Titlen ”Den signede dag” leder tanken hen på Grundtvigs kendte salme, men så hører også enhver lighed op. Intet frydefuldt metafysisk over digtet. Til gengæld en særegen skønhed i måden hvorpå afsavn, angst, dæmoni og strejf af ømhed indgår i en helhed af subtil kompleksitet.

Stilistisk især værd at fremhæve den raffinerede anvendelse af paradokset som stilfigur (”blev en beroliget bange”), samt stærkt virkende antiteser i ordspilsagtige sammensætninger (”… du kigger derind/men det bliver aldrig det samme/for her er jeg blind.”)

At jonglere med sproget på den måde, og uden at det virker søgt, er ikke enhver beskåret.

Men der er jo mange andre fortræffeligheder i teksten, der demonstrer suveræn magt over sproget (”… placerede mig i skyggen/et sted i dig selv.”)

Hele tiden holdt i ave (somme tider dog lige til kanten), så det ikke kammer over i overfladisk manierisme, men borger for dybden i indhold, der netop opnås gennem en poetisk udtryksmåde af ovennævnte karat.

Og så alligevel ikke kun DET i spil i et så glimrende digt som dette. Teksten tager først og fremmest næring fra et sublimt kognitivt vækstlag.

Hvilket giver mig anledning til en generel bestemmelse af brændstoffet i Lisbeth Cederholms digte som bestående af lige dele følsomhed og nøgtern refleksion.

Megen lyrik har nok i det første, hvorimod Cederholms digtning i lige så høj grad tager afsæt i en FILOSOFISK tilgang til den virkelighed, hun beskriver. Måske hendes største force.

Sabbath Andersen (SA) 19/9-17