Kunst i tiden

Kunsten er blevet tandløs,
så den ikke længere er kunst,
er en selvpromovering,
dekorationseffekter,
tomheder,

alt lavet af medie-ludere,
der gerne vil i TV,
som er til fals for mammon,
mens man soler sig i smartness
og har glemt det væsentlige.

Kunst er døden i hjertet
er realiteterne set med andre øjne,
ikke set med herskernes,
ikke set med reklamens,
men set med den sandhed
der fornægtes grundet billighed,
grundet de store penge
og dumhed – og tomhed ovenpå tomhed
i al fald her og nu.

Kunst skal være skamløs i sin ærlighed,
sætte tingene på plads,
vise døden på alle disse vægge,
på alle disse skærme,
fordi det er døden, der venter
ligesom angsten, sortsynet,
smerten, ensomheden
fordi vi har glemt at være anstændige.

Kun ét kan kunsten sætte sammen
med al denne død,
noget, som aldrig må glemmes
kærligheden.

Den er som rigtig kunst – evig –

resten er stort set dekorationer
i ingenmandslandet.

Henning Ahle Fjord (HF) 26/8-16