Høstminde

Kan huske, at jeg høstede for med le –
En ret stor én – da jeg var barn,
og de første år var der belgiske heste
foran selvbinderen,
der for øvrigt tit gik i stykker,
så smeden måtte hentes,
og min far bandede, mens mama tyssede,
for vi måtte ikke lære de grimme ord.

Det gjorde vi nu alligevel,
og brugte dem, da vi fik traktor,
for den var der problemer med.

Det var i 1947, den hed Case,
hvilket på jysk var ”KASE,”
indtil vi lærte engelsk i skolen;
men da var det en hel anden traktor,
nemlig en Fordson Major,
men KASEN var et brugt skrummel,
men – dog en ”storhed,” fordi vi var de første
med en traktor i stalden,
for papa var en fremmelig landmand.

Vi knægte måtte lære en del, så vi blev sat til meget,
så vi lærte og lærte – som vanlig om overlevelse.

Vi skulle bakke med to- og firehjulede vogne,
vi skulle lære at koble ud, hvis traktoren stejlede,
når vi trak rødder op med store jernkæder eller stålwirer,
og vi skulle skifte gear med dobbelt udkobling,
når vi skulle op eller ned i gearene,
(og der var to gearstænger – høj og lav
samt de almindelige 1. til 6. + et bakgear).

For resten var vi vel endnu ikke konfirmerede,
så knægte var vi (tænk, hvis det var i dag).

Vi lærte også at pille ved karburatoren og gas-spjældet,
for det kunne man under kørslen, hvis man var to –
én der styrede, og én der stod på styrestangen ude foran,
og havde hånden oppe under motorhjelmen.

At han så stod lige foran de store baghjul,
var med til at løfte stemningen og den livsfare,
man var i – og det var man;
men vi kunne få den op på 60 i timen,
hvilket var det, vi dengang kaldte løjer.

Papa vidste intet, og godt det samme,
for det sled på materiellet,
men vi lærte at håndtere tingene/mekanikken,
og alle de maskiner, der skulle kobles på,
så vi var erfarne knægte, der kørte bil tidligt –
vel fra omkring de 15, og vi fik lov.
”Bare I kører nordpå,” sagde papa,
og det gjorde vi så, full speed ahead;
men vi lærte at køre, at reagere, at skride ud,
så kørekortet var hurtigt hjemme,
da den tid kom (6 timer incl. teorien)
og bilen måtte vi altid låne,
fordi vore forældre vidste, at vi kom godt hjem,
for det havde vi lovet.

Kom vi sent hjem, tog vi rundstykker med fra bageren,
lavede the eller kaffe og vækkede de kære forældre,
og så fortalte vi om alt det, vi havde oplevet,
faktisk grinede vi en hel del, og da vi blev lidt ældre,
slæbte vi også piger med hjem.

De skulle opleve, hvordan forældre kunne være –
og de var fantastiske – og de elskede os,
de elskede frihed, ærlighed, livet og hinanden.

Og nu sidder jeg så og savner dem lidt,
men – gode minder er nu engang også meget værd.

Tak til dem for det, de gav!

Henning Ahle Fjord (HF) 2/8-16