Jeg er to

Inderligt lemlæstes jeg i dit nærvær,
i frostklar ånde,
med blindhed i dine øjne,
der gør mig syg.
Se ikke på mig,
mens du bliver og elsker
og vi dør i hinandens
inderlighed og nærvær.
Og nu er det din tur til at blive blind.
Hører du?
Et hjørne i sorthed hader dig, inderligt,
mens jeg stadig, i mangel på svar,
higer efter dit nærvær.
Mit børneblod er stift,
min hals er tør,
og verden lugter fælt.
Mon jeg en dag, inderligt,
bliver én igen?

Jesper Burgdorff Johansen (JBJ)

Om Jesper Burgdorff Johansen

Jeg skriver for at få fred og få fri. For at leve og lege. Jeg er en mand midt i livet, som hverken ved op eller ned på verden. For hver dag der går, bliver alting bare mere sært og uforståeligt.

Måske er det derfor jeg er gået i gang med at skrive. For at sætte ord på nogle af den verden indeni og udenpå, som jeg ikke helt forstår.

Det har altid været lettest at skrive hvad jeg føler og tænker, fremfor at sige det. Det er som om det først rigtig giver mening og bliver sandt, når det er skrevet.

3 tanker om “Jeg er to

  1. “Jeg er to” – Tanken ledes øjeblikkeligt hen på en personsplittelse af en art, hvilket også passer til det samlede indtryk af selve teksten, både hvad angår stemning, ordvalg, form og flow.
    Der er elementer i digtet, som virkelig kan noget og griber mig som læser: “Se ikke på mig, mens du bliver og elsker, og vi dør i hinandens, inderlighed og nærvær” samt “Et hjørne i sorthed hader dig, inderligt, mens jeg stadig, i mangel på svar, higer efter dit nærvær”.
    Disse linjer maler fine billeder af en indre kamp mellem to personligheder i samme krop, som er svære at slutte fred med for vores hovedperson. Jeg vil måske vove den påstand, at digtet kunne have heddet “Jeg er tre”, eftersom den person, der kommer til udtryk må være noget helt tredje, da han ikke umiddelbart synes at kunne stå ved nogle af de to indre sider rent. Han må analysere, rydde op og beslutte sig for, hvordan han bedst agerer med så ringe redskaber til hjælp. “Mit børneblod er stift, min hals er tør og verden lugter fælt”, det læser jeg som en bekræftelse på den tolkning: At intet han er, passer ind i den verden, han skal begå sig i.
    Jeg fornemmer også (grundet ordvalget), at digtet har rødder i refleksion over svigt mod et barn. At der her er tale om en hovedperson, hvis splittelse er opstået netop som følge af at skulle leve videre på et følelsesmæssigt dårligt fundament, som ikke rækker helt som understøttelse for det, han gerne vil hvile på og i, som voksen.
    Ingen kan løbe fra sig selv, kun forsøge at integrere erfaring på en måde, som gør det muligt at eksistere fri af fortidens svøbe gennem de valg, der træffes i det videre.
    Så langt så godt. Dog må jeg afslutningsvis sige, at jeg ikke er udelt begejstret for digtet. F.eks. synes jeg det halter i overgangen fra (hvad jeg læser som) én personlighed til en anden. Formuleringen der er ikke skarp nok, og det ødelægger noget for mig. Du skriver i starten: “med blindhed i dine øjne”, og senere: “Nu er det din tur til at blive blind”. Jeg er forvirret over, hvem du taler om og til, og det er synd, for billedet kunne være godt. Jeg synes også, der er for mange ord, som går igen (inderligt, nærvær, blind) også til andre af dine tekster (børneblod), så jeg mangler lidt sprogvariation og originalitet. Jeg er sikker på, du kan, så giv dine tekster den gennembearbejdning, de fortjener, så de kan få lov at skinne i sit budskab. Jeg hører gerne tilbage fra dig i en kommentar, om du har lyst til at dele med mig, hvorvidt jeg har ramt noget rigtigt i min tolkning af digtet og min kritik til dig.

    Heidi S. L. Leonhard – 2. december 2017

    1. Kære Heidi
      Tak fordi du tog dig til til at læse og kommentere digtet så udførligt som du har gjort. Ikke mange tager sig den tid, at gå ind en verden, for at se om den holder.

      Jeg kan tydeligt se hvad du mener – de to personer i ét. Og det er også min intention – at udtrykke ambivalensen mellem to drifter i én og samme person. Men dét der binder dem sammen er ønsket om den andens blik.

      Det er egentlig helt banalt. Hovedpersonen hader den anden for ikke at elske, som han/hun elsker den anden. Børneblodet går igen, fordi det – for mig er så vedkommende et ord i kærlighed: Blodet, det fysiske nærværende livsopholdende – og barnet, det naive og uskyldrene. Når kærligheden dør, bliver børneblodet stift.

      Uanset tolkning har du ret – det kunne være skarpere. Meget skarpere. Ville gerne have udtryk en større desperation ved ikke at blive set, men er lidt i tvivl om hvordan jeg skal gøre det, uden at det blive en regulær kliché. Vil gerne være banal, men ikke en kliché.

      Tusind tak for din tid og dine ord.

      Jesper

  2. Kære Jesper, Jeg takker bestemt også for, at du tog dig tid til at svare tilbage og uddybe for mig. Det er altid en fornøjelse at give feedback til nogen, som værdsætter det. Jeg kan sagtens relatere til, hvad du skriver om det banale og en kliché, det har du ret i. Det er også derfor, det er så vigtigt at variere sproget (sortere i sine yndlingsudtryk), så man ikke ender som sin egen 🙂 Jeg taler af erfaring og har heldigvis haft gode folk i ryggen til at sætte mig lidt “på plads” engang imellem og “kill my darlings”, som det også hedder. Jeg glæder mig til at følge med i det, du måtte lægge op på sitet. Bedste hilsner Heidi

Skriv et svar