Om Jesper Burgdorff Johansens “Menneske uden knallert”

En spøjs titel, men kun i overført forstand. Den dækker over et anderledes seriøst indhold.
Som altid i dine digte, ud over jeget et du. Og duet synes at være en længsel.
Det er i det hele taget duet, der betinger jegets følelsesliv og optager det helt.
Det går dog også den anden vej rundt. Afhængigheden er på en måde gensidig og ender i fælles forvirring.
Sprogbrugen – med fortræffeligheder som f.eks. ”en koldpresset sjæl” og med et muntert strejf, der bløder lidt op på alvoren.
Eller snarere er udtalt i let desperation, som en bekræftelse på det i digtet eksplicitte udsagn om at ordene kun er en ringe erstatning for et større savn.
Et alt i alt særdeles vellykket digt med den gennemgående cirkusmetafor som omdrejningspunkt i et tynget menneskeligt anliggende med flere aspekter.

Sabbath Andersen (SA)