Jordens salt – en legende

“De bedste savner enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet”. (Fra Yeats “The Second Coming”)

* * *

Altid samme syn. Alligevel tog Pablo sig lige tid til et blik synsranden rundt, da han præcis kl. fem trådte ud af sit hus og belavede sig på dagens dont. Som det skete hver eneste morgen.
Jo, de var der endnu derude omkring – bjergene. Vildsomme, men en afskærmende ring omkring hans sted.
Det tidlige tidspunkt udløste et lille gab. Samtidig med et skær af tilfredshed lod sig ane på hans ansigt, mens hans syn derefter vandrede ud over sin jord. Og sin afgrøde – gulgrøn i den opgående sols første stråler. For den, der kunne nøjes med at nyde, var farven bare smuk, men for landmanden først og fremmest et godt tegn på frugtbarhed og grøde.
Bondens velbefindende skyldtes tillige følelsen af rodfæste i og samhørighed med dette landskab. Denne dalslette, hvor kampen og sliddet var et samarbejde og ikke en krig. Hvor han havde sin majs og sine gode naboer.
Bjergenes blågrå massiver gav læ, men spærrede også for det videre udsyn. For Pablos skyld måtte der dog være, hvad der ville, i det fremmede land på den anden side af dem. Og det, selv om man havde hørt, at der skulle være frugtbart agerland der, vandet kom i rigelige mængder, solen velsignede jorden, mennesker og dyr, og væksterne spirede og modnedes af sig selv. Ingen plager, ingen prøvelser. Som var det alt sammen for Guds udvalgte.
Lige meget, det kunne ikke friste. Han havde aldrig været der og ønskede det heller ikke. Han hørte til her, hvor støvet dækkede det meste, og brøndene skulle være dybe for at nå vandet. Og han havde nok i, hvad han kunne øjne fra sin gård. Og hvad han så, havde han set fra helt lille, ligesom hans far og dennes far og utallige generationer tilbage i tiden havde gjort. Og det ville også den lille Lucas blive glad ved at se, når han engang for alvor åbnede sine øjne.

Nu var solen helt fri af kammenes takkede kontur, og varmen begyndte allerede at gøre sig gældende. En svag brise havde også rejst sig og fremkaldte små støvfaner over majsen. Det kunne godt gøre lidt bekymret, for han kendte solens magt, og hvad den hurtigt kunne gøre ved den ellers gode høst, der var stillet i udsigt. Han lagde hånden for panden og spejdede mod himlen for om muligt at få øje på lidt skyer, men forgæves.
I stedet så han pludselig et godt stykke ude på den snorlige vej, der skar sletten over i to, en virkelig støvsky rejse sig. Næsten for stor til at være forårsaget af den tørre jord alene. Foruroligende stor.
Hvad var nu det? Han holdt ikke af at blive forstyrret, og slet ikke her hvor han skulle til at passe sit og netop ville gå ind i laden og hente sine redskaber. Hakken og kniven til at beskære. Til det vigtige udtyndingsarbejde, der var afgørende for høstudbyttet.

Hvem kunne det være? En rytter i rasende fart, for skyen nærmede sig hastigt. Han kom fra øst, hvor Raul havde sin gård, et godt stykke derfra. Men det var næppe ham. Så hurtigt red naboen normalt ikke. Heller ikke posten eller gendarmen plejede at hvirvle så meget støv op.
Og præsten på sit æsel i adstadig skridtgang var det slet ikke. Han var ellers den, der kom mest. Især når tiderne var dårlige. Når himlens væde udeblev helt, og gråt og brunt for længe havde forkyndt om tørke, goldhed, misvækst og ringe høst, samt megen sult.
Så indfandt pater Paul sig. Han var god til at se igennem en og havde gættet bondens tanker ud fra dennes forstenede ansigt, samt antydningen af et bittert drag om munden. Men Pablo måtte forstå, det var en prøvelse, som den Herren også havde udsat Abraham og Job for.
Desuden talte han om solen som livgiveren. Pablo kunne have indvendt, at han mest kendte solen som dræberen, ligesom ilden. Solen gjorde ofte jorden hård som sten og afsved hans mark. Den stak ham som med knive i den bøjede ryg – en hel lang dag på den hvide, ubeskyggede flade, hvor han var udleveret dens nådesløse bagen. Og nu havde dens flammer igen fortæret det, der skulle have været årets høst. En ny trøstesløs katastrofe.
Men han sagde ikke noget. Han undertrykte fristelsen til en lille protest, for han ville ikke være oprører imod Gud. Og når han besindede sig, kunne han også godt se det fra paterens side. Solen var trods sin ubarmhjertige fjendskhed tillige en evig ledsager. Og som sådan en fortrolig, som den ikke kan undgå at blive, hvem man er sammen med et liv langt. Den var noget af det allerførste, barnet havde stiftet bekendtskab med. Ja, endnu før det kendte sine forældre, havde det erfaret dens magtfulde varme og misset med øjnene under den stærke ild. Så de ukendte hænder måtte spænde et skyggeklæde ud over det lille ansigt.

Rytteren var nået frem. Helt ind på gårdspladsen, stadig uden at Pablo havde erkendt, hvem han var. Hesten bremsede voldsomt op og forårsagede så meget støv, at det syntes, som hele gården blev indhyllet i røg. Instinktivt dækkede Pablo næse og mund med fligen af sin jakke, mens hans blik forsøgte at trænge igennem støvtågen.
Da denne havde lagt sig tilstrækkeligt til, at omridset af manden var at skimte, var han allerede stået af hesten og på vej hen imod bonden. Og nu så Pablo til sin overraskelse, at det ikke var nogen fremmed, men alligevel naboen Raul.
Overrasket, men også lidt skræmt. I sekundet af genkendelsen gik der ikke nogen lettelse igennem ham, men snarere en overrumpling og noget hen ad en forskrækkelse, der fik ham til at rynke brynene. Naboen bragte jo ingen ufred med sig, men ved første øjekast var det en helt anden Raul, end den Pablo var vant til. Ikke kun bar manden og gangeren mærker efter den voldsomme tur – begge som svøbt i et spøgelsesflor af støv – men da Raul fik børstet så meget af, det nu kunne lade sig gøre, var farven den samme nedenunder. Han var ikke klædt i det forventelige, grønne arbejdstøj, men i noget askegråt der kunne minde om en uniform.
Også hans oprevethed var forbavsende. Han kom åbenbart i et meget vigtigt anliggende og talte lige fra starten hurtigt og snublende. Pablo havde svært ved at følge med og forstå, hvad det drejede sig om.

Maria havde også set naboens ankomst. Hun syslede i sit lille køkken og kunne fra vinduet iagttage de to mænd. Var også opmærksom på Rauls ophidselse. Hans store fagter og uafbrudte talestrøm viste det med al tydelighed. Og hun studsede.
Nu bevægede de sig op imod huset. Naboen stadig vildt talende og gestikulerende, mens Pablo var tavs og bevarede roen. Hans ansigt røbede en vis ærgrelse. Maria kendte sin mand godt nok til at vide, hvor meget det kom ham på tværs med denne forstyrrelse her så tidligt på dagen, hvor han skulle have udrettet så meget. Og hvor hans lyst til arbejdet var ekstra stor på grund af udsigten til det gode udbytte. Efter et sjældent gunstigt forår med en passende blanding af varme og væde, der havde fået majsen til at vokse som aldrig før og med tunge kolber.
Snart var de tilstrækkeligt tæt på, til at hun kunne begynde at skelne ordene. Også fordi Raul talte så højt. Da de trådte indenfor, gjaldede det i hele huset. Maria måtte haste ind i det lille kammer til Lucas, der var begyndt at græde, selv om han slet ikke skulle være vågen endnu.

