Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Glødende oktober”

De, der som jeg er fortrolig med Lisbeth Cederholm-Rytters digteriske univers, vil også kunne genkende et digt som dette. Alligevel er det hver gang som at erfare noget nyt. Herunder den kunstnerisk sproglige udvikling, hun vedvarende synes at gennemløbe.

Således er hendes omgang med billedplaner efterhånden tæt på at være suveræn. Hvilket demonstreres i digtet her. I den korte tekst har hun fundet en udtryksform af et mættet billedsprog til fuldstændig udfyldning af den begrænsede ramme. En fortættet skrivestil renset for overflødigheder. Poesi i renkultur, der trækker det sprogligt optimale ud af de tre strofer. Og med en beundringsværdig lethed forekommer det. Ingen forceret manierisme, intet unødvendigt showoff.

På indholdssiden er der tale om et vævet mønster af nattetanker, afledt af fuldmånen, der samtidig slår stemning og tone an. Efter den indledende sætning som næsten eneste reference til nuet, bliver digtet så godt som totalmetaforisk og former sig som et ubesværet fletværk af billeder, der henter deres indhold i en nuanceret vifte af natur, årstider, erindring, lys og mørke. Og så de velkendte motiver – kærligheden med dens komplicerede aspekter af nærvær, afstand, savn, begær, afklædthed og kulde. Samt den evige refleksion, tanken der i sidste strofe på ypperlig vis kædes sammen med oktobers både glød og tyngde – ”Oktober bliver tung/af tankens glød” – et retorisk højdepunkt i digtet.

Trods billedplanerne er jegets tilstedeværelse mærkbar. Særligt et enkelt sted, hvor dets stemme bliver hørbar med spørgsmålet ”hvad skal du her?”. Stillet til digtets du, anslås med det et andet gennemgående tema i Cederholms lyrik. Spørgsmålet om egen og partnerens rolle i et yderst tankeproblematiseret forhold, der sætter sindet i en eksistentiel tvivl om stort set alt.

Jeget synes at undre sig lige så meget som læseren over vekselvirkningen af tiltrækning og modstand. Der forstås noget, men ikke alt. Ja, måske er det netop indsigten, der paradoksalt nok avler dilemmaerne og gåderne. En splittet indsigt, der som altid har et anstrøg af frakoblet vilje og handlingslammelse.

Konklusion: En veldrejet og velafstemt ordkunst der åbner op for adgangen til det komplekse sinds omskiftelser af både erkendelse og uvished, sikkerhed og tvivl. Formuleret i et billedsprog der overbeviser med indtrykket af, at det her ikke kunne siges på andre måder. For sproget er ikke bare poesiens sidste lag fernis, pynten. Tværtimod er det selve råstoffet, det som litteraturen skaber, former og tænker med.

Sabbath Andersen (SA) 21/10-16