Kommentar til to digte om udkantsdanmark af Jopie Leopoldsdotter von Horn og Sabbath Andersen

Hvad stiller man op med ord som ’Udkantsdanmark’ og ’Den rådne banan’. Denne opdeling mellem dem og os. Os der peger fingre af dem. Dem der peger fingre af os.
Som læser af de to digte om Udkantsdanmark kan jeg godt føle mig sat i bås. I sær i det første digt sat i bås som en, der ude fra peger fingre af forfaldet på Lolland og mener de skal tage sig sammen og grave talenterne op i stedet for at grave dem ned. Men jeg tænker ikke sådan om befolkningen på Lolland.
Nu melder digtene ikke noget om, hvorvidt de to digtere bor på Lolland, eller hvad deres forhold nærmere er til øen.
Men ’Det blæser op’ kunne vel godt være skrevet af en lollik, der følte, at der var kommet lige lovlig megen politisk blæst omkring Lolland som et forsømt område af Danmark.
Er Lolland reelt forsømt? Eller er det bare de intellektuelle i statsadministrationen, der synes det ser forsømt ud?
Og, er benævnelsen ’Den rådne banan’ ikke taktløs? Jo. Men måske alligevel det der skulle til for at råbe politikerne op.
Ærindet i digtet ’Lolland’ synes netop at være at råbe læseren op. Forfaldet tages for reelt eksisterende og skildres i mange billeder, som, tror jeg, søger at fremkalde en vis væmmelse. Men vi kan ikke bare vende ryggen til det grimme og armodet. Vi kan ikke svigte ’en unge i pleje et sted i omtågen’.
Forfald og svigt sker alle vegne side om side med opbygning og trivsel. Forhåbentlig mere af det sidste end det første. Det skulle undre mig såre, om ikke også der findes opbygning og trivsel rundt omkring på Lolland.
Men politikere og embedsfolk anvender også statistikker. Mon ikke Lolland, statistisk set, trods alt, er et område, hvor man passende kunne sætte noget mere i værk?
– Ikke en ordentlig gennemgang af digtene på deres egne præmisser, synes jeg. Men jeg håber det alligevel går an som en umiddelbar, overvejende politisk, reaktion.

Frank Colding (FC) 19/9-17