Ligeså ivrig Raul var med sin råben, ligeså hårdnakket bevarede Pablo sin ro. Det kunne næsten ligne et skænderi mellem en meget højrøstet og en døvstum. Men om skænderi var der nu ikke tale, Pablo skændtes aldrig med nogen, for som han sagde, stridigheder var der ikke tid til. Og hvem skulle han også komme i krig med? Han kom godt ud af det med de få mennesker, han kendte, de øvrige bønder i omegnen.
Kun med Santos, naboen mod vest, havde der været lidt fnidder. Men Santos var heller ikke let, gik for at være noget af en stridbar natur og var ikke vellidt af nogen. Også fordi de holdt de sig for sig selv og isolerede sig på deres gård, ham og konen med deres fem børn.
Selv et år, hvor tørken havde været virkelig slem, og ikke bare markerne var svedet af, men også brøndene ved at tørre ud, og Pablo var reddet over til dem for at tilbyde dem noget af den smule vand, de selv havde tilbage, var han blevet koldt afvist. De skulle nok klare sig uden naboers hjælp.
En enkelt gang, kunne han huske, var der optræk til direkte ballade. Da var Santos pludselig kommet styrtende over til dem. I vildt raseri over et eller andet med et markskel. Han truede med både gendarm og rettergang. Men det var helt grundløst. Pablo fik ham beroliget og kunne bagefter undskylde manden med dennes dårlige nerver som følge af problemerne med at brødføde sin store familie.
Siden havde der ikke været noget, og Santos lod sig ikke længere se. Ingen steder. Dukkede aldrig op til de møder, Raul somme tider indkaldte de øvrige beboere til for at drøfte et eller andet i fælles interesse. Og det fravær gik ikke ubemærket hen. Der blev snakket. Nedgørelsen af familien ude mod vest tog til. Det var lige lovligt meget, syntes Pablo.

Gæsten var ikke længere bare opfarende, men nu rigtig vred. I starten kun på godsejeren og regeringen, kunne Maria høre. Men lidt senere, da hun bragte brændevinen, var han også for alvor begyndt at blive gal på hendes mand. For Raul havde problemer med at hverve denne for sin sag. Pablo undslog sig stadig.
“Synes du da ikke også, det snart er blevet nok?” smældede den oprørte mod sin flegmatiske nabo.
“Jooo, men …” Det var alt, hvad Pablo kunne få frem. Han så ned i gulvet under den pause, der opstod.
Maria holdt sig igen lige uden for døren, hvor hun kunne følge så nogenlunde med. Hun havde forstået, at det drejede sig om de nye afgifter, de ville blive pålagt. Godsejeren ville have dem hævet. De havde fået meddelelsen med gendarmen i går. Men havde så i øvrigt ikke tænkt videre over det, for i de dage var de kun optaget af én ting, chancen for en usædvanlig flot høst. I stedet for at diskutere skatter og penge, havde Pablo talt om, at hvis der blot kom en enkelt skylle mere, ville det blive et rekordår. En ordentlig skylle var lige, hvad der manglede. Så var lykken i hus.
Det pinlige ophold varede ved, og nu rykkede den harmfulde for et svar.
“Hvad har DU tænkt dig at gøre ved det?”
Pablo vred sig.
“Vi kommer nok bare til at betale”, mumlede han så. Og kiggede igen op, forsagt og usikkert på Raul.
“Sig mig, er du da ligeglad med, hvordan de træder på os? De gør os langsomt færdige, hvis vi bare lader stå til. Og hvis vi ikke står sammen. Vi kan ikke sidde hver for sig og gemme os på vore gårde uden at gøre noget. Tror du, det er nok bare at passe sig selv?” Stemmen var hævet yderligere.
Pablo sukkede helt lydeligt. For det var faktisk, hvad han håbede, det var. Nok, at passe sit eget. Og til gengæld ikke blande sig i andres. Som det havde været hidtil. Han ønskede kun, at man lod ham i fred, ligesom han lod andre i fred.
Men han var også beklemt ved situationen. Han kunne ikke fordrage den voldsomme snak her, der havde
udviklet sig til noget så ubehageligt og fjendskt. Og slet ikke med Raul, som han betragtede som sin ven og havde kendt lige fra barnsben af.
Og som han havde stor agtelse for og beundrede. Ikke som landmand – Raul udmærkede sig ikke på det punkt, og gården så ikke for godt ud. Fordi han tit havde meget andet for end passe den. Men han var klog og førte altid an, når der skulle træffes fælles beslutninger. Raul var en lederskikkelse og tænkte for dem alle.

Det kørte rundt i hovedet på bonden. Han var overhovedet ikke vant til det her – kiv og spektakel og så indviklede problemer. Han havde forstand på majs, ikke politik. Han flyttede sig uroligt på bænken, og ansigtet var størknet i ubehag.
Maria tittede forsigtigt frem fra sit dække og blev ligeså berørt ved situationen. Men så kaldte Lucas’ gråd igen på hende inde fra soveværelset.
“Vi er jo bare bønder. Hvad kan vi vel stille op?” Pablo jamrede. Nu selv så højt, at han end ikke kendte sin egen stemme.
Det fik modparten til at tøve lidt med at gå videre. Hans ophidselse havde lagt sig en smule, og han iagttog i stedet opmærksomt og vurderende den fortvivlede over for sig. Som havde han fornemmet en lille åbning og nu nøje overvejede den rigtige måde at fortsætte på.
“Og hvor længe tror du, vi er bønder endnu?” kom det så helt behersket.
Det gav et ryk i Pablo, og han stirrede forskrækket på ham.
“Hvad mener du med det?”
“Du er for godtroende, min ven. Du har ikke gennemskuet, hvad der ligger bag. En rævestreg, der er langt værre end skatteforhøjelsen.”
“Hvad MENER du?” gentog Pablo.
“Har du glemt vores fine besøg i foråret?”
Pablo var stadig ikke med. Kunne slet ikke hamle op med Rauls klogskab. Kunne i det hele taget ikke tænke mere, intet huske. Det hele havde gjort ham så konfus.
“De fine folk fra hovedstaden, du var så vred på, fordi de trådte på dine spirer og gravede huller midt i din mark. Dengang var du ellers ret så optaget af det, og du var også flittig til at troppe op til de møder, vi holdt om sagen.”
Nu huskede han det godt. En hel flok fremmede var bare uden videre trasket ind over det såede og havde stukket store stænger ned i afgrøden. Da han havde protesteret, havde de grinet ad ham. Men de forsvandt da igen, uden at det nogensinde var gået op for ham, hvad det hele gik ud på. Lige så lidt som det var for de øvrige på sletten. Kun at det var jordbundsundersøgelser for regeringen.
Jo, nu tonede det frem i erindringen. Som et ubehag til alt det øvrige.
“Vi ville alle have besked om, hvad det var for noget,” fortsatte Raul, “men kunne ikke få det dengang. Blev holdt hen i uvidenhed. Ved du hvad, der kom ud af de undersøgelser?”
Nej, det vidste Pablo stadigvæk ikke. Han havde haft nok at gøre med at udbedre skaderne og så ellers ikke beskæftige sig mere med det.
“Salt! Salt kom der ud af det!”
“SALT?”
“Ja, salt. Masser af salt. De fandt salt under mulden. Under din og vores allesammens majs. Gendarmen kom til at røbe det, sidst jeg snakkede med ham.”
Havde det ikke været, fordi det alt sammen var så forvirrende og anstrengende, havde Pablo måttet le. For det kunne han godt have fortalt dem, at der var salt i jorden. Så havde de ikke behøvet at bore og gøre ved.
“Og den salt vil de have fat i, Pablo.”
“Jamen, saltet er jo gift for planterne. Hvor har vi måttet døje med det stads, Raul. Du ved da selv, at saltet i jorden er stærkere end ilden fra oven.”
Naboen lo spydigt.
“For dem er saltet blevet mere værd, end majsen er for os. Og dermed er det afgjort, at der ikke plads til både dem og os. Man kan ikke på samme tid arbejde over og under den samme jord.”
Pablo var forfærdet, for nu var den skrækkelige sammenhæng også langsomt ved at gå op for ham. I fuldt omfang.

