Henriks fortælling

Det er lørdag formiddag. Henrik beslutter sig for at tage en tur til den lokale købmand for at se på lokaliteterne, udbuddet og priserne samt for at præsentere sig selv. Han er ny på stedet og har kun været på Højgård en uges tid, og den uge er gået med at få sig indrettet nogenlunde. Det roder fortsat en del, men pyt. Han har nydt disse dage, hvor han dels har pakket ud, stillet på plads og gået ture i den nære omegn. Sikke aftener, skønne, som de kan være i maj, og sikke en udsigt. Han føler en dyb fred i sjælen, da han denne formiddag kører ned til købmanden, parkerer den halvgamle firehjulstrækker og går ind.

Købmanden er der med det samme. Han kommer vimsende fra et eller andet skjult hjørne, blå nylonkittel, store briller og nok lidt overvægtig. Han udstøder en eller anden “Mjøhøh-lyd,” der åbenbart ikke er til Henrik, men til konen, der kommer ud fra et kontor henne i hjørnet og straks stiller sig ved siden af manden. Hun er mindre, sortklædt og med et lettere gnavent udtryk i ansigtet, hvilket dog ikke påvirker Henrik.
– Dav, jeg er ny på stedet. Oppe fra Højgård. Jeg ser mig lige omkring for at finde ud af, hvad I har, og hvad det koster. Jeg vil gerne handle lokalt nu, da jeg er flyttet hertil. De svarer ikke, men følger ham begge med øjnene, mens han går rundt og kikker. Først da han tager indkøbskurv henne ved indgangen, siger konen:
– Vi har osse en vogn, hvis det sku’ wær’.
– Tak, men jeg skal ikke have så meget endnu, men senere, så — og jeg kunne godt tænke mig, om vi kunne afregne én gang om måneden. Det er lettere at styre, synes jeg.
– Wi gi’r ætt’ kredit, siger konen skarpt og sender sin mand et blik, der nærmest betyder, at han heller ikke skal vove at sige god for sagen. Han ser heller ikke ud til at ville det, men ser undersøgende på Henrik, på bilen udenfor og tager et par skridt til siden, men går tilbage igen og stiller sig an i en solidarisk attitude ved siden af sin bedre halvdel.
Henrik smiler og siger, at han heller ikke taler om at købe på kredit, men om at afregne. Han kunne jo betale a’conto, og så kunne de gøre op ved månedens slutning. Han hiver tegnebogen frem og fisker en splinterny 500-kroneseddel op, lægger den på disken og siger, at den kunne man da starte med, så kunne de notere hans køb, og han kunne tage bon’erne med hjem. De er nærmest måløse. Konens fingre fisker efter seddelen, mandens efter en kvitteringsblok og Henrik smiler igen og siger:
– Den er godt lavet, ikke?

Det får konen til at tage seddelen og betragte den ret mistroisk. Henrik får samme blik, og han siger, at den er ægte nok, men at han synes at disse sedler faktisk er kønne, og at det er godt det ikke blevet til disse EU-penge endnu, for han vil have kroner. Det synes han hører sig til, hvad de giver ham ret i, og lidt efter går snakken bedre. Henrik fortæller om glæden ved at være flyttet på landet, og de fortæller om problemerne med den lille butik, priserne, de svigtende kunder og meget andet. Købmanden har en helt speciel spørgeteknik omkring, hvorfor Henrik nu er flyttet til stedet, hvór han er fra og meget mere, og han svarer ærligt på det meste og glider ellers udenom, mens han indvendigt fryder sig over denne nysgerrighed, der især drejer sig om købet af Højgård, og hvad i alverden han vil netop i denne landsby.
– Hwa’ ga’ du for stedet og hvor meget jord ær’et nu, der er til?
– Der er ca. 17 hektar, men meget af det er plantage og kratværk, så der er nok 10, der kan dyrkes, og de er lejet ud til naboen, der vist er enkekone. Jeg har ikke været rundt og hilse på endnu, og prisen – tja’, den var i orden, for arvingerne ville vist gerne have solgt. Den havde været til salg et stykke tid, tror jeg.
– Ja, men stuehuset er da godt nok, ætt?
Jo, det mener Henrik også og fortæller om planer med lidt ombygning. Han spørger om de har cement og kalk samt om, hvor man kan få lidt sand. Det første har de på lager og vedrørende sandet! Han kan jo prøve hos Kristian Pedersen, der har både sandgrav og lidt maskinstation og helst vil sælge uden regning. Det er godt nok.
– Han er da ellers missionsk, siger konen, mens købmanden smiler og fortsætter:
– Her ser Vorherre mildt på den slags, men vi andre må betale skat af det hele. Sådan er det jo.

Henrik siger ikke noget, men tænker sit, får sine varer i en pose, sin bon og kvittering og skal lige til at gå, da købmanden siger:
– Der kommer din nabo. Så kan du se, hvem det er. Hun er ætt så towli’. Hun er et godt parti, hun er enke, og har en klog datter på syv. Men, hun vil sku’ ingenting, konen altså!
– Kan du ta’ og styre dig, siger fru købmand, mens Henrik ser ud, ret forbavset. Fra en gammel Volvo stationcar kommer der en lyshåret kvinde – gammel kan hun ikke være – i al fald ikke mere end først i trediverne, og hun er køn på en særpræget facon, klædt i grønt, ret beskidt arbejdstøj og støvler, og hun har et eller andet bundet om det lange, kraftige hår. Hans hjerte slår ligefremt et par ekstra slag, synes han. Der er et eller andet over hende, som giver ham varme i sindet. Sært, men alligevel. Han ved, at han har et savn eller en længsel, som han længe har undertrykt. Efter kvinden kommer en lyshåret pige, der må være den omtalte datter. Hun ligner moderen, kan Henrik se.

