Kommentar til Sabbath Andersens: En kommentar til Jørgen Hass´ foredrag på Århus Universitet om ”Sprogets af- og tilsløringer. Heideggers poetiske værenstænkning og hans dekonstruktion af den filosofiske rationalitet.”

Kære Sabbath

Din aversion over for andre terapiformer, end dem du selv foretrækker (koncentration om et filosofisk spørgsmål eller fordybelse i og refleksion over et sindbillede som lysningen i skoven) deler jeg ikke. Nogle terapeuter ser klientens psyke som dele i en maskine (kognitiv terapi for eksempel), men dynamiske, følelsesforløsende terapiformer ser mennesket som en organisme. Og megen alternativ behandling, herunder healing, ser også mennesket som en organisme. Selv bruger jeg både den mekaniske og den organiske tilgang til min sundhed. Jeg både meditere for at åbne hjertet og går til fitness, hvor jeg får et mekanisk mål for min fedtprocent og kropsalder. (At åbne hjertet er dybest set tjeneste, religionens område).

Jeg har lyttet til foredraget og kunne følge med til en vis grad. Men niveauet er meget højt. Jeg kunne godt have lyst til at skærpe mit intellekt. Men så skulle det være på en øvelsesbane på et langt lavere niveau. Alting tar’ tid. Og jeg smuttede bare ind på Tekstforum, som afledning fra, at jeg skulle øve sang. (Går til sangundervisning på aftenskolen en gang om ugen). Men jeg har da arbejdet koncentreret tre timer i dag med at komponere, øve klaver og lave noget administrativt arbejde.

Men, som et forsøg på at besvare et af de filosofiske spørgsmål du stiller, vil jeg ævle lidt om, hvad jeg tror det vil sige at gøre sproget gennemsigtigt. I håb om et pædagogisk svar.

Helt lavpraktisk må gennemsigtighed have at gøre med klarhed i motiv, at der ikke er skjulte dagsordner.

Jeg tænker også på klare, abstrakte tanker, der ’daler ned’ fra ideernes verden, som filosoffen opfanger intuitivt, eventuelt med en (græsk) guddom som afsender.

Men begreberne er samtidigt destilleret ud af filosoffens konkrete dagligdag. Så vidt jeg husker tager Aristoteles’ begreber om substans og form udgangspunkt i pottemagerens arbejde, hvor leret som substans gives en form (og form forbinder han vist med kraft).

Så filosoffernes systemer bygges både ’oppefra’ og ’nedefra’. Og forskellige virkelige, levende mennesker kan i forskellige perioder føle sig mere eller mindre hjemme i de forskellige filosofiske systemer.

Selv har jeg det som du lidt vemodigt med humanisternes tale om dekonstruktion og at de store fortællingers tid er forbi.

Men Heideggers ærinde er at give plads for væren. Og vi kommer ind på religionernes område. For mig er væren centrering i hjertet, og at mærke hjertevarmen. Det ærgerlige er bare, at det er så svært at tænke samtidigt. Det er svært at være meget kærlig og meget intelligent på samme tid. Store filosofiske tankebygninger kan kræve så meget opmærksomhed, at man let glemmer hjertet. Det er vel menneskelivets store udfordring: at få hoved og hjerte til at følges ad. Uden hjertet bliver forstanden kold. Og uden visdom bliver hjertet naivt.

Venlig hilsen
Frank Colding

Avatar

Om Frank Colding

Frank Colding er en national digter i ordets bedste betydning. Han digter om det Danmark, som vi alle kender og holder af. De vekslende årstider, det skiftende vejrlig, døgnets rytmer. Og om sindet der tager farve af det alt sammen. Når man som læser selv bliver grebet af digterjegets stemninger, er det, fordi de bliver formidlet med en kunstnerisk præcision, der er ganske bemærkelsesværdig. Det er denne ordkunst - hans sikre greb om sprog, stil og rytme - der falder i øjnene umiddelbart. Men lytter man yderligere ind til teksterne, bliver man tit opmærksom på en nærmest underspillet alvor, der tilfører indholdet ekstra dimensioner af eksistentiel kompleksitet og dybde. Trods det overordnet lyse livssyn er hans poesi alt andet end overfladisk og banal. Frank Colding er et skud på stammen af en klassisk dansk digtertradition, der omfatter nogle af vor litteraturs ypperligste poeter – Helge Rode, Sophus Claussen og nyere folk som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Dog bibeholdende sin helt egen, originale tone, og kan som sådan i visse tilfælde måle sig med de bedste. Mange af digtene er der sat musik til og må derfor betegnes som viser. Dem med fokus på det religiøse, som salmer, og hvad disse angår er Frank igen såvel arvtager som fornyer. Som altid overbevisende i udførelse hvilket ikke blot skyldes den digteriske kunnen, men hans faste forankring i troen. Forfatterskabets styrke beror altså ikke mindst på dets alsidighed, og vil man skaffe sig et overblik over det hele, er det værd at besøge hans hjemmeside www.frankcolding.dk. Hvor man også kan høre de smukke melodier, han selv og andre har komponeret til sangene.