Det var som at fægte i blinde, men alligevel gjorde han endnu et forsøg på at undgå det uomgængelige. Ledte desperat efter noget, der kunne gendrive kendsgerningen. Nogle løse ender, huller i forklaringen. Og noget han selv troede på.
Det tog lidt tid, for da han fandt det, skulle han også først finde viljen – og modet – til at modgå Raul.
“Jamen, hvorfor skulle de jage os væk nu? Det var jo regeringen, der efter revolutionen for slet ikke så mange år siden frisatte os, gjorde os til selvstændige bønder på egen jord. Mod godsejerens ønske. Den historie kender du lige så godt som jeg. Inden da, fra tidernes morgen, havde vore forfædre og senere vi selv været underlagt patronen. Da var det hans jord, nu ejer vi den selv.”
Han havde sagt det forbavsende fast i mælet, men han var langt fra sikker på, det gjorde indtryk på Raul. Han kunne kun se, at denne var ved at samle sig til et modspil. Og oven i købet med et overbærende smil. Pablo måtte grue for, hvad der nu kom.
Det kom kontant og affærdigende.
“Du ejer ingen verdens ting. Det hele er deres.”
“Nej, de gav os jorden. Det er VORES”, og vi kan råde over den,” gentog bonden stædigt.
“Herre Gud, min gode mand”, Raul så helt medlidende ud, “det gjaldt kun, så længe du betalte dine skatter, til de høje herrer. Og så længe at jorden til nød kunne fylde din og Marias mund med majskager. Men nu kan der hentes mere ud af den, og det vil DE have. For det salt, der svider dine rødder, kan de deles om alverdens herligheder.”
Men det var langt fra det hele, Raul havde at afsløre. Der fulgte en længere udredning om svindel og skalkeskjul og spil for galleriet. Om magthavernes tilsyneladende uenighed, men i virkeligheden samdrægtighed og fælles skjulte planer.
“For et stykke ufrugtbart grus, de ikke selv kunne stille noget op med dengang, fik de deres smukke omdømme poleret, og vi enfoldige almue takkede ydmygt og fik fuldt op at gøre med alt andet end politik. Så vi holdt kæft og lod andre, de tapre i bjergene, om at kæmpe mod de skurke. For den retfærdige sag, som hele tiden også har været vores sag.”
Pablo åndede heftigt. Helst havde han holdt sig for ørerne. Ville ønske, ordkaskaden snart stoppede. Men Raul skulle først lige runde af.
“Og så nu, efter de mange års slid, hvor vi alle har trællet og gjort det umulige, at få denne ørken til at bære en smule afgrøde, så vi selv er forsørgede og oven i købet har et lille overskud til at betale skatten af, er selv det ikke længere nok. Nu kan de få mere for saltet, end de kan af os. Sådan ligger landet, min ven.”

Den mand havde svar på det hele. Han kunne se tingene i det rette lys. Som altid var han overlegen.
Men hvor kunne virkeligheden være forfærdelig. Så megen nederdrægtighed, så meget smuds og fordærv, så mange intriger og forviklinger, havde Pablo godt nok ikke forestillet sig. Og så lige på en gang. At der kunne drives et så skændigt spil!
“Og så vil I gøre oprør?” fremstammede han, skræmt blot ved tanken.
“Ja, nu er tiden kommet til at sige fra. For første gang nogensinde. Vise dem, at der er grænser, at vi ikke finder os i alt. Betingelsen er blot, at vi står sammen, og alle bakker op. Det gør de også hver og en. Jeg har været rundt til samtlige.”
“Også SANTOS?” Spørgsmålet udtrykte både tvivl og håb.
“Nej, ikke Santos. Du kender ham. Men ud over ham mangler kun du.”
“Men hvad vil der ske?” Pablo var bævende af angst. “Hvad vil der ske, hvis vi bare nægter at betale de øgede skatter?”
“Det de ønsker med det hele. Drive os bort fra vore hjem med loven i hånd. Det håber de. Og hvis vi betaler, har de bare ikke sat beløbet højt nok, og så følger der om ganske kort tid en ny skat oven i den anden. Vær vis på det. Sådan skalter og valter de med os småfolk. Det eneste, de ikke har regnet med, er det, de vil få at se. Vi hverken betaler de ublu afgifter eller lader os frivilligt jage bort fra det sted, hvor vi har været altid. For vi har også lagt vore planer. En komite er dannet. Vi har vores organisation. Og forbindelser til andre kontrarevolutionære ude omkring, så våben kan vi skaffe.”
Et nyt chok. Pablo var helt vild i ansigtet.
“Vil det sige … vil det sige, at I agter at kæmpe … med VÅBEN?”
“Ja, det vil det. Vi har intet andet valg. Og alle skal være med.”

* * *

Tænk hvor lykken brat kunne skifte på et øjeblik! For blot et par timer siden var Pablo vågnet til en ny, rolig dag. Lidt bekymret for høsten, men ellers glad og fornøjet som altid over, at alt var, som det plejede. Og skulle være.
Nu gik rædslen ham til marv og ben. Freden, han ellers bar i sit indre, var fordrevet af skræmmende syner. Kugler der hvinede, blod der flød, og marker der brændte. Og han tænkte på sin Maria og Lucas og på de andre familier, alle de ældre, kvinderne og børnene. I sekler havde de levet dér, slægterne, med deres vanskeligheder og nød, men i fred og fordragelighed. Passende deres dont og lykkelige for livet trods alt. Man betalte punktligt sine afgifter. Og selv om der så ikke var ret meget tilbage, beklagede man sig ikke. Man var vant til at klare sig med lidt, og arbejdet på sit sted var desuden løn nok i sig selv. Pablo tvivlede på, at der gaves større frihed, uanset hvordan tingene blev vendt og drejet.
Men nu skulle det hele med ét slag være slut. Lidelse, vold og død skulle gøre en ende på det alt sammen. Og landet under bjergene lægges øde.
“Jeg ville da gerne, men jeg har så grumme lidt tid lige nu,” fremstammede han i et sidste fortvivlet forsøg på at vige udenom.
Rauls blik flammede op i ny vrede.
“Du kan tids nok blive hakket til gødning på din egen mark,” råbte han hidsigt. “Forstår du stadigvæk ikke, hvad det drejer sig om? Det handler ikke om at kunne få tid til det ene eller det andet. Det er et spørgsmål om liv og død.”
Og han fortsatte. Om Pablo da ikke havde hørt om massakren i Santa Martirio, hvor dødspatruljerne havde mejet ned flere hundrede uskyldige civilister, herunder mange kvinder og børn?
Jo, selvfølgelig kendte Pablo til den grusomme historie. Og selvfølgelig havde den rystet ham. Han havde heller ikke vidst, hvad han skulle stille op med den. Kunne ikke klare så megen ondskab og var endt med at gå ud i sin mark for at luge. Arbejde det af sig. Og han havde ikke set det som nogen trussel mod sig og sine. Det var jo efter sigende sket, netop fordi landsbyen havde hjulpet partisanerne fra oprørsbevægelsen, holdt dem skjult og forsynet dem med fødevarer. Skulle der komme en lære ud af den historie, måtte det være, at det var en straf til “de gudløse”, som man kaldte dem. Og en advarsel om, at det skulle man altså ikke gøre – blande sig i politik.
Det sagde han, og aldrig havde han hørt sig selv tale så længe. Og så godt. Nu håbede han på Rauls forståelse for denne forklaring til at begrunde, han helst ville forblive neutral. Men naboen bøjede sig ikke. Hans stemme var blevet mindre ophidset, men til gengæld nu med en tydelig trussel i klangen.
“Det er slet ikke så lige til at holde sig udenfor,” sagde han lavt. “De, der undslår sig, må betragtes som hindringer af oprøret. Ja, som fjender af det.”

