Ligestilling i litteraturen

Vi lever I en tid, hvor tåbelighederne står I kø. Litteraturen er ikke gået ram forbi, og nu har endnu et tosset indfald bredt sig til den. Med det skingre krav om ligestilling i skolens litterære, danske kanon.

Enhver form for kanon er problematisk, og indholdet kan altid diskuteres. Ikke mindst når vi snakker litteratur, f.eks. om en Peter Seeberg skulle have været med i den aktuelle (jeg havde hellere set ham udskiftet med Jakob Knudsen). Det er smag og behag, men at udskifte litterær kvalitet med et grundprincip om lige mange mænd og damer på en sådan rangliste er hovedrystende ideologisk vanvid.  

Og hvor i alverden skal de kvindelige forfattere hentes henne, for hvem en St. ST. Blicher, en H.C Andersen, en Johannes V. Jensen måtte vige pladsen?

Der er kun to repræsentanter for det stærke køn på listen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, og man kunne måske hævde, at det allerede  er to for mange! Sidstnævnte, fordi hun nok er noget overvurderet, og Blixen, fordi hun jo støder imod et andet galimatias i nutiden, nemlig det identitetspolitiske opgør med fortidens ”synder”. Jeg tænker på hendes afrikanske farm, et feudalt foretagende bemandet med underdanige indfødte. Hvad mener man om det?

Fornuftige Gnavpot

Skriv et svar