5 tanker om “Kommentar til Sabbath Andersens: En kommentar til Jørgen Hass´ foredrag på Århus Universitet om ”Sprogets af- og tilsløringer. Heideggers poetiske værenstænkning og hans dekonstruktion af den filosofiske rationalitet.”

  1. Ja, Heidegger er en vanskelig herre, det kan vi godt være enige om, og når han så bliver lanceret i foredragsform, bliver han ikke lettere.

    Jeg gjorde mig ikke nogen illusioner om, at omtalte indlæg nåede ud til ret mange, trods min opfordring om at holde ud (med foredragsholderens egne ord). Derfor desto mere opløftende, når det endelig sker. Og hvem kunne det være andre end dig? Tak for det Frank.

    Heidegger er heller ikke til korte replikker, men du rejser et spørgsmål, som jeg skal gøre et behjertet forsøg på at besvare her i denne snævre ramme:

    Når Hass omtaler sproget som gennemsigtigt, reflekterer han over det dilemma, som i virkeligheden er enhver eksistenstænkers, eller i hvert fald burde være det. Nemlig at sproget, samtidig med at være en nødvendighed i indkredsningen af det at eksistere, også er et af de evige filtre der kiler sig ind imellem en blot og bar tilværelse og den rene væren.

    Den kendsgerning tvinger filosoffen til overvejelser over dette sit vigtigste redskab, ikke mindst Heidegger hvis tænkning i mange henseender er en filosofi over filosofien. Og at sproget er gennemsigtigt, er det samme som at sige, at det er gennemskueligt.

    Der antydes noget fastlåst i det dilemma, og Heidegger er også tæt på at konkludere en mistillid til sit eget gebet, til filosofien som helhed. Jf. et tidligere indlæg (”Nonsens eller sandhed”), hvor jeg citerer ham for følgende: ”Vielleicht lässt sich das Sein, weder in der Philosophie noch im Denken, sondern nur in der Religion finden.” (”Måske lader væren sig hverken finde i filosofien eller i tænkningen, men kun i religion.)”

    En sådan udtalelse peger mere på en mystiker end en egentlig filosof. I hvert fald med dyb skepsis til filosofiens formåen – at den oven i købet selv kan stå i vejen for det, den søger i eksistentiel henseende. Hvorimod tavshed, kontemplation, religiøs praksis måske snarere er vejen at gå (i din afslutning er du inde på noget af det samme).

    Du går lidt i rette med min rigtignok ofte luftede aversion mod enhver form for psykoterapi, samtidig med at du argumenterer godt for dit modsatte synspunkt. Men forklaringen på min holdning er på sin vis givet med ovenstående og under henvisning til min hældning til eksistensfilosofiens problemstillinger. I den position og som kierkegaardianer gør jeg gældende, at man ikke kan hverken guides eller rådgives til bevidsthed om sin væren. Tværtimod – enhver nok så letbenet terapeut bemægtiger sig på en måde klienten og fratager vedkommende, hvad der er den enkeltes eget ansvar, eget anliggende og egen opgave til skabelsen af et meningsfuldt åndeligt liv.

    Den snak lyder nok grumt i mange menneskers øren, for når man er dannet og omklamret af velfærdssamfundet, samt inkarneret dyrker af overfladiskheden, er man vænnet til at blive guidet gennem livet, og vil ikke andet.

    Vi vil slet ikke os selv, er en hovedpointe hos Kierkegaard. Ja, forestillingen om selvstændighedens frihed er direkte angstbetonet, siger han.

    Til slut også lidt om Jørgen Hass og mit forhold til ham. Han var i en længere periode min underviser og en af de bedste forelæsere, jeg stødte på. Hans vid og skarphed vakte min beundring og bidrog med en god portion til student-hvalpens åndelige næring.

    SA

    p.s. jeg noterer med tilfredshed, at også du er modstander af den omsiggribende dekonstruktionsiver og dens fatale følger for de store fortællinger. Og dermed endnu engang tak.

