Om Jesper Burgdorff Johansen (JBJ): “Sylespids”

Digtet virker som ikke grebet ud af luften, men affødt af en frygtelig, autentisk tildragelse.

For hvad er det da for noget forfærdeligt noget, det tilsyneladende handler om – ”sylespidse skarpe sår” og ”det sorte stive børneblod”?

En dysterhed går igennem teksten af sort og mørkt. Selv håret fra et MENNESKE (ikke bare ”dit lange mørke hår”) og den smukke mund ”i sommerflod” uden formildende omstændigheder, men snarere registreringer som følge af chok og fortvivlelse.

Og nu som plagsomme nattesyn. Jeget selv martret af psykiske stiksår, som hverken angstfulde udråb eller bønfaldelser kan afværge. Punktummet udebliver.

Via det stærke billedsprog – den gennemgående sårmetaforik bl.a. – levendegøres traumet også for læseren. Metaforer er jo karakteristiske ved deres tosidede væsen. Ud fra en æstetisk betragtning skal de selvfølgelig opfattes som et overlap af både billed- og realplan. Men vel at mærke uden at abstrahere fra den helhedsoplevelse, de er til for. Og som du så effektfuldt har fået tilført digtet.

Også de øvrige stilistiske virkemidler spiller med her: Anaforerne og allitterationerne. De diskrete, næsten umærkelige enderim, der jo ellers godt kan lægge et digt lidt i spændetrøje, svækker ikke tekstens udtryk – tværtimod.

Sabbath Andersen (SA) 24/11/17