Kantsætning

En stille morgen,
byen vågner,
trasker i roligt tempo en travetur
på havnefronten.
Mågernes hæse skrig
iblandet støjen fra morgentrafikken i Nyhavnsgade,
bryder stilheden.
Limfjorden strækker Hals,
er malerisk smuk og blikstille.
Reflexgule mænd, spankulerer friske afsted
på vej efter bagerens dårlige øje.
De sætter nye kantsten!
Selv går jeg kun på kanten,
i håbet om at finde den
finurlige balancegang,
som alle taler så meget om!
Sætter mig på en sten kant, og
lytter, lytter efter tonerne fra der,
hvor det hele spiller,
men der er lukket ned for sommeren,
Når efteråret kommer, spiller de op igen.
Ser mig selv i ruderne derfra,
skutter mig.
Pludselig ud af ingenting,
bryder solen frem,
selv den; står også af og til i skyggen.

En tanke om “Kantsætning

  1. De der gåture ud i byen er bare så herlige og vækker erindring om ens egne i sin tid. Ikke ved Limfjorden, men på molerne i Aabenraa. Det var oven i købet dengang, rigtige skibe lagde til i havnen.

    Altså, man bliver i godt humør af et digt som dette. Dog må der med det, som med alt andet, være en kant, havde jeg nær sagt. Og det er der også, med afsløringen af den dobbelttydige titel, hvorved idyllen får et lille modspil i kraft af tanken om tilværelsens kantsætning og den balancegang, den afkræver den enkelte.

    Bevidstheden er jo konstant beskæftiget, selv på en travetur som denne. Derfor er mantraet om at leve i nuet egentlig meningsløst. For indeholder det NU da slet ingen tanke om fortid og fremtid? Jo, det gør, og derfor er umiddelbarheden også lidt af en illusion.

    Se bare, da solen bryder frem. Det bliver samtidig en påmindelse om, at selv denne af og til kan stå i skyggen. Et fabelagtigt udtryk i øvrigt.

    SA

Skriv et svar