Mere om Georg Brandes og “Det moderne gennembrud”

Indlægget skal ses som en opfølgning af det foregående, ”Georg Brandes og Harald Nielsen”, som der også vil blive refereret til undervejs.

Der sker i hvert fald noget afgørende i de år under hovedinfluenceren, Georg Brandes. Og det ikke i positiv forstand. For det er begyndelsen til enden på en europæisk kulturarv helt fra oldtidens Grækenland, og måske endnu vigtigere, middelalderens kristendom til det totale kulturtab i vores moderne, sekulariserede, værdidrænede og overfladiske tidsalder.

Indledt af ”Det moderne gennembrud”, som det så storslået hedder, og igangsat af den Den hippe flanør, med det overlegne overblik og det begrænsede udsyn. Hvis han ellers var hjemme, for han befandt sig bedst i det store udland, der mindede ham om, at dansk litteratur var håbløst bagud. Vraggods, som bare skulle lægges bag sig. Desuden dømte han Gud ude, ligesom Nietzsche gjorde, og lancerede i stedet sit eget motto: ”Litteraturen skal sætte problemer under debat.”

Uh, hvor lyder det besnærende, og alle klapper. Men stop lidt!  For hvad vil det egentlig sige – og med hvilke konsekvenser?

Til det spørgsmål, først afsæt i et lille sidespring, der ikke desto mindre bringer emnet lige tilbage på sporet. Vi ved jo, i dag mere end nogensinde, hvor vi har fjernsynet og ikke mindst de sociale medier til at fortælle os det, at den offentlige debat gerne tager afsæt i eliten, styres af mainstreamens rigtige meninger og med konklusionen givet på forhånd.

Og det er lige nøjagtig, hvad der kommer til at ske med litteraturen, når den skal debattere. Den bliver selv offer for den debat, den skulle sætte. I hvert fald lænket til den. Når litteratur ikke tager udgangspunkt i virkelige mennesker og forpligter sig på ordkunsten alene, men i stedet en ideologi, giver den et skævt billede af virkeligheden. Og så kan man nok så meget kalde den for realisme.

Den danske litteraturs skæbne bliver værre endnu: Senere med 30ernes kulturradikalisme og marxisme og under indflydelse af begge ideologier, udvikles en rendyrket skabelonlitteratur. Og helt galt går det på jubilæumsvis ca. 100 år efter Brandes-tiden, med ideologikritikkens indtog på universiteterne. Intet finder nåde for dennes hærgen, der er lige ved at gøre det af med selv de store, klassikere.

En lidt anden historie og så alligevel udslag af det samme:

Forbandelsen varer ved også uden for litteraturens verden. Ude i den virkelige virkelighed og samfundslivet. Alt er under opbrud, alt skrider. Med forkyndelsen i skraldespanden, og den kristne frihed med den, udløses en lavine af emancipationstiltag i snart sagt alle sociologiske sammenhænge (politiske, kulturelle, moralske osv.), og den lavine ruller endnu. Allerede fra starten af det moderne gennembrud – eller måske bedre: Fra starten af en altomfattende ideologis gennembrud, der kommer til at præge den sekulariserede samfundsudvikling helt op til i dag og sandsynligvis længere endnu – starter en ihærdig søgningen efter verdslig frihed, der er anderledes bekvem end den kristne forpligtende.

Men ikke uden negative følgevirkninger, Det er blevet tydeligt i dag, hvor opløsningen af de strukturer, der tidligere holdt sammen på det hele -opløsningen af nationen, opløsningen af familien, tabet af autoriteter og savnet efter pejlemærker i livet – har efterladt mange med en følelse af tomhed, rodløshed og uden at kunne finde sig tilrette i tilværelsen.  Eller finde sig selv, for alt det er gået tabt, som den menneskelige identitet tidligere hægtede sig på. Og hvad er individualisme værd uden identitet?

Nej, den uforpligtende frihed var ikke saliggørende. Og med det kuldsejlede projekt, nu anledning til for anden gang at vende mig mod J.P. Jacobsens ord om sin plagede fritænker Niels Lyhnes sidste stund. Den slutsentens kan godt gå på en stædig, stålsat vilje til afslutningsvis at afsværge troen. Men ikke uden at det skurrer lidt i ørerne og lyder en smule kunstigt, hvad jeg også var inde på.

Hvilket skyldes, efter min mening, at det her ikke bare handler om at gøre døden svær, men om en sejr for frisætningen af det moderne menneske. Med andre ord, om at lade en abstrakt idé overtrumfe den levende tvivl.

SA

Skriv et svar