Nu også en trussel fra sin tidligere ven og bekendte! Det var ikke til at holde ud. Så grebet var Pablo af sine mørke tanker, at han glemte alt omkring sig. Så rystet over sit skrækkelige, indre skue, at han slet ikke bemærkede, naboen havde rejst sig og nu stod i døren, rede til at drage af sted.
Raul tog sig dog tid, ventede tålmodigt på, at den andens blik igen skulle vende udad. Men da det endelig skete, havde uvirkeligheden for Pablo sprængt de indre rammer og bredt sig til hele stuen. Selv denne, mest fortrolige del af verden, lignede ikke mere sig selv, var sløret af et uvirkeligt skær. Og i stedet for det vante var det, som så han syner. Det lidt, der var af enkelt bohave – det simple træbord, bænken – ting han selv havde flikket sammen, sejlede rundt, som havde de mistet deres fæste. Og den korsfæstede Kristus på den kalkede væg, krucifikset, der var gået i arv fra slægt til slægt, flød i ét med det hvide, så det knap nok længere kunne skimtes.
Og så dér i døren, der anedes kun, hvad der skulle gøre det ud for Raul. En udvisket figur, så skræmmende som et ondt mareridt.

Pablo stirrede koncentreret gennem tågen som for at finde vej. Orientere sig i sin egen, lille verden. Få øje på noget af den gammelkendte Raul. Den tunge og sværlemmede landbruger. Mere rank end alle de andre lidt skrutryggede, knoklede bønder. Det menneske som det ville gøre så godt at gense. Og helst på sin mark og i sit lappede arbejdstøj. Grønt som markens grøde. Eller i forsamlingerne, i skikkelse af lederen, der indgød stor respekt, samt håb og fortrøstning i svære tider.
At han ikke var til at få øje på lige nu var ligesom at miste meget. Et stort tab. Kun stemmen lod sig høre, men heller ikke til at kende igen. Slet ikke som når han talte om sin majs. Og ikke engang som når han til møderne var i oprør over et eller andet.
“Nu kan du overveje det et par dage”, lød det et sted fra. I en ubarmhjertig tone, der mindede om en kommando.
De gik ud sammen, for Pablo skulle jo igen i marken. Det var blevet næsten middag, og heden slog imod dem som en ildstorm. Tågesynet var borte, men nu kunne øjnene ikke trænge igennem den flimrende luft. Igen var der kun den fremmede stemme.
“Længe leve sammenholdet”, smældede den, inden manden forsvandt i en støvsky. I samme retning, som han var kommet.
“Længe leve sammenholdet”, mumlede Pablo bittert for sig selv. “Ja, men hvad med os? Det tyder ikke på, at mit liv skal vare længe. Enten bliver jeg skudt, eller også dør jeg af sult, og med mig min familie.”
Det gøs i ham. Hvad skulle der blive af hans kone og barnet, når de var uden hans arbejdskraft? Det var frygteligt at forestille sig.
Han så forskrækket på uret. Klokken var halv 12, og her stod han endnu. Og havde intet fået lavet. Normalt var han kommet til tredje fure, allerede før røgen lod sig se fra skorstenen. Det endte med, han slet ikke fik bestilt noget i dag.

Solen var nu så stærk, at sveden drev af ham, mens tankerne gnavede. Pokkers også det hele! Overmandet af en blytung træthed, der var ny – eller måske opsparet gennem lang tid – indså han det håbløse i at tage fat i dag. For første gang i sine godt tyve år som selvstændig landmand gik han ind i huset igen uden at have forrettet det ringeste.
Maria var ikke forbavset over at se ham der, for hun forstod straks. Han satte han sig modløs ved bordet, og hun gik hen og strøg ham over håret.
“Hørte du, hvad han sagde”, spurgte Pablo tonløst, “at vi ejer ingen verdens ting.”
“Jo vi gør da”, sagde Maria mildt. “Vi har hinanden, og vi har Gud. Så klog er Raul heller ikke. Somme tider kunne det godt virke, som om han har en klap for øjet.”
Og hun tilføjede:
“Bliv bare siddende lidt, Når jeg har fået givet Lucas, tager vi med ud i marken, så skal vi sammen nok nå dagens arbejde alligevel.”
Pablo hang stadigvæk med ørerne, men han sad samtidig og følte en usigelig kærlighed til sin kone, der ikke kunne lade sig slå ud af noget som helst. Det var altid hende, der bar dem igennem, når der var problemer. Som når tørken ødelagde sæden eller orkanen høsten. Når han selv til tider kunne være på nippet til at opgive, var det Maria, der fik ham på benene igen. Med sit ukuelige livsmod. Og så meget overskud, at hun også var hans opdrift.

Men ærgrelsen var usvækket, og hans modfaldenhed over den udvikling, tingene pludselig havde taget, varede ved i den følgende tid. Den indre uro, der havde grebet ham, havde også berøvet ham glæden ved arbejdet, og en farlig ulyst truede med at lamme hans indsats. Han måtte tvinge sig selv ud i marken om morgenen og fik kun det halve af det normale udført, fordi han ikke kunne koncentrere sig, men tænkte på alt muligt andet. De forvirrende og chokerende ting, Raul havde bragt ind i hans verden. Det var, så hovedet var ved at sprænges.
Ikke blot vakte det ubehag, men der modnedes også for første gang i ham en ny følelse, han hidtil aldrig havde været anfægtet af. En følelse af harme, af vrede mod tyrannerne, de virkeligt skyldige. Og han havde en fornemmelse af, at følelsen var så stærk, at den ikke ville forsvinde, men fortsat plage ham som et ulægeligt sår.

Han havde altid set op til Raul for hans evne til at tænke mere end de fleste. Hvad Raul sagde og mente om livet, var ikke almindelig bondesnak. Han kunne give de mest dagligdags ting en dybere betydning og et perspektiv, der rev hul i kransen af bjerge og gjorde sletten større. Og gjorde, at man selv kom til at overveje nogle ting, man ikke havde skænket en tanke. Der blev kastet nyt lys over det tilvante, så man fik set noget, man ikke havde set før. Noget der overraskede og vakte forundring.
Men man misundte ham ikke derfor. Hans gang var ikke let på jorden, og det skyldtes ikke arbejdet med bedriften, men hans spekulationer. Raul gjorde sig mange bekymringer, som andre blev sparet for. Han måtte slås med store og svære problemer, som de fleste slet ikke havde fået øje på. Og hans ansigt var langt oftere tynget af alvor end oplyst af glæde.
Nu forstod Pablo mere end nogensinde denne alvor som en ulykke. Nu vidste han selv, hvor tanker kunne være plagsomme og forstyrrende.

