hospitalsensomhed

alting slår hårdt
slår skår
i mine knogler og
mit væv
natten er mørkere
end nogensinde før
håbet
kun forbundet til
droppets dryp
tæller får
tæller til ti
tæller de dråber der
tæller sekunderne ned

Lars Ole Nielsen (LN) 01/05/2020

5 thoughts on “hospitalsensomhed

  1. Som det fremgår af din følgeskrivelse til mig, skal digtet tilsyneladende indgå i en ny digtsamling – en opfølgning af ”Du har tid”. Det lyder lovende.

    Dog må man ikke glemme, at 2eren altid er vanskeligere end den første. Men med det talent, du allerede har bevist, er man ikke i tvivl om, du også magter den udfordring. Alene digtet her peger i den retning.

    Du skriver yderligere, at den nye i højere grad vil fokusere på sygdomsforløbet. Forståeligt nok i betragtning af, at du allerede med den første bog har tematiseret et helt livsforløb. Og med det righoldige sprog, du råder over, vil den nye temamæssige begrænsning også sagtens kunne række til en hel digtsamling (jf. i den forbindelse Ditte Johansens sammenlignelige ”Dukkehospital”, en bog som jeg også har anmeldt).

    Den plan giver altså god mening. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at erindre om, at netop livshistorien som referenceramme til skæbnefortællingen var en af din digtsamlings store forcer.

    Og den slags stof fra et spændende liv, må der være mere af, til en udvidelse af spektret også i efterfølgeren. Det vil jeg i hvert fald i al beskedenhed anbefale, at du lægger dig på sinde.

    SA

    1. Tak Sabbath. Du er en skarp analytiker og det er altid en fornøjelse, at læse dine kommentarer.
      Min debutbog DU HAR TID og min kommende bog, der får titlen DER VOKSER EN SKYGGE I MIG er skrevet som én bog. Så for mig er der egentligt ikke en 1’ og 2’
      Det mærkelige er, at de er vidt forskellige, rent formmæssigt, Forstået på den måde at 2’ (Som egentligt er starten på min fortælling, om sygdom) bliver meget mere konkret med færre digte og mere prosa. Men indholdet styrer altid formen, så snittet imellem dem stod helt klart i skrivefasen. Det har været en underlig og lærerig proces, at skrive en bog med to udtryk.
      Jeg tænker, at min egentlige 2’ bliver en novellesamling, som jeg pt arbejdet på..

  2. Lad mig sige det straks, det er et rigtig godt digt. Det er nemt og ukompliceret – det er som det er.
    Men hvad er det så? Det er et klip et øjebliksbillede. Enkelheden er digtets største styrke, men indholdsmæssigt har det også en indre styrke. Enhver (der har været indlagt) ved med sig selv, at sådan hænger det ikke sammen. Ensomheden på hospitalet eller andre steder i livet er en oplevelse og ikke et faktum, for der er ikke noget faktum. Men hvad – man falder ned i det sorte hul alligevel, så spørgsmålet er vel egentlig rettet mod læseren.
    Ja, når jeg har afleveret buketten med blomster og ønsket god bedring, så vil jeg bede patienten om at stoppe med at tælle sekunder. Håbet kan man i realiteten ikke bruge til noget opbyggeligt, men tænk over, at dette sekund er helt forskelligt fra det foregående, det er en vildfarelse at anskue det anderledes alternativet er ensomheden.
    God bedring.

    1. Tak for roser Preben!
      Når man er i Kemoterapi, bevæger man sig ind i en boble. (Jeg har talt med mange kræftpatienter, de beskriver det alle som et vakuum, eller kemohjerne) Når man er så syg ved man godt, at det der står imellem en selv og den evige søvn er nogle poser gift. Så man vil kemoen, men det eneste man længes efter er, at behandlingen ophører. at smerterne og kvalmen forsvinder. Derfor tæller man sekunderne til man er fri.
      mvh Lars

  3. Preben Søgaard Larsen har igen vist sig som en yderst kompetent læser, med en reflekteret tekstkommentar til Lars Ole Nielsens digt ”Hospitalsensomhed”.

    Lige så overbevisende forfatterens erfaringsbaserede svar.

    Sammenlagt en interessant udveksling af tankevækkende pointer omkring et alvorligt emne.

    SA

Skriv et svar