Om Marlene Madsens “Landskaber jeg aldrig før har set”

En svær en, den her. End ikke et komma eller spørgsmålstegn at klamre sig til, så noget af en fortolkningsmæssig udfordring. Hvad jeg har at sige, beror da også mest på fornemmelser.

Selv om jeg så udmærket kender til og vedkender mig en del af det omtalte. Først og fremmest ironien. Også den letkøbte, med det anstrøg af hensynsløshed, der ikke skeler til godt og ondt.

Egentlig også de diabolske landskaber bag egne og andres øjenlåg. Lavloftede, havde jeg nær sagt, for de har ”hængende himle”.

Der tales om ”tvekønnet”, hvorved jeg forstår en pinefuld tvekamp mellem kønnene (”vi er naglerne i hinandens kød”). Hvilket i min forestillingsverden linker til tredje strofes ”naturens uorden”, som et udtryk for de genetisk betingede, svære odds, samlivet mellem mand og kvinde kan være oppe imod.

Er det i den forbindelse for meget at skue digtet fra højden og ned i dybet til synden? Jeg synes det ikke.

I hvert fald sammenlagt et signalement af noget menneskeligt, der ikke ser så godt ud egentlig. Og desuden en tekst der skyder med skarpt og så præcist, at alle har svært ved at dukke sig.

(Et så godt digt, som det her, fortjener flere kommentarer end denne lidt famlende. Lad mig derfor benytte lejligheden til igen at gøre opmærksom på, at der er fri adgang for alle til at kommentere bidragene på Tekstforum. Dem i bloggen direkte, og teksterne på læsesalen ved at sende sin kommentar i en mail til admin@tekstforum.dk).

Sabbath Andersen (SA) 24/10-16