Ubevidst går han hen og åbner butiksdøren for dem, hvilket får kvinden til at se på ham og registrere, at han smiler, så hun siger:
– Tak, det er ikke lige det, vi er vant til. En galant mand.
– Ja, det er jeg opdraget til. Og for resten hedder jeg Henrik. “Henrik fra Højgaard.” Det er helt Morten Korch’sk, og jeg er vist både lidt gammeldags og romantisk. Jeg kan forstå, at vi nærmest er naboer. Er det dig, der bor nedenfor bakken? Ordene strømmer ham af munden, så han forbavses igen.

– Ja, jeg bor på “Enggård” og har lejet lidt jord fra din gård. Vi skal vel snakke engang – og for øvrigt hedder jeg Kirstine og min datter hedder Luise.
– Med “u,” siger datteren.
– Flot, svarer Henrik smilende. Det er gammeldags navne, det kan jeg godt lide. Hvor gammel er du?
– Seks og en halv. Og jeg går i børnehaveklasse.

De bliver stående lidt i døren og snakker og bliver enige om, at Henrik bare kan kikke indenfor ved lejlighed. Han kan mærke, at det glæder han sig til, og det siger han med varme i stemmen. Det får Luise til at fortælle, at der er en masse, hun godt vil vise ham. Hun har egen have og træer, der er hendes egne, og Henrik må love, at det ikke varer længe, inden han dukker op.
– Bare I ikke får træk, siger købmandskonen tørt, og Henrik smiler over hele ansigtet, da han siger farvel og går ud til bilen for at komme videre. Han kan mærke, at de ser efter ham. Da han kører, hilser han hen mod forretningen med en let håndbevægelse. Han har fundet ud af, at her ude på landet vinker man ikke, man løfter højst en finger fra rattet. Alt for store armbevægelser hører sig ikke til.

Næste stop er præsten, som Henrik godt vil hilse på. Han håber ikke, at det gør noget, han dukker op en lørdag formiddag. Det ser det ikke ud til. Præsten, der også ligner en sådan, for han ser salvelsesfuld og alvorlig ud, skønt han er rimelig ung, byder Henrik indenfor på kontoret, hvor Jesusbillederne absolut er i overtal. Ét eller andet siger ham, at det nok er et indremissionsk sogn, han er flyttet til. Det får han bekræftet kort efter, da han har fortalt, hvem han er, hvor han bor og derpå spørger efter et eksemplar af kirkebladet.
– Det er lagt frem oppe i våbenhuset, siger præsten.
– Det tænkte jeg nok, men kirken er låst. Jeg har været der.
– Ikke om søndagen.
– Nej, jeg har ikke haft tid endnu. Faktisk har jeg kun været her en uge, og jeg er nok ikke den store kirkegænger, men det kommer nok. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske, og en god prædiken kan da stemme sindet. Jeg tænkte bare, at der også var lidt at lære om sognet ved at læse i kirkebladet.
– Åh ja, jeg har da også eksemplarer her. Der står om møderne, der er lidt stof til eftertanke samt en oversigt vedrørende de kristelige foreninger og relevante navne. Præsten roder i skrivebordet og finder et eksemplar af kirkebladet for maj/juni, rækker det til Henrik og spørger om, hvorfor han er flyttet til netop dette sogn.
– For at bo her, simpelthen. Det er nærmest et tilfælde, at jeg fandt “Højgård.” Det er et rart sted, så her vil jeg bo, stifte familie, måske gifte mig igen, være en del af sognet.
– Jeg vier ikke fraskilte, siger præsten i en lidt hård tone, men Henrik svarer stille:
– Og jeg citerer sjældent bibelen for præster, men kunne jo sige Johannes 8.15 eller Mattæus 7.1.

Han smiler, mens han siger det og fortsætter med at fortælle, uden at gå i detaljer, at han ikke er fraskilt, snarere adskilt, for han er enkemand, hvilket foranlediger, at præsten siger undskyld og beder ham fortælle lidt om sig selv, hvilket han beredvilligt gør, og de ender med at finde mere ind til hinanden. Præsten håber at se ham i kirken snart, og Henrik lover, at det nok ikke varer så længe. Han er spændt på, hvordan mandens forkyndelse vil være. Lidt dårligt har han det med at have brugt skriftsteder mod præsten, men – så alligevel – denne dømte ham jo på forhånd.