  2. Hej Sabbath

    Tak for dit svar.

    Du skriver i forbindelse med et citat af Heidegger:

    ”En sådan udtalelse peger mere på en mystiker end en egentlig filosof. I hvert fald med dyb skepsis til filosofiens formåen – at den oven i købet selv kan stå i vejen for det, den søger i eksistentiel henseende. Hvorimod tavshed, kontemplation, religiøs praksis måske snarere er vejen at gå (i din afslutning er du inde på noget af det samme).”

    Måske er der ikke én vej at gå. Men, hvis der er, hælder jeg nok personligt til den gyldne middelvej.

    Selvfølgelig vælger unge mennesker en uddannelse, som forhåbentlig fører til en levevej. Men uddannelse og arbejde er jo ikke hele identiteten. De er kun aspekter af et menneskes identitet og eksistens. Filosofiske anskuelser og religiøs tro er andre aspekter af identiteten. Men personlige relationer, hverdagsliv og deltagelse i samfundet bredt set er også centrale aspekter af den menneskelige eksistens.

    Historien om Heidegger ligner for mig historien om en fagperson, der opdager, at der er andet i verden end hans fag. Det slår ham med stor undren, for hvordan kan der være det, når nu hans fag ER hele verden?

    I min tid som fysikstuderende søgte vore lærere at motivere os til det hårde studiearbejde ved at begejstre os. Desværre pustede de samtidig til vort åndelige hovmod: Når først vi forstod fysik, kunne vi forstå alt andet! Fysik var nøglen til at forstå verden! Og havde vi først lært fysik, var det en smal sag at lære alt muligt andet! Sandheden er selvfølgelig, at fysik er én af nøglerne til at begribe verden. Men der findes jo et kæmpe, mangfoldigt spektrum af praktiske og teoretiske uddannelser i dagens Danmark og i verden som helhed. Og så er uddannelse endda så langt fra at være ’det hele’ i menneskelivet.

    Kun en teoretisk fysiker kan drømme om at lave en samlet teori om al ting udtrykt i én matematisk formel. Og man skal nok også være filosof for at drømme om en filosofi, der forklarer alt. Det kan være en drivkraft at drømme så stort. Men boblen vil briste af og til. Uden at være filosof tænker jeg, at det måske netop er det interessante ved Heidegger, at han kommer et sted hen, hvor boblen brister.

    For nogle filosoffer er det en kættersk tanke, kan jeg forstå, at verden er større end det, ord kan forklare. Jørgen Hass lader dog til at være rummelig nok til at leve med det.

    Til det mere politiske fristes jeg til at spørge:

    Skal jeg forstå dig derhen, at du synes det er en vederstyggelighed, at man gratis kan gå til læge og gratis kan blive indlagt på et hospital, når man er syg? Selv ser jeg det som nogle af velfærdssamfundets store fortrin. For ikke at nævne folkepension.

    Og, hvis jeg skal udtrykke mig lidt respektløst, synes det lyder underligt at ville afskaffe et fag som psykologi, bare fordi en eksistensfilosof har skrevet noget i første halvdel af 1800-tallet. – Lidt ignorant er man vel altid…

    Venlig hilsen
    Frank

    1. Kære Frank

      Tak for dit svar og tak for at du stadigvæk holder ved i vores indbyrdes diskussion, der tog udgangspunkt i et foredrag af Jørgen Hass om Heidegger.

      Du kommer igen langt omkring i dit fyldige indlæg, men skal jeg udlede en fællesnævner i dine forskellige udmeldinger, må det blive den, at mangfoldighed og nuancer altid fremstår som et stærkt modtræk til gendrivelse af det forstokkede, skråsikre og i virkeligheden snæversynede. Karakteristisk for hvad der går under betegnelsen fagidioti.

      Du roser i den forbindelse Heidegger, fordi han i sin søgen efter sandhed hele tiden støder på de vanskeligheder, der gør, at hans filosofiske stræben aldrig når til vejs ende. Og du kunne sådan set have taget filosofien som helhed med, i hvert fald hvad angår den sokratiske tradition, som også Heidegger bekender sig til. Den definerer netop sin opgave som ikke at give endegyldige svar, men alene at stille relevante spørgsmål.

      På det punkt ligner filosofien i øvrigt videnskaben, men adskiller sig også fra denne ved aldrig at stille sig tilfreds med nogen løsninger, men blive ved med at spørge – igen og igen, bag om det vedtagne og i dybden.