Værst af alt var tvivlen. Han ville gøre det rigtige, men hvad var det? Var det at forlade alt og slutte sig til de andre? Og bringe både sig selv og kone og barn i stor fare. Eller var det at vente og se, hvad skæbnen bragte?
Der fulgte nogle dage, hvor han arbejdede som en søvngænger. Kun vanen og en stædig vilje holdt ham nogenlunde i gang, mens stemmerne i ham skændtes om den rigtige beslutning. Somme tider faldt han i staver og gik helt i stå. Hvad han fik udført, var ikke nok. Hvis der ikke snart kom en afklaring, og han fik ro, ville han risikere at øde det hele bort og spilde den chance, der var for rekordhøst i år.

Pater Paul kom på besøg. Heldigvis. Han var den, Pablo havde mest tillid til. Og så var hans Guds udsending på det lille sted. Pablo håbede på hjælp fra ham.
Præsten var en mild og vennesæl mand, hvem sognebørnenes ve og vel lå meget på sinde. Pablo behøvede da heller ikke sætte ham ind i de ydre omstændigheder, der havde ført ham derud, hvor han var nu. Paul var fuldt orienteret om sagen, og den bekymrede ham meget.
Pablo sprang straks ud i det og fortalte om sit dilemma. Men havde han regnet med et hurtigt og fast råd, blev han i først omgang skuffet. Desuden lidt irriteret, for Paul talte ikke direkte, som man kunne ønske. Og nogen egentlig vejledning var det ikke. Han snakkede i stedet om saltet, der altid havde været en del af livet der på sletten. Og om selv at være jordens salt, hvilket var det samme som at følge Herren sin Gud.
Utålmodigt og let vrissende udbad Pablo sig et svar på, hvilken vej det så var. Og i et forsøg på at nærme sig præsten trådte han et skridt ind på denne, så de stod helt tæt op ad hinanden.
Pateren tyggede lidt på spørgsmålet og slog så atter ind på en irriterende omvej. Han var også digter, skrev historier om helgenerne og martyrerne, og nu begyndte han at fortælle om sit virke som forfatter. Ofte under udarbejdelsen af en historie kom han til vendepunkter eller skilleveje, således at fortællingen kunne forløbe i flere retninger. Der var digtere, der aldrig var i tvivl om, hvilken vej de skulle vælge. For dem havde historien kun ét udseende, én mulig udformning. For ham derimod var den endelige udarbejdelse altid blot en enkelt mulighed ud af utallige. Og for at modvirke det indtryk af tilfældighed, som godt kunne tage modet fra selv den mest seriøse, måtte man sætte sin lid til skæbnen, de højere magter, og Gud.
Pablo rynkede panden. Det lød fjernt for ham. Han kunne ikke umiddelbart forbinde noget med det. Og gjorde heller ikke noget for at skjule, han ikke forstod det. Han sitrede let, følte sit ansigt ophedet og gik direkte til sagen. Gentog sit spørgsmål om, hvilken vej Gud ville gå. Om det ikke var at følge oprørerne? Det syntes da mest indlysende.
Imens så han ufravendt og udfordrende på pateren.
“Du skal følge dit hjerte. Gud taler gennem det, så følger du også ham.”
“Mit hjerte tilhører min kone og mit barn.”
“Ja, men nu brænder det også lidt for denne sag,” føjede den anden vidende til.
Pater Paul bevarede roen og sagde det venligt, mens han sindigt iførte sig sin kappe og satte sin kalot på hovedet. Tegn til opbrud.
Bonden, der var gjort stum, følte fortvivlelsen skylle ind over sig. En knusende bølge af ensomhed. For lige straks gik Paul, og så ville han være ladt tilbage, helt alene med sit eget.
Mens den mand bare uden videre kunne gå sin vej. Ligesom han altid havde kunnet leve uden at bekymre sig om sol og tørke, uår og hungersnød. Og nu også om banditter og voldsmænd, der ville jage dem bort fra deres gårde. Om svigt og troskab og svære valg.
Sådan tænkte han syrligt. Samtidig med han så ned på den lave, trinde mand. Ovenfra. Og hvad der her slog ham, var noget, han aldrig før havde skænket en tanke. At pateren var noget mindre end ham selv.

Stadig tavs fulgte han gæsten til dørs. Fortumlet og lidt vaklende, med ben der var tunge og følelsesløse, og som han knap nok kunne støtte på.
I døren et kort farvel. Men netop da præsten skulle til at forlade stuen, vendte han sit venlige, rødmossede ansigt mod Pablo og talte igen. Langsomt og tydeligt.
“Husk, at de mennesker, du bærer i hjertet, er sammen med Gud og aldrig dine fjender. Ligegyldigt på hvilken side de står.”

Det var ord, der greb Pablo, og på en underlig, uforklarlig måde virkede både forløsende og trøstende. Og lettede en byrde, fordi de tillige syntes at åbne for en helt ny mulighed.
Dem tænkte han en del over og glemte han ikke nogen tid senere, da han hørte sit hjertes tydelige sprog.

