Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Forbrydelsen”

Tre gange enslydende optakt til metaforiske – ja et overdådigt billedsprogs – variationer over samme tema.

Som en art overjeg taler digtets stemme, der også er subjektets, direkte ind til dettes kvaler med fravær, savn og hjemløse følelser.

Overordnet set gør der sig her en splittelse gældende mellem nærmest hypotetisk fornuft og en levende lidenskab, over for hvilken overjegets formaninger ingen virkning har.

Og heller ikke skal have. ”Dit lille fjols”, er som kærligt talt til det barn, en voksen også kan være, og et nærmest ømt udtryk med en undertone af forståelse og sympati.

Tematiseringen af kærlighed brudt op i psykisk splittelse er ikke nyt stof i Lisbeths digtning. Det vendes og drejes uophørligt insisterende i alle dets facetter.

Alligevel overrasker hun gang på gang med lyriske særpræg, som her de tre strofers indledningsvise, og effektfulde gentagelse af samme replik. Samt ikke mindst den egen indre stemmes direkte henvendelse til jeget selv. Digtet er et vellykket hele, men med sidstnævnte som tekstens absolutte scoop.

Sabbath Andersen (SA) 12/6-17