Hjemme igen går Henrik lidt rundt om gården og standser på østsiden, hvorfra der er udsigt ned mod Enggård – og mod morgensolen, tænker han. Mellem ham og naboen løber der en lille å, der danner skellet mellem de to gårde. Han har været nede og se, hvordan naturen folder sig ud, gråpil, birk, bævreasp og røn samt en masse planter og masser af dyreliv, især fugle. Faktisk mener han at have hørt en nattergal for nogle dage siden, men er ikke helt sikker. Det ville jo en sjældenhed her i Vestjylland. Han kan mærke, at han er glad langt ind i sjælen. Her bor han –masser af plads, skøn natur, udsyn og fred. Især er de gule rapsmarker en fryd for øjet, som de ligger spredt mellem alt det grønne. Henrik kan mærke duften i den stille østenvind.
Efter kaffetid drager han af igen. Han véd, at man kan sove til middag hist og her, så han vil ikke forstyrre. Ej heller vil han ligesom invitere sig selv på kaffe, men han vil rundt og besøge de nærmeste gårde for at hilse på. Mod vest ligger “Vestergård.” Det kan jo ikke være anderledes, tænker Henrik, da han kører ind på gårdspladsen, hvor manden, det må det nok være, er ved at skovle sand op i en vogn fra en enorm dynge. Han er op i årene og lidt slidt i betrækket, kan man se. Henrik hilsen og manden holder modvilligt op med skovleriet og sender ham et lidt syrligt blik:
– Hwa !
– Jeg hedder Henrik. Er ny mand på Højgård. Goddaw !
Manden spytter i sandet og siger surt, med et udefinerligt udtryk:
– Do kan well ætt engang brug’ en skovl.
Det mener Henrik absolut han kan, så grinende tager han skovlen og begynder at læsse sand, mens han siger, at nu må der hentes én mere. De kan da hjælpes ad, og lidt efter skovler de lystigt sand fra hver sin side af dyngen. Henrik er kejthåndet, så det fungerer fint. De er begge tavse, men da vognen er læsset godt til, si’r manden:
– Det var da satans. Ska vi ta’ en bajer.
Det gør de så. Øllene bliver hentet og de sætter sig på en bænk udenfor bryggersdøren og manden præsenterer sig som Kurt og siger, at han kaldes K. K.
– Det skulle vel ikke betyde “Kurt Knarvorn” eller “Knotten Kurt,” siger Henrik, og Kurt griner og siger, at han hedder Kristensen og at Henrik da egentlig er noget frisk, men indrømmes skal det, at han kan bruge en skovl. Kurt fortæller også, at han ikke har meget besætning tilbage, ej heller meget gæld, så det løber rundt for ham og Rigmor. De er begge over 60 og tager det hele roligt. Børnene er for længst flyttet og kommer kun hjem i ny og næ. De kommer forresten til Skt. Hans, fortæller han. Der er der bål og bal. Det er en tradition i sognet. Først fælles spisning, så bål og båltale, så bal. Det er en aften, hvor der sker lidt i sognet. Kurt klukker lyksaligt ved de gode minder og fortæller om folk, der har været ret så muntre i deres udskejelser. Selv har han da båret Rigmor hjem et par gange og en enkelt gang er han selv blevet fragtet hjem pr. trillebør men, siger han:
– Det ska wær’ løjer. Ikke hærværk !
Det er Henrik enig i, og lidt senere skilles de med et solidt håndtryk. Rigmor traf han ikke for, som Kurt sagde, så “fistrede” hun altid rundt til kaffe om lørdagen.

Henrik når ikke flere besøg den eftermiddag, men kører hjem for at rode videre og få lidt orden i tingene. Faktisk er der nok at se til, men han har besluttet at tage den med ro. Han er færdig med stress. Nu er tiden til et andet liv, og han vil skabe sig en ramme om sig selv – en ramme, der er ham, og som giver ro i sjælen og ro til at arbejde med noget andet på længere sigt. Stille går han rundt og nusser hele aftenen til musik af Mozart og Vivaldi og slutter af med et glas rødvin. Sikke en dag. Han véd, at han vil sove godt, hvad han også gør til duften af en majnats fortryllelse.