Men først invaderedes hans gård af regeringens soldater. Det skete allerede hen ad aftenen dagen efter samtalen med pateren. Så mange var de, og så hurtigt red de, at støvskyen dækkede for udsynet til landskabet.
Da de nåede frem, gjaldede voldsomme kommandoråb. Maria hastede ind efter Lucas og stillede sig skræmt med drengen på armen bag Pablo ude i gården, hvor de svedige, skummende heste vrinskede og stejlede. Hovene dundrede mod brostenene, og befalingsmændene skreg, som forberedte de et angreb mod en mægtig fjende. Larmen var så øredøvende, at brølet ud af Lucas’ åbne mund ikke var til at høre.
Der var et mylder. Den lille gård fyldt med uniformer højt oppe på vilde heste, der vendte det hvide ud af øjnene, drejede sig i piruetter, bakkede og steppede som i ekstatisk dans.
Pablo følte sig uendelig lille og sårbar dernede under de store, prustende dyr. Uden andet i hænderne end sin hakke.
Fem steg ned på jorden og trampede uden videre forbi den lille familie og ind i huset. Maria ville gå efter, men Pablo holdt hende tilbage og stillede sig foran hende. Kort efter kom mændene ud igen. Føreren, der virkede meget ophidset, placerede sig foran bonden med spredte ben og et grumt udtryk i ansigtet. En frygtindgydende gestalt. Uniformen hvid, men med plamager af snavs, og han talte i en uafbrudt strøm og så hastigt, at han hele tiden snublede over ordene og var næsten umulig at forstå.
Om Pablo stod i ledtog med slynglerne? Om han havde set dem? Om de havde været hos ham, og om han vidste, hvor de holdt sig skjult?
Pablo tog mod til sig og spurgte forsigtigt, hvem han talte om.
“Jeg taler om den bandit og landsforræder til Raul og hans elendige bande af oprørere”, tordnede officeren.
Pablo svarede, som sandt var, at han ville mene, Raul var der, hvor han plejede at være, nemlig på sin ejendom.
“HA!” råbte den ophidsede soldat. Der er ikke nogen ejendom længere”.
Og da han sagde det, blev Pablo pludselig opmærksom på en svag brandlugt.
Den rasende mand fortsatte: “Den satan er gået i krig, er han. Mod staten, mod lov og orden. Med hele sit forbryderslæng. Forjog embedsmænd i lovligt ærinde. Og skød senere mod gendarmerne. Og det samme, de andre steder. Rottet sig sammen har de. Og med masser af våben, hvor de så end har fået dem fra. Og nu er de væk. Dog, vi skal nok få dem, vær sikker på det, vi får dem. Men du, lille mand, ved intet som helst? Har intet med det at gøre?”
Pablo var så rystet over de tidende, han fik slynget i hovedet, at hans bestyrtede ansigtsudtryk måtte have overbevist officeren, for denne slækkede på sin anklagende facon.
“Men hvad med hans kone og børn?” Den chokerede bonde vovede igen et bævende spørgsmål.
“Pist væk, ligesom manden. Gården som uddød. Men det er kun godt, så slipper vi for besværet med at smide dem ud. De har været så venlige at rømme selv, og nu er der ingen gård at vende tilbage til. Nu mangler vi kun at få fat i dem, så de kan blive hængt på stedet.”
Han snoede sit overskæg. Vreden var forsvundet fra hans ansigt, der nu i stedet havde fået et listigt udtryk.
“Men når du ikke står i ledtog med dem, har du vel heller ikke noget imod at betale dine skatter?”
Spørgsmålet kom overrumplende, og Pablo vidste ikke, hvad han skulle svare. Umiddelbart kunne han ikke se, hvad den sag kom denne militærperson ved. Skatterne blev inddraget af gendarmen. Sådan havde det altid været.
Det kunne han gøre opmærksom på, men bag mandens udspekulerede fjæs lurede en farlighed, der tilsagde ham at være forsigtig. Det var ikke klogt at spille frimodig nu.
“Jeg vil naturligvis svare det beløb, loven foreskriver”, fremstammede han dirrende anspændt.
Hvordan skulle han kunne gøre andet? Han havde jo ikke hørt fra Raul, havde ikke fået nogen instrukser og direktiver fra den kant. Sådan tænkte han, men uden overbevisning. Og følte sig alligevel som en lus, fordi han også måtte tænke på flokken, der sandsynligvis i øjeblikket befandt sig i bjergene. Mænd, kvinder og børn, hvoraf han kendte de fleste. Uden tag over hovedet. Martyrer, forfulgte på grund af deres tapperhed.
Til det krav, Pablo havde svaret “ja”, havde de svaret “nej”. Og de havde taget konsekvensen, havde ofret sig for retfærdigheden. Og deres offer var ikke mindre, end Pablos ville have været. Det var også hele familier, revet op med rode, på flugt ud i øde, ukendte egne, i det uvisse. Efterladende generationers hårdt tilkæmpede resultater. Jo, Pablo følte sig som en usling med sit “ja”.
Det var ikke til at se, om det svar bekom officeren vel, eller om det nærmest kom på tværs, hvilket forvirrede bonden yderligere. Men nu fulgte, hvad Pablo kunne tage som straffen for sin fejhed.
Det durkdrevne udtryk forstærkedes på mandens ansigt til en rå grimasse. Om munden spillede et grusomt smil.
“Jamen så lad os få afregnet med det samme. Ryk ud med pengene!”
Det gav et sæt i bonden. Det var altså, hvad manden ville. Et simpelt tyveri. Pablo var bestyrtet og protesterede. Han havde ikke fået nogen opkrævning. Desuden havde han ikke pengene, men måtte vente til den lovende høst var i hus. Han kunne ikke bare sådan betale til hvem som helst. Hvad om gendarmen kom næste dag og afkrævede ham skatterne en gang til?
Kommandanten, der nu viste sig som en hårdkogt forbryder, kiggede først underligt på Maria. Så greb han Pablo i kraven, stak sit brutale ansigt helt hen til bondens og hvæsede, at hvis han ikke øjeblikkelig rykkede op med slanterne, skulle han blive klynget op under den store kastanje. Og der kunne han så dingle, mens han blev ristet over det største bål i mands minde.
Maria skreg fortvivlet op og tryglede om nåde. De var kun fattige folk, men havde altid betalt hvad de skulle og aldrig været nogen til besvær.
Men officeren ignorerede hende, han slap ikke sit tag i Pablo, spiddede ham stadig med et isnende rovdyrblik.
“Og din lille luder” udspyede han videre, “skal blive voldtaget, så hun revner. Og ungens hoved sættes på en stage.”
“Hvor meget, hvor meget skylder vi, stønnede Pablo skrækslagen.
Det fik den anden til at slippe sit tag.
“Lad os gå ind og se, hvor meget I har.”

De ranede alt, hvad de ejede og havde, endevendte huset for hver en klink. Der var ikke ret meget; men Marias dyrebare sølvkors stjal de. Et arvestykke fra flere slægtled tilbage, og som kun blev båret ved de allermest højtidelige lejligheder, som da de blev gift, og Lucas døbt i “Sal Terrae” – deres lille kirke.
Intet var tilbage, intet. Kun livet havde de endnu i behold.
Og så blev de endelig ladt i fred.

* * *

Soldaterne red ikke tilbage til, hvorfra de var kommet, men fortsatte ad vejen. Det kunne kun betyde, at de skulle videre til Santos, hvor de åbenbart ikke havde været.

Maria var faldet på knæ i bøn, takkede sin gud, fordi de havde reddet livet.
Pablo ventede lidt, så meddelte han stålsat:
“Vi må af sted. Sagen er helt klar nu. Der er ikke noget at tvivle om længere.”
Hun rejste sig, slog hænderne sammen og jamrede.
“Nu er de jo væk. Du vil da ikke opgive det alt sammen, efter alle de år? Alt hvad vi har opbygget? Og så lige netop nu, hvor høsten tegner så godt. Se bare, hvor skyerne samler sig derude. Det ser ud til regn.” Hun trådte helt hen til vinduet og pegede ivrigt ud mod horisonten.
“Lige nu, er det ødelæggelsens tid, Maria. Men måske kommer vi tilbage igen engang. Vi giver jo netop ikke op, men kæmper for det, vi har kært. Og under alle omstændigheder, kan jeg ikke fortsætte som hidtil. Det er blevet for dyrt. I min sjæl er jeg allerede drevet bort. Der er kommet nye krav til arbejdet. Og livet. Gør Lucas klar.”
Det tog pippet fra hende. Hun var blevet virkelig skrækslagen.
“Pablo, hvad har du i sinde?”
“Først at bringe dig og barnet i sikkerhed, og så opsøge dem,” svarede han fast.
“Åh, nej!” Hun begravede ansigtet i hænderne og hulkede. Kastede hovedet fra side til side som en vanvittig. “Så vil du altså også, at jeg skal miste dig? Du må ikke, Pablo. Jeg er så bange. Sådan har du aldrig talt før. Som du er nu, kender jeg dig slet ikke. Alt er så mærkeligt og anderledes.”
“Jeg kender dig, Maria. Men ikke mit hus længere.”

Det var for svært. Han kunne ikke holde det ud mere, og gik udenfor. Her faldt hans blik i første omgang på kransen af de kolde, gråblå bjerge i det fjerne. Med deres spidse tinder og dystre, utilnærmelige fronter. Og synet fik ham til at gyse.
Så så han tungt og vemodigt ud over sletten. Der, med det skumle, uvejsomme som baggrund, godt kunne gøre det ud for Sarons dal. Hans vidtstrakte ager, hvor majsen bølgede i en svag blæst. Den knejsede højere, end han kunne huske, den nogensinde havde gjort. Og mere grøn, selv om nogle af toppene var begyndt at antage den vanlige, vissengule farve. Nu var det trods alt igen et stykke tid siden, det havde regnet.
Umiddelbart gled hans blik videre op imod himlen. Og noget tydede på, Maria havde set rigtigt. Var det ikke ligesom, der trak lidt skyer op bag bjergkammen længst ude? En ordentlig skylle nu her lige inden den endelige modning, tænkte han, så …
Et kort øjeblik, kom jordbrugeren igen op i ham og fik ham næsten til at glemme sin kummer og nedtur af håbløshed. Men så fulgte stikket i hjertet. Alt det, han så, tilhørte jo slet ikke længere ham, og majsen skulle ikke høstes. Den skulle kules ned, som knægtet stolthed. Dynges over af ætsende salt. Det var dybdens onde, der herskede fremover.
Det var ikke bare en afsked her og nu, men som en der havde fundet sted for så længe siden, at det nære og elskede var blevet ukendeligt. Hvor ville han ønske, at kunne gå ud ad vejen og ind mellem sine planter. Let i sindet. Men han måtte nøjes med at spejde ud over, hvad der engang var hans. Og spejde forgæves efter trøst og mening.

