Min toscanske veninde

Vi sad på bjergsidens solvarme stenbænk
og lyttede til hinandens drømme om livet
med dagens fuglehær som de eneste vidner
i platantræernes kroner over vore hoveder
midt i den toscanske nats kærlige omfavnelse

Kærlighedens spontane tilsynekomst i nærværet
mellem himmelsole og havets naturlige bølgeslag
som et totalsyn af klarhedens selvopståede fylde.
frigjort i åbenheden fra alle de tanker som adskiller
og med tidløse kærtegn i det åbne bevidsthedshav

Fuglenes syngende drømmebilleder flyver ud på ny
med budskabet om kærlighedens tidløse opståen
velsignet af den toscanske morgens første solstrejf

4 thoughts on “Min toscanske veninde

  1. I sit comeback her på Tekstforum lægger Preben Søgaard Larsen stærkt ud med et smukt kærlighedsdigt i en toscansk ramme. Det må være inden den epidemi, som har haft så tragiske følger i netop det land, Italien, for digtet her handler om livets flamme i en af de sjældne situationer, hvor den brænder allermest og klarest.

    En nat på en bænk ved havet sammen med sin elskede, så er scenen sat, såvel den ydre som den indre. Den besjælede natur indgår med sin kærlige omfavnelse af de to i en symbiose med, hvad der rører sig i sindets inderste.

    Hvis sind? Æstetikerens, men i lige så høj grad selvbetragterens, altså den reflekterendes.

    Så ikke emotioner det hele, men også en tankeaktivitet, der uden at splitte helheder og lukke sig om sig selv, fastholder den lykkelige stunds bevidsthed om tidløs samhørighed med alt.

    Digtet præget af flotte formuleringer, og også i teknisk henseende særdeles vellykket – de klassisk romantiske elementer i velafstemt balance mellem stemningsfuld natur og sjælelig dybde.

    SA

  2. Kommentering af digte er en genre for sig, jeg ikke er synderlig velbevandret udi. Hvis jeg alligevel skal komme med et lille pip nede i detaljen, så hæfter jeg mig ved, at første strofe er i datid og sidste strofe er i nutid, begge taler mest til følelsen, mens anden strofe mere taler til forstanden. Umiddelbart ville det følelsesmæssigt virke mere engagerende på mig, hvis scenen i første strofe blev udfoldet i nutid. Der kan muligvis være en pointe i at mindet i første strofe giver fylde til nutiden i sidste strofe. Men ville det ikke også være tilfældet, hvis første strofe var i nutid?

    FC

    1. Du skriver det faktisk selv i din kommentar.
      Strofe 2 og 3 er skrevet i nutid for at understrege tidens opløsning i nærværet mellem de to menneskers ordløse og befriende samtale i den toscanske nat. Sådan var det ment. Ordløse samtaler er oftest de mest berigende med deres lysende klarhed.
      PSL

Skriv et svar