Henrik vågner tidligt og går morgentur rundt på “godset” inden han laver morgenmad, og mens han indtager den, planlægger han sin søndag. Han vil besøge Enggård, hvis de da ikke er i kirke, men det må han finde ud af. Han finder kirkebladet og konstaterer, at gudstjenesten er klokken 10 og beslutter sig for at køre ned til denne Kirstine og datteren ved 9.30-tiden. På vejen ned møder han Luise, der kommer trækkende med sin cykel, og han standser for at spørge, hvor hun skal hen.
– Op til dig, mor vil gi’ kaffe, så jeg skulle invitere. Skal du i kirke?
– Nej, jeg ville ned til jer. Det var skægt. Nu smider vi din cykel om bag i. Kom!
Lidt efter ruller de ind på gårdspladsen på Enggård, hvor Kirstine står i samtale med en mand, hvis hele udstråling virker lidt aggressiv, så Henrik skal lige til at spørge Luise, hvem det er, da hun siger:
– Det er onkel Niels. Han vil have os med i kirke. Han kommer altid rendende og er sur. Det er synd for mor.
De står ud og Henrik tager cyklen ud fra varerummet inden han går hen og hilser, præsenterer sig selv for denne onkel, der sender ham et kort blik, siger “Niels Jensen” og fortsætter:
– Du skal heller ikke i kirke, kan jeg forestille mig!
– Nej, jeg talte med præsten i går. Det var nok; men jeg har da lovet at komme, når jeg har tid, siger Henrik med lune i stemmen, hvilket ikke formilder denne Niels, som åbenbart er bror til Kirstine, der ser ud til at være ilde berørt ved situationen.
– Niels har slægtsgården, Østergaard, og han er formand for menighedsrådet, så han skal i kirke om lidt, men han prøver tit at få mig med, når hans kone har vagt. Hun er sygeplejerske.
– Jeg synes tit, at landmænd er gift med sygeplejersker, siger Henrik. Er der nogen speciel grund til det?
– Er der nogen speciel grund til, at du dukker op her?
– Lige her, eller her på egnen? Men OK, jeg er vist blevet inviteret på formiddagskaffe her og ellers – tja – så fandt jeg Højgård ved et tilfælde og der vil jeg bo, for der er godt. Kønt sted, gode naboer og udsyn! Det sidste skal være så godt. Det giver indsigt!
– Du bliver aldrig én af os!
– Nej, for jeg er mig selv. Det er det, som giver et godt liv. Derfor kan man godt omgås andre, så det har jeg da tænkt mig. Jeg kommer hen og besøger Østergård ved lejlighed.
– Gør du det, svarer Niels med en tone, der nærmest siger, at han ikke synes det er en god idé, stiger ind i bilen og kører. Han skal vist gøre sig umage for ikke at lave hjulspind i gruset. Det kan mærkes, at han er utilfreds, men Kirstine glatter lidt:
– Han er ikke så slem og tror, at han skal passe på mig. Han var gode venner med min afdøde mand. Det er snart fem år siden han døde ved en ulykke med traktoren, men det hører du nok om.
– Helst fra dig, men ikke nu, kan jeg mærke.
Luise har nemlig taget Henriks hånd og siger, at nu skal han se haven og hilse på hunden, der er kommet listende ud fra skyggen, da Niels kørte. Det synes åbenbart, at den ikke kan lide onkelen, men da Henrik sætter sig ned på gårdspladsen og giver nogle hundelyde fra sig, kommer den logrende hen og lader sig klø under forbenene og giver ham et vådt snask, da han vender et øre hen mod dens snude. Luise er målløs, men Henrik siger, at han altid har haft det godt med børn og hunde, men, fortsætter han:
– Kvinder har altid givet mig problemer.

Han forventer egentlig ikke noget svar, men Kirstine, der ikke er gået ind, siger stille, at det måske skyldes, at han er en rar mand, og at det tit kan være svært, for det værdsætter piger ikke, mænd heller ikke, men at hun nu går ind og laver kaffe. De kan komme om lidt, når Luise har vist sin have frem.
Der er meget, han skal se. Hun har nysået køkkenhave, nogle frugttræer i ét hjørne og nogle store, gamle egetræer i et andet. Henrik får forklaret og fortalt, så han gribes af hendes glæde og fortæller selv om træer, om at man skal tale med dem, klappe dem og passe på dem. Træer har noget med liv at gøre, og han har engang drømt, at han var et træ. Det var spændende, men det må hun høre om en anden god gang. Han ler glad og fortæller, at han elsker historier. Luise gør det samme. Det er let at mærke, at de er på bølgelængde, og at Luise er glad ved natur og fantasi. Henrik tænker med ét tilbage på parcelhuskvarterets og boligkompleksernes børn og alt det, han har forladt. Sikke en forskel, tænker han glad, mens han lader sig trække op mod stuehuset. Nu er der kaffe!

Ved køkkenbordet fortæller Kirstine om sin glæde ved gården og livet med et landbrug. Hun klarer sig med lidt ungkreaturer og får, salg af korn og andre afgrøder samt nogle småjobs ind imellem, når det er muligt. Hun har både grønt bevis og studentereksamen, siger hun smilende, og hun elsker praktisk, hårdt arbejde, bruger også maskinstation og kan få det hele til at fungere, fordi både ulykkesforsikring og livsforsikring for år tilbage kunne dække gælden og lidt til.
Henrik lytter bare og lader hende tale. Det er åbenlyst, at hun trænger til at berette, og da Luise finder dem lidt kedelige og går på turné for at fodre høns og kaniner, så bliver Kirstines fortælling mere alvorlig. Hun fortæller om et dårligt ægteskab, om Therkel, hvis fødegård de nu sidder i, om Therkels søstre, der ikke kan lide hende, fordi hun arvede stedet, om traktorulykken, der kostede ham livet og hendes egen dårlige samvittighed over glæden ved at være alene. Sagte siger hun, efter at have været tavs lidt:
– Livet er bedre end før, men ikke alle synes, at jeg bør være glad, heller ikke min egen bror, nok heller ikke præsten.

– Vil du høre lidt om mig, siger Henrik, og så fortæller han om det, han har forladt. Byliv, regnskabskontor, forlist ægteskab, der dog ikke sluttede med skilsmisse, fordi hans kone døde ved en bilulykke samme dag, som de skulle have været på amtet for at tale om separation. Hun var i øvrigt gravid, men også barnet døde. Om det var ham, der var faderen, var han i tvivl om, hun vist også. Han har aldrig rigtig turdet stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt det var derfor, hun kørte for stærkt. Han kender også denne fornemmelse af at have en dårlig samvittighed ved at føle sig fri, og han måtte realisere sin andel af firmaet, sælge parcelhuset og komme helt væk, for at kunne komme videre. Han prøvede først med en ejerlejlighed i et større kompleks, men det var et rent helvede med al den gode tid folk havde til at genere hinanden, så han måtte ud på landet til et lille samfund. Det havde han vist altid drømt om, for han er født og opvokset på en gård. Han er 37 år, vil finde sig et job eller starte noget rådgivning, men – nu er han her – og slutter med at sige:
– Og hér er rart. Lad os gå ud og se til Luise, og du vil vel også vise lidt rundt.
– ja, og tak fordi du lyttede – og én ting til. Jeg er glad ved, at du kan lide dyr og børn. Det ses!

