Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Der er jeg”

Formelt synes du heldigvis at bibeholde den forenklede stil uden overlæs, der klæder både udtryk og indhold så godt (uden at digtets hemmeligheder bliver tydeligere af den grund). Og igen med en velafstemt vekselvirkning mellem planerne – her sproget, og som altid jeget og duet med afstand imellem sig.

Hvoraf sidstnævnte er den (eller det) mest gådefulde, og svær at få fat i. Meget betegnende slutter digtet med spørgsmålet: ”Hvor er du?” I en afsluttende linje for sig selv som en slags pointerende efterskrift. Uden for en ramme af to strofer, med en raffineret nuancering af næsten enslydende vendinger – første strofes ”dragende” bliver til ”helhjertede” i næstsidste. Og ”halvhjertede” til ”påtvungne”.

Sådan kan digteren skabe bevægelse og forløb i sin tekst. Uden at begyndelse og slutning står helt klart. Facit er op til den læser, der i det hele taget kan finde et. Selv lader hun altid dobbeltheden og med denne vildreden råde. Som her f.eks. ved at påpege en ugerning, der kan bestå i både det ene og det andet.

Et metadigt er det egentlig også med den delagtighed skriften har i splittelsen som grundmotiv. For det er pennen, der fører til den (jf. tredje strofe). Og selv kærlighedserklæringer er ord, der flyder for let og er uden fremtid.

Ud over de allerede nævnte er der andre sproglige finesser at fremhæve. Et paradoks – ”uden fremtid, allerede nu” (4. strofe), et ordspil – ”om de lader livet, eller livet lader dem” (6. strofe), eller bare et brillant sætning  som – ”tanken skubber dem af reden” (5. strofe).

Faktisk over det hele. Uden at det bliver kunstlet og forceret, men udtryk for et godt greb om digtsproget og en stilsikkerhed, der hele tiden virker mere og mere overbevisende.

Sabbath Andersen (SA) 18/11-16