Miraklet i Finland

Jeg var engang sammen med en jordisk engel, der boede i Husum, men var opvokset i Tanzania, og som kunne citere Biblen ord for ord. Jeg elskede hende så højt, at jeg begyndte at gennemtrawle testamenterne og læse de store tyske teologers værker for at finde åbningen ind i hendes hellige grotte.
Jeg vil aldrig afsløre, om det lykkedes mig. Det er min hellige gral, men jeg fulgte efter hende, da hun flyttede til Tampere i Finland for at studere guderne må vide hvad. Det interesserede mig overhovedet ikke. Jeg var kun interesseret i hende.
Jeg må til gengæld sige, at mødet med finnerne i Tampere gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og beseglede min skæbne.
Min engleblide Maria Magdalene boede i et kollegieværelse helt oppe under skyerne tæt på Himlens port. Bedst som jeg sad og finkæmmede et af teologen Bonhoeffers værker, strøg der en skygge forbi vinduet. Det viste sig senere, at det var en ung studerende finne, som i sin sindssyge vodkabrandert var stået på hovedet ud over altanen på 12. etage i en glædesrus over en finsk scoring under VM i ishockey. Han døde lykkelig.
Senere under mit ophold lejede vi en hytte langt inde i de finske skove med sauna og skovsø lige udenfor døren. Der er smukt inde i de finske skove, og ikke så meget andet at lave end at lave børn. Det gjorde vi nu ikke. Men vi hyggede os, og jeg studerede videre. Nu i teologen Barths værker.
Under en af vores gåture i skoven besøgte vi et ældre, finsk ægtepar, som inviterede på kaffe og kage på deres lille landejendom, og som tilbød os, at vi kunne få et lift med tilbage til Tampere, når vi skulle tilbage til civilisationen. Et tilbud, som vi tog imod med kyshånd, og som var ved at koste os livet, da Tyttebær Maja i sin spritnye Volvo drønede tværs over vejen og ned i en grøft, og for at redde os fra at slå en kolbøtte fik drejet os tilbage på vejen og lige ud foran en modkørende lastbil.
Jeg har aldrig været tættere på en nærdødsoplevelse, og jeg optog mig selv på diktafon umiddelbart bagefter, hvor man kan høre mit og min engels hysteriske latteranfald over, at vi slap med livet i behold.
Jeg pakkede skyndsomst mine bøger og klude sammen og rejste hjem til København, og valgte at tolke hændelserne som et vink med en vognstang om, at der ikke findes nogle skumle bagveje ind i de frelstes helligste gemakker.
Jeg elskede min engel…

Claus Pogel (CP) 2016-03-31