Mit tungsind

et tungsind slog sig ned
i min hjerne mens jeg skrev
sad just og var så glad
da den pludselig kom forbi
men jeg ventede ikke
til den selv fandt på at gå
smed den
fluks på porten

tungsindet lettede
steg langsom til vejrs
sendte mig et dybt
og sørgmodigt blik
før den svævede bort
som en tordensky

men netop som jeg glemmer
den engang har eksisteret
blæser det atter op
til en voldsom orkan

ser den komme
rullende
hvirvlende
som en vred tornado
nærmer sig det sted
hvor jeg sidder og skriver

tungsind gå bort
jeg vil aldrig se dig
ej heller føle dig
ulidelige byrde
du forstyrrer mit digt

her hvor jeg sad
fordybet i at skrive
tog den plads på papiret
demonstrativt
præcis foran mig
hvor den slog en klat
af uhyre dimensioner

nu blev jeg for alvor
rasende gal
rev papiret i stykker
lod det flyve for vinden

så så den på mig
alvorligt og dybt
jeg går nu men kommer
dog jævnligt tilbage
for husk
du kan aldrig leve livet
uden mig

så fløj den til havs
bag de brusende bølger
og pluds’lig forstod jeg
den havde jo ret

Jopie Leopoldsdotter von Horn (JL) (15/7-16)

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)