Marlene Madsen (MM)

13681021_1644635329187746_5105751631896868199_n

På knæ
plæderende
for livet
hjertets brand
kroppenes
forfald
nu
inden solens
sidste storme
lægger
jorden øde

MM

Marlene Madsen stødte vi på i facebook-forummet Lyrik, hvor hun fremtræder som en af de allerbedste. Det lykkedes os at overtale hende til også at bidrage med nogle tekster her på tekstforum.dk. Og tak for det – det er digte af høj kvalitet.

Hun har skrevet mange, men der trækkes et spor af nogle fællestræk i næsten alle sammen, såvel tematisk som sprogligt (tvivlens spørgeform og en gennemgående metaforbrug f.eks.)

Der tegner sig et univers af splittelse. Digtene er således næsten over en kam bygget op omkring antiteser – som kærlighed og dens ophør, ord og tavshed, troskab og svigt, identitet og selvudslettelse, lys og mørke.

Alt det første som udtryk for liv, det sidste for dets ophør. Og afskeden med livet er netop et af de gentagne temaer. Øjne der lukkes, en yndet metafor.

Problematikken ofte grænsende til det tragiske. I digtet ”dråber af glas”(et af hendes mest gribende) lyder det: ”dråber af glas ligger i mine hænder/er det mine eller dine/tyndheden i huden/årernes blå strøm blottet/det er ikke hænderne/der får rifter/dråber af glas løber ikke”. Kan associere i flere retninger, men mest nærliggende til en fortælling om sår og sort afmagt.

Forinden har der gerne været levet – først i lykke, så balancerende på afgrunden – inden tiden stivner i stille sorg, ensomhed og længsel. Dog udtrykket aldrig i nærheden af det klynkende. Snarere en tilstand af resignation. På en endnu dirrende klangbund bag den dæmpede grundtone i mol. For digtene er skrevet, før stormene har lagt sig helt og desperationen er klinget fuldstændigt af.

Ikke et totalt billede af hendes tekster, det her. Marlene er, som nævnt, meget produktiv, og hun har også skrevet lysere digte. Men det er de mørke, der giver hendes poesi dens unikke stemme af dybde og intensitet på samme tid.

(Vil man skabe sig et større overblik, kan det anbefales selv at besøge Lyrik eller hendes profil på FB.)

Tekster

Digte:

“Som et strejf af en vinge” og andre digte

“Min lille pige”

“Hvad står der?”

“De smukkeste stjerner”

“Kom”

“Jeg kigger op i loftet” og “Vi græder stille ned i maden”

“Vi lader det løbe”

“I mørket”

“Jeg har revet mine øjne ud”

“Landskaber jeg aldrig før har set”

Kortprosa:

“Tiden”