Solen var gået ned, men i vest luede en rød himmel vedholdende. Ja – forekom det – med tiltagende styrke. Var det et tegn? Drog den gamle modstander, Guds sol, kun tøvende og ugerne bort, nu også deres ærlige kamp var bragt til ophør af nedrige slyngelstreger?
Men i det samme kom hans forgrædte kone tumlende ud til ham og mente, at det brændte. Og hun havde ret. Det var ikke solen, men et flaksende, uroligt skær fra en stor brand i vest. Var det en gård, der stod i flammer, måtte det være Santos’.
Maria tog sin mand i hånden. Begge var de grebne, ikke bare af uhyggen, men af en fælles, frygtelig fornemmelse af, at branden var en side af den altomfattende ulykke, de også selv var ofre for.
Pablo var i fuldt firspring på vej hen til stalden for at sadle sin hest.
“Jeg må komme til hjælp!” råbte han, idet han lidt efter galopperede forbi Maria. Det var med en stemme, der ikke stemte overens med den håbløshed, der rådede i hans hjerte. For trods sit hastværk vidste han inderst inde, at der intet var at udrette – hverken over for branden eller over for noget andet.
“Gå indenfor, og luk ingen ind”, skreg han tilbage over skulderen, inden han var væk.

Ligeså resolut han red til, ligeså tømt var han i sit indre for kampgejst. Kun et sidste levn af gammelt naboskab, gammel og nu håbløs sædvane med at stå hinanden bi i nødens stund, drev ham frem. Den brand var for stor, så hans mod blev knuget til kraftesløshed. Han red med sværdet i brystet, omslynget af ondskabens rødder. En ondskab så stor, at ven bliver til fjende, og hadet slår ud i lys lue.
Som en rasende stormede han frem mod ødelæggelsen. Han næsten græd af forbitrelse i sit vilde ridt. På den arme mands vegne – den sure, umedgørlige, indelukkede Santos’ vegne. Når ildens hærgen var ovre, ville der kun være sort goldhed tilbage. Og for sent at så på ny. For solen var nu så mægtig, at duggen aldrig nåede at lægge sig, og den nye sæds frø ville dø af tørst, inden den fik sat sine spirer. Også selv om der skulle komme regn. Regnen ville intet kunne gøre for naboen.

* * *

Sent næste dags aften stod Pablo igen uden for sit hus og vejrede endnu brandlugten, som ligeledes ikke kunne undslippe dalen. I lummerheden var lugten stadigvæk så gennemtrængende, at den sved i næseborene. Den blev ført af en tør vind, der var blæst op fra vest, og som fik majsen til at knitre i tusmørket.
Jævnt og vedholdende gik vinden, men i Pablos indre var der storm, der fik alt til at hvirvle op og blandes sammen. Hans oprør var som en hel verdens undergang, og så var der alligevel i stormens centrum en kerne af fred. Som et vindstille i orkanens øje.
Det var gårsdagens begivenheder, der havde ført til denne tilstand. Hans slemme forudanelser havde vist sig at holde stik, og alle afgørelser og trufne beslutninger var kuldkastede og måtte gøres om. En ny, hurtig forandring af tingene. Hvor han bare i går var parat til opbrud, kunne han nu i hvert fald ikke forlade stedet foreløbig.
Han var dybt forviklet i sit indre kaos, da han pludselig fór sammen ved svage fløjt fra buskadset i nærheden.
“Hvem dér?” stønnede han opskræmt. Med hurtig hjertebanken.
Det raslede i grenene, og en skikkelse masede sig ud af buskadset.
“Vær ikke bange, det er mig, Raul.”
Nu stod Pablos hjerte næsten stille, og han trak næppe vejret. Rent uvilkårligt slog han korsets tegn, da naboens skikkelse tonede frem. I den kamuflerede kampdragt med det røde skærf.
“Kan vi gå indenfor og tale sammen?” hviskede krigeren.
Pablo ville helst sige nej, men der var for uhyggeligt her, hvor mørket nu havde sænket sig totalt. Bedst at få ham med ind i huset og så slippe af med ham så hurtigt som muligt.
De gik ind, Raul stampende og tung på grund af støvler og øvrige udrustning. Han stillede sit gevær op ad væggen og spændte sit patronbælte af.
Maria havde stirret på ham et sekund med vidt opspilede øjne og var så løbet ud af stuen med et gisp.
“Nå, der blev hun nok bange”, sagde han kort og udtryksløst.
Så gik han hen til vinduet og spejdede ud i mørket, inden han satte sig. Med en ny konstatering. “Ja, en er jo heller ikke til at kende.” Han smilede en anelse forlegent og usikkert, mens han så forskende på Pablo.
“Nej, intet er mere ved det gamle i disse tider”, sagde bonden. Med en let skælven i stemmen.
“Vi må skylde os, jeg har ikke meget tid. De har vel også været hos dig?”
“Soldaterne?”
“Ja. Hvordan forholdt du dig?”
Her i lampens dæmpede, gullige skær så Pablo, at det ikke bare var uniformen, der gjorde forskellen fra tidligere, men også ansigtets hårde, stridbare drag. Samt den skarpe forhørstone, Raul talte i.
Dog, underligt nok virkede alt dette ikke forstærkende på bondens angst. Tværtimod steg langsomt op i ham en trods, der betvang frygten.
I stedet for at besvare den andens spørgsmål, stillede han selv ét. Nu med fast stemme.
“Hvad er det for midler, I kæmper med, Raul?”
Den anden vidste straks, hvad han hentydede til.
Pablo gentog sit spørgsmål. Højere end før og endnu mere bryskt. Og den anden svarede, lige så barskt:
“Så, du har hørt det. Men så glemmer du vel ikke, at han var en forræder?”
Den korte pause, der fulgte, fik ingen af dem til at vige blikket. De stirrede vedvarende intenst på hinanden. Begge, som skulle de erkende noget på afstand. Øjne noget, hinsides en afgrundsdyb kløft.
“Vi bønder ved, hvad det vil sige at miste vores gård og afgrøde”, begyndte Pablo igen. “I har taget mere fra ham, end han skulle betale i skat.”
Rauls sikkerhed syntes at svækkes en smule. En svag flakken med øjnene røbede det. Men parolen var den samme som ved sidste besøg.
“Muligt, men vi kan ikke tillade os, at nogen svigter. Brodne kar i systemet. Vor styrke afhænger af fuld opbakning og fuld solidaritet. Valget er ikke længere frit.”
“Hvis valg?”
“Alles valg.”
Pablo var igen ikke døv for den trussel, der lå i ordene og stemmens klang. Hans egen svækkelse og afmagt vendte et kort øjeblik tilbage, men så fattede han sig på ny.
“Skal jeg slås, er det afgørende, at jeg er helt sikker på, hvad jeg slås for. Og at der ikke kan rejses tvivl om retfærdigheden i det. Det vil sige, at det ikke strider imod Gud.”
“Nå der er nok en, der har haft besøg af præsten”, afbrød den anden med et hånligt smil. “Men mon så ikke det er på tide med en ekstra advarsel. Hvis du lytter til den fyr, sympatiserer du med vore modstandere. Hvad den lille tyksak præker, har aldrig gavnet os. Kun de store – godsejeren. Og hvorfor? Så han kan beholde både den kirke, han fik foræret af samme, og sit levebrød.”
Det var infamt. Og så skulle det komme fra denne ufredsskabende kriger. Og mod et menneske, der selv altid kun kunne se det gode i folk. Den ondskabsfulde anklage fyldte Pablo med en lammende harme, der et øjeblik satte ham ud af spillet. Så Raul fik lov til at fortsætte.
“Men tilbage til Santos. Du kender ham jo lige så godt som os andre. En usling har han altid været. Altid uden for fællesskabet.”
“Det er rigtigt, men han har passet sine ting.”
“Nu har han fået løn som forskyldt. Man skal høste, som man har sået.”
“Ja, med jer som dommere,” bed Pablo ham af. “Du forsvarer jo ikke jeres gerninger, men gør dem værre. Du taler om, at målet helliger midlet. Men det var slet ikke målet, I gik efter. Det var en lav og ussel hævnakt.”
Den sidste rest af frygt var forduftet. Han følte sig umådelig stærkere end den sølle “frihedskæmper” over for sig, der i den grad havde sveget sin egen sag. Den største forræder af alle var Raul selv. Respekten for ham var fuldstændig borte. Og en grænseløs foragt banede sig vej i hans indre.
Raul måtte også have fornemmet dette, for han så ud til at bemægtiges af en blanding af beskæmmelse og raseri.
“Du besidder større stædighed, end jeg havde troet, Pablo. Men nu vil jeg have svar på mit spørgsmål fra tidligere”. Det blev sagt med en raspende, rå røst, et morderisk blik og samme eksplosive farlighed som hos den rasende kommandant fra dagen i forvejen. Han havde tilsyneladende mistet den sidste rest selvbeherskelse.
“ALTSÅ – går du med os eller ikke?”
Pablo svarede ikke. Han var med et blevet fjern i blikket og så ud, som om han lyttede efter noget andet.
“Går du med eller ikke?” lød det igen advarende.
“Ssh!” Med hånden bød Pablo Raul tie, og nu hørte de begge tydeligt en trommen mod taget.
“REGN!”, råbte Pablo og gik hen til vinduet, som vandet allerede fossede ned ad.
Maria havde også hørt det, og kom ud i stuen med Lucas på armen. Men hun så ikke ud af vinduet. Hun så på sin mand.
“REGN!” Pablo løb ud af døren.
Raul fulgte nølende efter. Udenfor, hvor det plaskede ned, hvor vandet allerede havde lavet render i det størknede ler.
De så tavse på det sjældne skue. Pablo var betaget, som over et under. Stum vendte han begejstret blikket mod sin gæst, der til gengæld havde fået sit vrede udtryk tilbage.
“Lige hvad der manglede!” fik bonden frembragt.
Men så igen dette nedslående. Det nyttede jo alt sammen ikke noget. At bjergenes toppe nu skjultes af de lavhængende skyer, deres sider blev stribede af den piskende nedbør og den skorpede jord blødgjordes. Regnen kom for sent.
“Jeg stillede dig et spørgsmål”, råbte naboen for at overdøve vandets brusen. Nu ville han have en stillingtagen.
Pablo var på ny blevet åndsnærværende, men han svarede stadigvæk ikke. Var forbavsende tavs. En tavshed, der gjorde Raul yderligere gal.
“FOR SIDSTE GANG, hvad svarer du?”
Heller ikke det reagerede Pablo på. I stedet nikkede han i retning mod laden, som en opfordring til den anden om at følge med.