De finder datteren bag laden, hvor hun snakker med kaninerne. Oven på et af burene sidder en enorm stor hankat og følger med.
– Det er Kurt, siger hun.
– K. K., min anden nabo? spørger Henrik.
– Ja, og det ligner. Ikke?
– Det er vist rigtigt. Jeg mødte ham i går og kom til at kalde ham både Knotten Kurt og Kurt Knarvorn, fordi han så lidt sur ud, da jeg kom, men vi blev gode venner. Skæg fyr. Han fortalte også om Skt. Hans og om børnene, der snart kommer hjem og om de drabelige hændelser i forsamlingshuset.
Kirstine ler. Hun har fulgtes med familien og kender dem. Selv plejer hun at gå tidligt hjem, for hun er kedelig i relation til forsamlingshusfester, men hun foreslår, at de nu skal gå en tur i sprøjtesporet i den lille rapsmark nær ved, fordi der dufter af blomster – ikke af gift – men sprøjtes, det skal der desværre. Henrik må give hende ret i, at det dufter, men Luise bliver helt væk, så han må til at løfte hende op og kan mærke, at han bliver lidt forlegen, så han sender et blik bagud til Kirstine, der ser fornøjet ud og sender ham et smil tilbage. Igen hopper hans hjerte et slag over. Hun kan tydeligt se hans forlegenhed, men siger ingenting.

Lidt efter spørger Henrik til nattergalen. Måske har de også hørt den? Vil de med på tur en aften? Det vil de, men det må vente til fredag, for Luise skal passe sin børnehaveklasse. Klokken skal jo være over kl. 23, inden de kan drage af sted.
På vej tilbage gennem rapsmarken snakker de om fugle, imiterer lyde og huskeregler vedrørende fuglestemmer og konstaterer tilbage ved gården, at det er høj frokosttid. De smører håndmadder og sætter sig ud i haven, hvor hund, kat og fugle fodres med, og de får aftalt, at de skal mødes om fredagen ud på aftenen, så de kan komme på lytteturné.
– Husk at købe myggebalsam, siger Henrik, da han går hjem, lettere fortumlet over dagens hændelser, og om aftenen tænker han en del på, hvordan Kirstine og Luise mon har det.

I dagene derefter får Henrik orden på en masse ting, tager stadigvæk rundt og hilser på og får en blandet modtagelse. Nogle er imødekommende, andre afvisende, men han er tilfreds med at vise ansigt samt fortælle om sig selv og glæden ved at være flyttet til sognet. Det medfører da også, at der pludselig stiller et bestyrelsesmedlem fra sogneforeningen, så Henrik får yderligere oplysninger om foreninger i øvrigt samt om, hvad der ellers sker. Man udgiver et lille kvartalsblad, som han får et eksemplar af, og han får også en opfordring til at komme til generalforsamlingen i oktober, for de mangler nye folk i bestyrelsen. Man skal vist finde et nyt medlem for selv at slippe ud igen. Det er i al fald Henriks klare fornemmelse, og han lover at give møde til den tid.

Han kan se i “Sognekvartalen” at der har eksisteret en foredragsforening, men at der ikke er aktivitet for tiden. Dog kan man henvende sig til skolelederen, hvis man har interesse for sagen. Næste gang han skal til by’s kikker han derfor indenfor på skolen for at hilse på lederen samt melde sig under fanerne. Denne viser sig at være en flink mand, og de får en lang samtale om at starte foreningen op igen. Henrik vil gerne bidrage med nogle indlæg og kender fra sin fortid adskillige interessante personer, der vil komme og sige et og andet for en ret rimelig betaling.
På skolen parkeringsplads møder han præsten, der stiger ud fra en Folkevognsbus af ældre årgang. Henrik smiler, siger tak for sidst, og fortsætter:
– Enten har du en masse børn eller også lønnes præster dårligere, end jeg havde regnet med!
Det får et stort smil frem på præstens ansigt, og han svarer:
– Begge dele. Lønnen kunne være bedre, og så har vi fire børn!
Nu smiler Henrik tilbage og siger, at han synes det lyder dejligt, for det er børnene, der skal redde verden. Han fortæller også om mødet med skolelederen og om måske at genstarte foredragsforeningen. Det kan han mærke, at præsten synes er en god idé, og de skilles med et varmt håndtryk, hvilket gør Henrik glad.
Han kører til købmanden, som starter med at udspørge ham igen. Hvordan går det? Har han besøgt sin kjønne nabo og hwa’ tøws han ellers om det hele? Mangler han ikke arbejdshandsker? Købmanden, der hedder Karl Erik, snakker og snakker og til slut siger han med en lummer stemmeføring:
– Er det ætt en skam, hwiss så’n kjønn ku’en sku’ gå til spild!

