Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Den signede dag”

Titlen ”Den signede dag” leder tanken hen på Grundtvigs kendte salme, men så hører også enhver lighed op. Intet frydefuldt metafysisk over digtet. Til gengæld en særegen skønhed i måden hvorpå afsavn, angst, dæmoni og strejf af ømhed indgår i en helhed af subtil kompleksitet.

Stilistisk især værd at fremhæve den raffinerede anvendelse af paradokset som stilfigur (”blev en beroliget bange”), samt stærkt virkende antiteser i ordspilsagtige sammensætninger (”… du kigger derind/men det bliver aldrig det samme/for her er jeg blind.”)

At jonglere med sproget på den måde, og uden at det virker søgt, er ikke enhver beskåret.

Men der er jo mange andre fortræffeligheder i teksten, der demonstrer suveræn magt over sproget (”… placerede mig i skyggen/et sted i dig selv.”)

Hele tiden holdt i ave (somme tider dog lige til kanten), så det ikke kammer over i overfladisk manierisme, men borger for dybden i indhold, der netop opnås gennem en poetisk udtryksmåde af ovennævnte karat.

Og så alligevel ikke kun DET i spil i et så glimrende digt som dette. Teksten tager først og fremmest næring fra et sublimt kognitivt vækstlag.

Hvilket giver mig anledning til en generel bestemmelse af brændstoffet i Lisbeth Cederholms digte som bestående af lige dele følsomhed og nøgtern refleksion.

Megen lyrik har nok i det første, hvorimod Cederholms digtning i lige så høj grad tager afsæt i en FILOSOFISK tilgang til den virkelighed, hun beskriver. Måske hendes største force.

Sabbath Andersen (SA) 19/9-17