lukket land

filmen er standset
celluloiden brændt
intet kan tilføres eller
trækkes fra
alt det vi er
er noget vi var
setup uden payoff
ligegyldigt kradseri i
overfladen
et serie uden pointe

Lars Ole Nielsen (LN) 22/04/2020

6 thoughts on “lukket land

  1. Sådan kunne det godt se ud fra et melankolsk øjeblik i et nedbøjet sind. Og forståelig.
    Men også på grund af et for ensidigt fokus, forekommer det mig – på hvad der er mistet og ikke længere kan nås.

    I stedet for at satse på det nu, der lægger sig imellem det forgangne og det kommende.

    Det er lettere sagt end gjort, ved jeg godt, men det er jo dér, hvor livet egentlig leves – kort eller langt.

    Og i frihed for både hvad der ikke mere kan gøres om, og den fremtid man kun kan stille forventning til eller frygte. I begge tilfælde uden – på samme måde som med nuet – at være herre over.

    SA

  2. Digtets konklusion er klar ‘lukket land’.
    Men forfatterens udgangspunkt og præmis er efter min mening fundamental forkert, nemlig ‘alt det vi er er noget vi var’.
    Mere indkroget i synet på væren kan man næsten ikke forestille sig?
    Men jeg øjner dog en lille åbning i sidste linje ‘en serie uden pointe’.
    Fraværet af livsoptimisme i hele digtets toneleje kan kun ophæves af øjeblikkets nærvær.

    1. Du har ingen brudte forhold bag dig? Hvor der fremad ikke er håb om at fylde mere på relationen, hvor enhver form for kommunikation er udelukket. Hvor det i er, er det i var? Det er ikke livet jeg betragter i digtet. Det er en lille del af det.
      Tak for at læse med og kommenterer
      mvh Lars

  3. I forlængelse at jeres ordveksling om vægten af fortiden på efterlivet kommer jeg i tanker om noget tilsyneladende helt andet, og så alligevel ikke. Mest henvendt til dig, Lars.

    Du er jo filmmand, så måske du kender Gøg og Gokke-farcen, hvor de to gutter er i havsnød, fordi de er udgået for brænde til kedlen på deres dampdrevne skude. For at redde sig i land må de ty til, hvad skibet selv har af brændbart materiale, inklusive kahyt og skrog. Det lykkes, og scenen, hvor de stævner ind i havnen, på et skib rippet for alt så kun skorstenen tilbage, er en af de mest kostelige sekvenser i filmhistorien, hvis man spørger mig.

    Måske nok en tilsnigelse, for Gøg og Gokke-film plejer ikke at have andet formål end at være sjove. Men den her, samtidig en allegorisk anskuelsesundervisning i, hvad praktisk snilde alt kan udrette, når viljen er til stede. Desuden med et budskab, der også må kunne bruges i andre, mentale sammenhænge, hvor det gælder om at sætte sig fri af en nødstedt fortid.

    Intet er det samme længere efter den sejlads. Helt tydeligt ikke skibet, men vel heller ikke aktørerne. Måske mærket af den overståede krise, men også styrket af at have overvundet den, nå kysten, og starte et nyt kapitel. Ja, evt. genopbygge fartøjet til nye sejladser.

    Kan godt lyde for optimistisk (og langt ud over, hvad filmen har tilsigtet, som sagt), for der er jo tale om en svær overvindelse. Samt en lige så svær erkendelse. Nemlig af (hvad der var pointen i mit første indlæg i tråden), at kun i tiden mellem fortid og fremtid, det vi kalder nuet, kan der ageres og leves på trods af, hvad den første allerede har bragt og den anden muligvis vil bringe.

    Erkender man ikke det, når man jo ikke i land nogensinde.

    SA

    1. Haha jeg kender godt filmen Tak for en sjov kommentar. I get your point, allerede fra første kommentar. Jeg tænker bare stadigvæk, at man godt kan have flere livs tråde intakte mens nogle tråde er revet over for good. Ved godt, at mit digt fremstår som alt er slut. Min fejl, det var faktisk ikke meningen. Jeg anskuer en brændt motor. Den er død for altid. skulle have tilføjet, at jeg ville sætte mine sejl, hvis du forstår!

Skriv et svar