Henrik svarer ikke, ryster lidt på hovedet og tænker, at man nok kan høre, at hans kone ikke er hjemme i dag. Han får købt det, han mener at mangle og går igen, lettere pikeret. Han kan godt forstå, hvis Kirstine skulle finde, at nogle opfører sig lidt mærkværdigt. Sært også, at han nærmest bliver udsat for lidt misundelse. Det har han mærket, især fra mændene, flere steder, hvor han har været på visit. Det irriterer dem, at han er fri. Det er underligt, og han vil diskutere det med Kirstine næste gang, de kommer i samtale, og det slår ham, at hun pludselig er med i hans bevidsthed. Det smiler han en del af, da han kører hjem til ombygningsrodet. Han er ved at mure med gamle munkesten i badeværelset for at gøre det lidt specielt. Der er masser af ting, der oprindeligt har været brugt hist og her, som kan bruges til at skabe et individuelt miljø med.

Torsdag over middag finder Luise ham på badeværelset i færd med at mure en dims ind i væggen. Han har ikke hørt, at hun er kommet, men han smiler henrykt og spørger, om hun kommer for at hjælpe ham, men finder ud af, at hun er sendt for at invitere ham til at spise med i morgen aften kl. seks. Så skal hun sove nogle timer og stå op igen for at komme med på nattergaletur. Jeg sover, og så kan I jo bare snakke voksensnak. Det er I vist gode til, men jeg syn’s nu også du er lidt barnlig. Det er rart.
Han smiler glad, kommenterer ikke den sidste bemærkning, men siger tak for invitationen, og at han skal arbejde. Hun skal hjem, siger hun, og forsvinder med en hilsen til Kirstine.

Det bliver fredag, hvor Henrik, Kirstine og Luise spiser og hygger sig sammen og fortæller om ugens oplevelser. Det giver tanker hos dem alle, tanker som kommer til udtryk, da Luise pludselig siger:
– Vi ligner en rigtig familie. Det kan jeg godt lide.
De voksne ser lidt flove på hinanden, og det er Kirstine, der med en let rødmen bryder den tavshed, der er opstået:
– Ja, det er rart. Det er, som om vi kender hinanden, men nu skal du snart snue, og så kalder vi klokken elleve.
Luise bliver dynet på sofaen i stuen, efter at de har ryddet bordet og Henrik og Kirstine bliver siddende i køkkenet, lidt tavse, men nu er det ham, der bryder tavsheden og stille siger, at det er den bedste uge, han har haft i mange år, og at han ikke håber, hun bliver stødt over, at han sådan falder ind i familien og at Luise, helt klart, kan lide, at der er en voksen modpol mere.
– Jeg kender mit ansvar og skal nok passe på. Faktisk har vi god tid, slutter han og smiler, men fortsætter så:
– Jeg kunne nemt blive lun på dig, men det må du så administrere!

Det varer længe, inden hun svarer, og gør det med at tage hans hånd og sige, at de hellere må gå en havetur og tale om det hele, hvad de så gør – om angst for at binde sig, om længsler, skuffelser og ansvar. Ingen af dem har kendt til den helt store glæde i deres ægteskaber.
Han fortæller om hustruens utroskab, om barnet som han aldrig fik, om ensomhed og bitterhed og kampen for igen at blive det positive menneske, som han engang var. Hun fortæller om mandens kulde, hvis hun var glad, om hans religiøse anfægtelser og sære tanker om synd, om alt det hun ikke måtte, fordi hun nu var kvinde og om hans søstre, der hadede hende og aldrig kom der – og slet ikke nu. De kunne ikke tåle, at hun sad i uskiftet bo og havde Luise. De havde gjort, hvad de kunne for at genere hende. Alting havde været svært. Sværest måske, den dag ulykken skete, for manden var vred. Han var kørt i marken for at trække trærødder op med en kraftig kæde, der var sprunget, havde ramt ham direkte i baghovedet, så han var død på stedet. Traktoren havde ikke haft førerhus. Hun er tavs lidt og fortsætter:
– Det var Niels, der fandt ham, heldigvis, og jeg ville ikke se ham. Det kunne ingen forstå. Det var en svær tid, men efter den blev livet bedre, og det er du den eneste, jeg har fortalt.
– Tak. Han sidder lidt: – og lad os nu komme videre. Også med vores liv. Jeg er glad ved, at du blev min nabo. Om det er skæbnen eller Vorherre, der spiller ind, véd jeg ikke, men jeg tror på både Gud og forsyn og på, at der er rare mennesker alle vegne – især ude på bøhlandet.
Det sidste siger han med smil i stemmen, og de går ind og drikker kaffe. Hun fortæller skrøner om sognets beboere, og de ender med at blive enige om at følges til Skt. Hans festen. Hun vil arrangere, at de kommer til at sidde sammen med K. K. og hans familie.

De får en drøm af en nattergaletur. Den ér der, og andægtige står de og lytter, våde af nattedug og fyldt med indtryk og dufte fra listeturen ad små stier ned til engen. Myggebalsam havde de glemt alt om, og de må ignorere de små bæster, for det her er en oplevelse. Det er de enige i, da de hjemme igen runder aftenen af med varm kakao og udbedring af kløende myggestik. Luise påstår at “den bette skid” af en fugl nærmest larmede, så det gjorde helt ondt i ørerne, og derpå falder hendes øjne næsten i. Hun er træt. Det er de voksne også, og lidt efter bryder Henrik op og kører hjem. “Her kan man leve,” tænker han. Magter slet ikke at gå til ro før han har set solen stå op. I det fjerne, over det vågnende fuglekor, kan han høre, at “den bette skid” af en fugl synger endnu.

