Om Henning Ahle Fjords “Det er om nætterne, jeg lytter”

Henning har lagt et længere sygdomsforløb bag sig. Nu er han tilbage i god form, fysisk lidt besværet i sin gang, men åndeligt i fuld vigør. Begge dele bevidnet af digtet her.

Jeget gør sig tanker om at nærme sig døden. Anskuet som en vandring i retning af den. Men endnu som en livsvandring, for døden er stadigvæk på afstand.

Musiktemaet som ledetråd. I begyndelsen angstbetonet. Han hører ”sære sange, og ”en tåget melodi” i en lige så haltende rytme som hans smertefulde gang. Og uhyggen forstærkes af sammenligningen med dødsmesser.

Men i slutningen overtones denne dystre musik af en frimodig, livsbekræftende nynnen, der er hans egen.

Og her opstår det paradoks, at jo tættere vandringsmanden kommer på det endegyldige, desto lettere bliver han i sindet og mere afklaret omkring det uomgængelige.

Som han nu går frejdigt i møde. Hvilket i høj grad også skyldes besindelsen på en ven, der altid har været ved hans side og også vil være det, når han når frem.

Med mit kendskab til forfatteren, kan jeg godt gætte, hvem den ven er.

Jeg har tilladt mig at opfatte digtet som helt personligt. Men omkring et tungt emne med adresse til os alle. Den allegoriske vandring, der beskrives, er vi sådan set alle på, og hvem der endnu ikke har skuet dødsriget i et indre syn ”som et diffust landskab” vil komme til det før eller senere.

Et formidabelt billedsprog i øvrigt. At kunne udtrykke sig så godt må også bidrage stærkt til føromtalte afklaring.

Sabbath Andersen (SA) 7/10-17