Min morgenbøn

Særligt from er jeg ikke, og en bøn er jo et yderst privat anliggende (for højst to) og skal helst fremmumles i enrum. Men da der efterhånden ikke er noget, der er privat mere, og livet leves, og især udstilles, i en dopaminrus på de sociale medier, så lad min morgenbøn deltage i festen.

Med andre ord – her et kort referat af indholdet: Efter Fadervor, en tak for hans rige gaver og en bøn om tilgivelse for mine egne synder, noget om hjælp mod anfægtelser, tvivl og negative tanker, fokus på de nødlidende, de ensomme, syge og døende.

Efter det – finalen med en bekendelse til alle tings skaber og eneste sande gud.

SA

Om Sabbath Andersen

Med forkærlighed for litteratur, kunst og filosofi. Medstifter og medbestyrer af tekstforum.dk – et domæne for det skrivende folk. Arbejder selv med forskellige tekster og har udgivet en roman ”Firewall” som e-bog. Den er at finde på SAXO.com og andre steder. Ikke den store litteratur, men ret så underholdende, hvis jeg selv skal sige det. Dog må man som læser være forberedt på, at hovedskurken, Capone, tilfældigvis også er sort. Min dagligdag er aktiv og travl, men når tiden tillader det, kaster jeg mig gerne ud i anmeldelser af bøger fra forlaget Mellemgaard.

2 tanker om “Min morgenbøn

  1. Hej Sabbath. Jeg læser det som en oplysende tekst, der måske kunne inspirere andre. I øvrigt er nedskrevne bønner en litterær genre, jeg tænker på de bønner, som præster læser op under gudstjenesten. Tror også der findes bøger med forslag til mere ‘private’ bønner. Der er sikkert også udgivet samlinger med visdomsord. Men følelserne skal med i det alt sammen, så det ikke bare bliver en remse man lirer af. Eller bryster sig af. Det forstår man af den blufærdighed du udtrykker i teksten. – Det er blot strøtanker i anledning af din tekst. Venlig hilsen Frank Colding

    1. Morgenbønnen er en vigtig, helt naturlig bestanddel af min dagligdag. Udtrykt lidt prosaisk: En kort alvorsstund til at holde kontakten ved lige med den højere mening med det hele. Samtidig med en afstandtagen til alt det skabagtige pjat, der fylder så meget i den moderne tilværelse.

      Somme tider er den lidt løs, bønnen, når der er for meget udenoms, der distraherer. Til andre tider mere fokuseret, og så næsten mentalhygiejne til en god start på dagen.

      En bøn er en taksigelse, men også et anråb om bistand til fastholdelse af troen, der hele tiden skal kæmpes lidt for. Tvivlen føler jeg i den sammenhæng som en del af synden, der gør bønnen om tilgivelse nødvendig. Og som kun kan efterkommes af den gud, troen byder mig at kalde den eneste sande.

      Bøn er tillige en frigørelse i en slags ”underkastelse”. Lyder som et paradoks, men kan forklares som den frihed, der følger af, at der er noget, der er større end en selv. Og derfor måske bedre at betegne som en ydmyg erkendelse af ens begrænsning som menneske.

      Her kommer spørgsmålet om næstekærlighed ind i billedet. Den kan, hvad det angår, ikke være så vidtfavnende, som mange tror, uden at det får et skær af selvdyrkelse. Selvfølgelig er ”kejseren”, og vi med ham, til en vis grad forpligtet på vore medmennesker overalt, men den autentiske næstekærlighed gælder først og fremmest ens nærmeste og ”hin enkelte”, for at bruge et Kierkegaard-udtryk.

      Hvem disse nærmeste og hin enkelte er for mig, er også omfattet af min morgenbøn.

      Nå, nu er jeg vist godt på vej til en hel prædiken, så nu må jeg hellere gøre holdt. Lad mig slutte med en stor tak for dit interessante input. Noget som Tekstforum har brug for desuden (jf. din anden kommentar, den til indlægget ”Noget for noget”).

      Bedste hilsner

      Sabbath

Skriv et svar