Ugerne går. Det bliver juni med de lyse nætter, stæreflokke, blomstrende skvalderkål, arbejde i køkkenhaven, og midsommer. Det nærmer sig Skt. Hans, og Henrik er færdig med nogle af sine ombygningsprojekter, har en fast ugentlig “spisesammenaften” med Kirstine og Luise, enten hos ham eller hos hende. Han hjælper også med lidt praktisk arbejde på Enggården. De hygger sig og kan lide at være sammen. Henrik læser eventyr for Luise eller fortæller sære historier, som han selv har lavet eller bare ryster ud af ærmet, og Kirstine lytter med. Det udvikler sig langsomt til noget, der kunne blive til mere end venskab, men begge er forsigtige, og begge har de også en vished om, at de hører sammen, at de vil hinanden, og at Luise trives. Han har også mødt Kirstines mor, der i en del år har været enke. Hun er ret en “gjæw” tidligere landhusmor. Hun hygger med, synes godt om Henrik, kalder smilende sønnen Niels for en “Twæring,” og gør vistnok hvad hun kan for at lege “Kirsten Giftekniv.” Hun og Luise fører hviskende samtaler.
Henrik får også en del bemærkninger rundt om i sognet. Især ved købmanden, hvor de lokale mødes og snakken går, mest dog, hvis købmandskonen ikke er i butikken. Henrik deltager også og kan mærke, at nogle finder det en god idé, om han og Kirstine kunne finde sammen – andre ikke, men der snakkes, og en dag siger han, da man bliver tavse, idet han træder ind, at “Vi er ikke forlovede endnu, men “skjønn” er hun jo!” Det får de fleste til at grine, men da Kirstines bror, Niels, dukker op, går samtalen lidt i stå. Henrik hilser altid venligt på ham, men får ikke meget smil den anden vej, selv ikke da han en dag møder Niels med familie i butikken. Det er konen og tre sønner, alle under ti år, og muntert siger Henrik, at: “Mænd avler mænd!” Niels reagerer ikke, konen synes at undertrykke et venligt smil, men børnene er heldigvis, som børn er, og da Henrik spørger, om han må mærke, hvor store muskler de har, bøjer alle armen, så han kan føle efter. Han roser dem og kalder dem “små karlfolk.” De fniser, moderen kommer til at smile, og Henrik går med en bemærkning om, at det jo er børnene, der skal løfte sognets byrder i fremtiden, så muskler er ingen skade til!

Endelig bliver det Skt. Hans. Vejret er for en gangs skyld godt, og alle venter en god aften med “Bål og Bal”. Det ligger i luften, at det er der tradition for. Det hele arrangeres af sogneforeningen og forsamlingshuset i fællesskab, og Henrik har lovet at give en hånd med ved opstilling af bordene til fællesspisningen og gå lidt til hånde med diverse praktiske ting. Det nyder han, for han kommer nærmere på de mennesker, han bor i sogn med. Det viser sig, at næsten alle deltager, også de familier der normalt kun kommer i Missionshuset. De går bare ikke med til ballet, men det falder ikke nogen for brystet. Det er også en tradition.

Henrik skal hente Kirstine og Luise, der efter spisning og bål skal køres ind til mormoderen for at være dér om natten. Han bliver lettere chokeret over at se Kirstine, der stiller i en lys sommerkjole og med hat. Hun er kønnere end nogensinde før, og det går op for ham, at han aldrig har set hende i “pigetøj” og siger spontant:
– Dig er jeg stolt over, at skulle følges med – og dig også! Det sidste til Luise, der ligeledes er i kjole, har fået rottehaler med indflettede blomster og ligner noget helt fremmed. Godt, at jeg selv er stadset lidt op, tænker han, og lidt efter smider de Luises kuffert ind bag i bilen, kravler alle tre sammen på forsædet og kører til forsamlingshuset.

De hilser på en masse mennesker, også på Niels, der i dagens anledning er pudset lidt af, så sammen med kone og knægte ser han helt glad ud, og det viser sig, at han også skal sidde til bords med dem samt K.K og familien. K. K.’s familie er i trediverne, har en del børn med og under stor larmen, alle vegne fra, kommer de til bords.
Man starter med fællessang. Der er omdelt en sang, som Henrik ikke kender, og som ikke står i den udgave af Højskolesangbogen, der ligger på bordene. Den hedder: “Jeg ejer både mark og eng.” Teksten rammer Henrik meget, især omkvædet, og han kan mærke, at han bliver rørt, får tårer i øjnene, hvad de omkringsiddende godt kan se. Han ved ikke rigtigt, om det er pinligt eller ej, men Kirstine smiler og under bordet stikker hun ham en papirserviet. Han dupper øjnene og pudser næsen diskret lidt efter, hvorpå han siger:
– Jamen da, for en sang. Den kom bag vist på mig.
Det får de andre til at smile, de skåler med ham og siger “Velkommen til sognet,” og så spiser de og skåler rimeligt mange gange, men ikke alle i det samme. Henrik skal køre Luise til nabobyen og holder lav profil, Kirstine også.