De gik over gårdspladsen i den silende regn. Bonden lidt tøvende, som var han nervøs. Bag ham, soldaten i et par skridts afstand.
Foran døren stoppede Pablo op, som ville han alligevel i sidste sekund ombestemme sig; men så åbnede han med en rask beslutning. Åbnede til familien, der forskræmt krøb sammen derinde i mørket.
Det gav et gib af overraskelse i Raul, og det var ikke til at sige, om det var et nyt anfald af vrede, eller hvad det var, der fik hans ansigt til at blusse.
Efter et kort, ondt blik på Pablo drejede han lynsnar om på hælene og styrede resolut hen imod sin hest, der stod tøjret bag buskadset, hvorfra han var kommet til syne.
“De er også på flugt. Ligesom I”, råbte bonden til ham; men han var ikke sikker på, at ordene trængte igennem og blev opfanget. Rytteren var væk som et lyn. Han sprængte bort med skærfet flagrende bagud. Dets røde farve trodsede mørket og var som en flamme bag ham.
Det var også lige meget, om Raul havde forstået det. Pablo havde måttet lægge ører til dennes fordømmelse af Santos, og nu havde han vist ham sin holdning til manden. Ikke nogen besluttet, politisk holdning, men en som var talt af hjertet.

“Tror du, de vil os noget ondt nu?” spurgte Maria spagt, da de var gået til ro efter den sindsoprivende dag.
“Jeg har kendt Raul fra barnsben af. Vi er vokset op sammen som brødre, har leget sammen og været venner alle dage. Vi har aldrig før haft et udestående med hinanden, har altid stået sammen i tykt og tyndt. Det er, hvad jeg vil holde mig til”, svarede Pablo. Men i sit allerinderste nagede en tvivl og uro. Han havde i løbet af få døgn mødt et helt andet menneske og ikke den Raul, han troede at kende, og var ikke sikker på noget som helst mere.
“Jeg er så angst”, fortsatte Maria. “Hvad skal det dog ende med?”
“Vi er i stærke kræfters vold, må være belavet på alt. Kun Gud kan vi stole på. Alt kan vi miste, kun ikke ham – og hinanden, som du selv sagde.”
Regnen var allerede hørt op. Der var ikke kommet meget og ikke nok til at gøre det af med tørken. Men
Pablo mente, det havde været et godt tegn.
”I morgen vil vi høste – for muligvis sidste gang”, sagde han. “Med hjælp fra Santos, kan vi godt nå en del. Vi må se, hvad det kan blive til. Måske slet ikke så lidt.”

Men senere på natten blev der banket kraftigt på vinduet, og de hørte ophidsede råb udenfor. Det var Santos.
Maria skreg, mens de hastede i noget tøj, for værelses lå badet i et flaksende rødt lys.
Pablo fik i største hast fat i Lucas, og da de kom ud, mødte der dem et frygteligt syn. Et gigantisk, buldrende flammebål rasede overalt, så det så ud som om hele dalen var i brand. Jorden glødede, og der var en hede værre end solens.
Den voldsomme ild blændede, så Pablo i nogle sekunder måtte lukke øjne, og det sortnede for ham. Sådan er det at dø, tænkte han.
Så åbnede han dem igen og stirrede som i trance ind i infernoet.
“Den helvedes flok”, bandede Santos. Omgivet af hele sin skrækslagne familie. Med den grådige ild malet i deres ansigter. “Det er dem igen.”
“Lige meget hvem det er”, sagde Pablo mekanisk og resigneret “Nu er det saltets tid.”

Varmen blev hurtigt så intens, at den antændte de nærmeste buske og truede bygningerne. Snart ville disse også være omspændt af flammer. Og snart kun de forkullede rester tilbage.
Ingen tid at spilde. Pablo fik fattet sig tilstrækkeligt til at bede Santos i hast hjælpe sig hest og vogn ud af laden. De måtte se at komme bort.

Retningen gav sig selv – gennem den frie, smalle korridor mod vest. Ikke nogen let vej heller, men eneste pas gennem bjergene, og Pablo følte sig styrket.
Bort fra brandene, og ud i det forjættede land på den anden side. Måske de kunne finde et nyt sted og et helt nyt liv der.

Sabbath Andersen (SA)