      Når Heidegger ikke desto mindre kan komme i tvivl om filosofiens berettigelse og lufter tanken om religionens mulighed (helt lige som Kierkegaard) skyldes det hans grundlæggende skepsis over for den rationalisme hans egen filosofi heller ikke kan undgå at betjene sig af. På trods af hans afvisning af Descartes´ velkendte mantra: ”Cogito ergo sum” (”Jeg tænker, altså er jeg”).

      Ideen om det alene tænkende menneske er så langt fra væren i sin helhed, mener han. Men hans dekonstruktion af den filosofiske rationalitet (en del af titlen i Hass-forelæsningen) kommer jo ikke uden om de tankesæt, der kun lader sig formidle gennem sproget og dettes rationale (jf. et af mine tidligere indlæg om Heidegger og sproget). Altså, en indvending mod manden kunne være, at hans filosofi hele tiden er bundet op på noget, den modsætter sig.

      Og så endnu engang vores vel nok hovedstridspunkt: Det med min aversion mod psykologien, eller først og fremmest en tvivlsom psykoterapi, der griber mere og mere om sig. Her støtter jeg mig ikke kun på Søren Kierkegaard, som du antyder – Kierkegaard, der i øvrigt tager psykologien seriøst, men samtidig peger på dens begrænsning, fordi den ikke kan komme til bunds i, hvad det vil sige at eksistere – men læner mig op ad eksistensfilosofien som sådan. Og i høj grad også Heidegger.

      Han er en så radikal eksistenstænker, at man hurtigt går fejl af ham, når man forsøger at forstå hans egentlige anliggende. Når du f.eks. opdeler et menneskes tilværelse i forskellige aspekter, som du gør, vil Heidegger sige, at det er et utilstrækkeligt svar på spørgsmålet om, hvem det menneske egentlig er. Ja, på hvad det vil sige at være menneske i det hele taget.

      Ligesom når folk i selvforståelsesøjemed opregner deres personligheds forskellige sider. Her vil Heidegger indvende, at de, mens de iagttagende og beskrivende holder fragmenterede persontræk ud i strakt arm, glemmer, at de også i det øjeblik eksisterer (helt på linje med Kierkegaards påpegning af væren i nuet).

      Inspireret af de filosoffer er det i samme radikale ånd, jeg afviser psykoterapien, for den opererer jo på samme måde. Med et klinisk tilpasset, atomiseret menneskesyn, og uden at den, som sagt, formår at spørge ind til eksistensen som sådan, samt hvad en sådan indebærer for det enkelte individ.

      Ikke kun de dele af filosofien, vi taler om her, men også videnskaben må distancere sig fra psykologien, der påberåber sig at være en egentlig videnskab, men uden at være falsificerbar og derfor ikke er det. Og taler vi om psykoterapien, er den ren metode – omskiftelig og i den forstand vilkårlig.

      I filosofisk henseende er det, som allerede nævnt, mest afgørende, at psykologien gør holdt ved sine utilstrækkelige konklusioner. En begrænsning, der snarere rejser nye spørgsmål og følgelig får filosofien til at haste videre ad sine egne veje.

      Her til slut – ikke så lidt polemisk skyder du mig i skoene, at jeg affærdiger psykologien under henvisning til nogle tanker fra engang i 1800 og hvidkål. Det vil jeg ikke afvise og nærer heller ikke noget ønske om at modbevise. Men man skal passe på med at klandre en person for at tage ved lære af fortiden og dens røster (ikke mindst når de kommer fra Kierkegaard). 1800tallet er lang tid siden Men udviklingen har også haft sine tilbageskridt og dens facit ender langt fra altid i plus. Ja, jeg tror faktisk, man tit gør klogere i at skue tilbage end fremad.

      Og så må jeg i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at jeg jo ikke står alene med mit synspunkt. Heller ikke i dag.

      Det direkte spørgsmål til mig, om jeg virkelig mener, at folk skal formenes adgang til lægen, lader vi ligge. For det kan jeg ikke svare på, al den stund jeg ikke ved af nogensinde at have antydet noget sådant.

      Endnu engang tak for dit som altid vægtige indlæg, Frank, og dit engagement i sagen. Det er højt værdsat.

      Bedste hilsner og med ønsket om en god sommer.

      Sabbath

  3. Kære Sabbath

    Tak for dit svar.

    Ifølge den filosofi, jeg abonnerer på, og som jeg også oplever, eksisterer mennesket samtidigt på flere forskellige plan, hvoraf Descartes ”Cogito ergo sum”, tankeplanet, blot er ét. Filosofien hedder teosofi. Og den vigtigste forfatter i nyere tid er Alice A. Bailey.