Senere er der bål, og alle vandrer til bålpladsen, der ligger nær ved skolen. Skolelederen holder båltalen, som traditionen tro kun kan høres af de nærmest stående. De fleste ord drukner i larm fra bålet, og mange synes også ret ligeglade med talens indhold, hvad Henrik finder en skam. Han beslutter, at han vil foreslå, at taler fremover holdes inden bålet tændes, så alle, inkl. taleren selv, får noget ud af det. Det kan han sikkert gøre ved næste generalforsamling i denne sogneforening.
Henrik og Kirstine står tæt sammen med Luise foran. Der er nogle, der smiler lidt og hvisker, men de tre danner pludselig familie og véd det, så efter, at der er sunget midsommervise og bålet er ved at blive mindre, går de hånd i hånd med Luise hen til bilen og kører lidt efter ind til mormoderen, hvor Niels’s børn viser sig også at skulle være om natten og er ankommet. Alle ungerne ser glade ud.

På vej tilbage siger Kirstine, at hun ikke har lyst til bal, men til noget andet og siger efter en lille pause: “Til kun at være sammen med dig,” og så kører de, som en helt naturlig ting til Højgård. De føler ikke, at de svigter fællesskabet. De har jo været med til det meste. Først går de lidt rundt på stedet og ser ud over landskabet med de mange bål, der stadigvæk brænder hist og her. De siger ikke meget, men senere går de ind, smører et par snitter, drikker lidt rødvin, og det er Kirstine, der med en let rødmen foreslår, at de vist hellere må gå i seng, for de skal tidligt op i morgen:
– Jeg har dyr, at tage mig af – og så må du tale med Niels og sige, at vi har forlovet os. Kom!

Senere finder de sammen i fælles ømhed og kærtegn, sover i ske lyttende til hinandens åndedrag, og vågner til en lørdag formiddag, hvor Kirstine senere vil hente Luise, og Henrik vil køre til Niels. De er lidt indadvendte, men begge har det godt. Det mærkes på de smil, de tavse udveksler, mens han assisterer ved morgenarbejdet på Enggård. Nu kender de hinanden!

Sidst på formiddagen kører Kirstine til mormoderen og Henrik til Østergård. Han er ret spændt på samtalen, men da han stiger ud af bilen hører han en underlig klagende lyd fra én af staldbygningerne, som var der et dyr i nød. Inde i stalden finder han Niels, der står ved en kvie, der åbenbart er fødende, og åbenbart er der også noget galt, for dens brølen lyder uhyggeligt, og Niels ser ikke ud til at have det godt, så Henrik spørger:
– Hvad er det galt?
– Noget helt towli’ – det går ikke, hør – den lyd er grim. Jeg har ringet til dyrlægen – og hwa’ vil du?
– Først hjælpe dig, kan jeg se, siger Henrik. Se dér, der er alt for mange ben!
Kvien presser igen med denne smertefulde lyd, og der ses tre ben stikke bagud.
– Tvillinger, udbryder Niels.
– Ja, vi må hjælpe til.
– Hvad kender du til det!
Niels lyder vred, men Henrik siger, at han er født på landet og har været med til sådan noget før – også til at save dødfødte kalve ud af en kvie – med stålwire. De må handle nu. Det kan blive for sent og døde dyr er ikke godt.
– Kan du mærke, hvordan de ligger, spørger Henrik
Niels ser bleg ud og svarer, at det er han ikke god til, og at den møgdyrlæge godt må se at komme i en fart.
– Så må jeg, svarer Henrik, smider resolut sin trøje, lægger sig på knæ i skidtet og stikker langsomt armen ind i kvien for at mærke efter. Den ligger helt rolig nu.
– Bøvl, der er to, og den ene ligger omvendt. Det er towli’! Vi skal have den baglænsfødte ud først, ellers går det rent galt. Jeg presser den anden tilbage, og når kvien presser igen, så hiver du i de ben, der kommer ud – og der skal hives. Brug min trøje, så glider dine hænder ikke.
Henrik venter, Niels holder sig parat, tavs, og lige inden kvien igen presser prøver Henrik at presse modsat på den kalv, der ligger med hovedet forrest. Det er mirakuløst, at det lykkes, og Niels kan hive i den kalv, der fødes baglæns. Han får slimet ud af munden på den og et øjeblik efter presser kvien igen og Henrik hiver nummer to ud og ta’r sig af den. De får gang i begge kalvene, der lidt efter får sig rejst, og de bærer hver sin hen til nogle små, rene båse bagerst i stalden.
– Tak, siger Niels – og to kviekalve. Og du ligner én, der har været ude for en ulykke.
– Tvært imod. Jeg har vist været ude for en stor lykke.
Niels er tavs lidt og siger derpå:
– Det tror jeg faktisk, at vi alle sammen har. Kom, vi må ind og vaske os lidt.
De får det værste skidt vasket af i bryggerset. Niels henter rent arbejdstøj og T-shirts til dem begge, og da dyrlægen, Niels’s kone og børnene ankommer på næsten samme tid, finder de Niels og Henrik ude i stalden. De ser stolte og glade ud.

De beretter om miraklet og den fælles indsats. Alle besigtiger de kalvene, der stavrer rundt på tynde ben, og da Henrik en stund efter kører derfra, siger Niels smilende:

– Til lykke – og hils så Kirstine!

På vejen tilbage føler Henrik, at han hører hjemme i dette sogn. Glad tænker han:

“Jeg tror, vi skal i kirke i morgen!”

 

Henning Ahle Fjord (HF) 1/4-17

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)