtes brændstof. Til formidling af den stemning af knusende mistrøstighed, og total ensomhed, der hviler over teksten og forplanter sig til læseren.

    Også patientens egen virkelighed forsvinder i det kliniske vakuum uden for verden. Så rippet for identitet og fremmedgjort, at han end ikke kan fatte tillid til sine egne ord. Samt er ude af stand til at fastholde et syn fra dengang hans verden var hel og med lykkelige momenter. Fuldstændig prisgivet afmagten slukker han sit eget spinkle lys i sindets afkrog, med forvisningen om at han aldrig mere vil få at se ”en nytårsraket udfolde/sin blomst i mørket.”

    En tilsyneladende, men alt andet end banal erkendelse, for med den sættes et foreløbigt punktum i hans egen livshistorie.

    Lars Ole Nielsen er en kompetent ordmager og suveræn formidler af stemninger. To egenskaber, der hører ubrydeligt sammen i digtekunst, når den er bedst.

    SA

    PS. digtet er desuden sat smukt ind på bloggen af ham selv. Kun lige glemt den med kategoriangivelsen (i det her tilfælde ”Poesi”), så det har vi gjort. Som tak for en så god tekst yder vi gerne den service.

  2. At kommentere digte som digte er en litterær genre for sig, som jeg langt fra behersker. Jeg tror, jeg til en vis grad kan leve mig ind i digtet og situationen det beskriver. Men som andre velmenende amatører begynder jeg at forholde mig digteren som person i stedet for digtet som værk og føler en trang til at opmuntre personen.

    Jeg ved ikke om jeg vil glemme alt hvad jeg levede for og troede på, hvis jeg en dag ligger medicineret og dødssyg af kræft. Men jeg håber jeg stadig vil huske det, jeg har hørt og læst om nærdødsoplevelser: at bevidstheden fortsætter et liv uden for kroppen, selv om kroppen i en periode er klinisk død, inden bevidstheden vender tilbage til kroppen. Religionerne fortæller, at der er et liv efter døden. Og den eksisterende viden om nærdødsoplevelser understøtter denne religiøse opfattelse.

    FC

Skriv et svar