    Set ’oppefra’ består mennesket af:

    Monaden, som er den viljesmæssig guddomsgnist nedlagt i mennesket

    Intuitionslegemet, som er et overjordisk kærlighedsrige, hvorfra kan hentes glimt af gudsrigets skønhed og sammenhænge

    Sjælen som befinder sig på de abstrakte ideers plan og også rummer afspejlinger af guddommelig vilje og universel kærlighed

    Personligheden udgøres af de tre lavere legemer:

    Det lavere mentale legemes konkrete tænkning

    Følelseslegemet

    Og det fysiske legeme

    I denne model er mennesket dybest set en gnist af guddommens værens-ild.

    Måske ville Heidegger med sit begrebsapparat søge endnu højere op (Og teosofien går faktisk også højere op. Men det må lige nu være nok til vores brug).

    Descartes identificerede sig med sine tanker, ikke med sin krop og ikke med sine følelser. Men der er jo ret beset en indre iagttager, som iagttager, at han tænker (Og det er måske ’den indre stille iagttager’ Heidegger er på sporet af?).

    Nogle mennesker ser mest sig selv som krop, andre er identificeret med deres følelser, andre igen med deres tanker. Men de fleste ved også, at de som personligheder både rummer krop, følelser og tanker.

    Sjælen er det højere i mennesket, som stræber mod det gode, det sande og det skønne, mens personligheden stræber mod at overleve og varetage sine egoistiske interesser. Med tiden vil personligheden forædles og blive sjælens redskab. Sjælen tjener da Gud og mennesker gennem personligheden.

    Jeg ved ikke om du med Heidegger vil sige, at ovenstående blot er endnu en uvidenskabelig psykologisk model, som ikke kommer ind til hvad det vil sige at være. Eller du måske snarere vil mene, at her er vi inde på religionens område?

    For mig er den et landkort, som hjælper mig til at orientere mig i båden åndelig, sjælelig og personlighedsmæssig stræben og oplevelse.

    De bedste hilsner
    Frank

    1. Kære Frank.

      Tak for dit nye indlæg. Min overordnede reaktion på det, med samt berettiget ros, har jeg skrevet noget om på FB. Og ved samme lejlighed foregrebet min villighed til på det grundlag at revurdere nogle af mine egne og måske for fastlåste synspunkter.

      Her drejer det sig først og fremmest om de positioner, der for slavisk er bundet op på eksistensfilosofien med folk som Kierkegaard og Heidegger. Dermed være ikke sagt, at jeg altid har labbet dem ukritisk i mig, men faktisk i andre sammenhænge luftet en vis skepsis over elementer i deres filosofi.

      Det er da også på det grundlag – en påpegning af et svagt punkt hos eksempelvis Heidegger – at jeg gerne imødekommer noget af det, du er inde på.

      Stadigvæk har jeg det dog svært med din ”opsplitning” af det menneskelige i forskellige kategorier og fremtrædelsesformer, der, med en typisk eksistensfilosofisk aversion, minder mig lidt for meget om en slagter under opskæring af et dyr i kurante og ukurante stykker.

      Men på den anden side, mennesket er jo i bund og grund en mangfoldighed af udtryk og derved måske snarere et samlet, i hvert fald genkendeligt billede af, hvad det væsen egentligt består af. Mens man omvendt om Heidegger kunne hævde, at han med sin forestilling om den rene væren snarere distancerer sig fra en bestemmelse af individet, idet hans ontologiske udgangspunkt aldrig træder tydeligt frem i lyset.

      Man kunne også sige, at Heideggers idé om væren forbliver en gåde. Sandheden i den er dunkel, eller helt skjult, hvorimod du opregner det langt mere åbenlyse, mangesidige og omskiftelige, som de fleste kender bedst. Til gengæld kunne man jo så forvente et tilstrækkeligt bredt spektrum til at omfatte hele mennesket. Men her savner jeg noget om syndsbevidsthed, fortrydelse og den angst, Kierkegaard definerer som fraværet af ånd.

      Teosofien har jeg selv haft tæt inde på livet, gennem medlemmer af min egen familie og deres Rudolf Steiner-skolegang.

      Og så er det jo for resten oplagt igen at nævne Heidegger i spirituel sammenhæng. Det har vi været inde på et par gange. Og jeg kan ikke huske, om jeg allerede har gjort det, men lad mig i den forbindelse henvise til en interessant samtale mellem ham og en buddhistisk munk. Den kan findes på You Tube.

      Endnu engang tak

      Sabbath

Skriv et svar