Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Når vi er nøgne”

Kunne lyde lidt privat, men er selvfølgelig så meget mere. For hvad kan bedre end musikken få en hvilken som helst kærlighed til at blusse op igen? Om så kun i erindringen.

Nat og månelys bidrager også til stemningen, og spilleværket skal svare til afstanden og være af ældre dato – en retrogrammofon med pickup og diamant, der henter musikken op fra rillen i vinylpladen.

Og ikke bare musikken, men også dybden i treenigheden af sindet, nuet og savnet.

Alle de kendte effekter i spil til en komposition af virtuos vellyd – realplanet med sammenhørende elementer, der samtidig indgår i et mønster af korresponderende billedplaner og metaforer.

Ikke bare op af vinylets riller lyder musikken, men også af ”dybe kratres hemmeligheder”, og den lige så tvetydige ”piercende” diamant graver nye riller, lige som de uudslettelige blækspor efter tatoveringer.

Noget bestandigt, der disponerer for disse momenter af eksistentiel frihed, hvor jeget både bader og drukner i musikken og ”det kolde sølvkar”, der er hentet ned med månen.

Den lydhøre læser genkender temaet med dets dobbelthed og iboende paradokser (”afstandens vellyd”) fra mange af Lisbeth Cederholms andre digte.

Samt den dygtige håndtering af det. Alene i kraft af dette gennemførte lyriske håndværk ejer en sådan poesi sin egen skønhed.

Sabbath Andersen (SA) 7/11-16