Om Henning Ahle Fjords “Henriks fortælling”

Da Henning Ahle Fjord i sit forskræp stillede en romantisk sag i udsigt, greb jeg chancen og bad om et lille touch af Morten Korch i novellen. Hvorfor? Fordi jeg er fan af denne nu afdøde, populære forfatters nationalromantiske, man kunne sige Blut und Boden-forfatterskab. Det tilstår jeg gerne, selv om han var og stadig er så foragtet af de finkulturelle på parnasset. Trods det at de burde vise respekt for en i den grad god fortæller. Samtidig med at det ville klæde dem også med en smule respekt for Maren i kærets og den øvrige ”almues” litterære smag.

”Henriks fortælling” har ikke bare strejf af Morten Korch, men historien er i flere henseender næsten en genskabelse af dennes fortælleunivers. Hele intrigen er velkendt, ligesom kontrasterne i persontegningerne – de gode, to gæve og ligefremme hovedpersoner, Henrik og Kirstine (som man sagtens kunne forestille sig spillet af henholdsvis Poul Reichardt og Tove Mäes) hvis kærlighed er oppe mod de onde, en fjendtlig indstillet omverden. I skildringen af denne kommer forfatterens skarpe blik for det både positivt og negativt menneskelige igen til sin ret. Tilsat et strejf af humor og lune, som man også finder i Morten Korchs bøger.

Man ved, Henning Ahle Fjord besidder et særdeles godt kendskab til livet og befolkningen der i Vestjylland, I disse landlige omgivelser der danner ramme for næsten alt, hvad han skriver om (naturen er også med i glimt, og her smitter hans lyriske evner af på beskrivelserne). Den fremmedes vanskeligheder med at blive accepteret af en afvisende, fordomsfuld og mistroisk befolkning er ramt lige på kornet. Men forfatteren ved også, at en nok så tyk skal kan gemme på noget godt indeni, og efter at Henrik, som en anden naturens søn, har fået visse forkrampede sjæle tøet op, fremstår disse da også i et langt bedre lys.

I novellen hersker altså et afbalanceret menneskesyn. Og i tråd med det, et nuanceret syn på Indre Mission, hvis ånd ellers ligger som en tung dyne over stedet. Ligesom hans Kirk også havde format til at gøre, behandler Henning Ahle fjord det tema uden at hænge nogen ud. Ikke uden brod, men med nænsomhed og tolerance. Kirkegang er bestemt heller ikke udelukket. Tværtimod, novellen slutter faktisk med en sådan.

Og endelig kærlighedsmotivet. Heller ikke det er overfladisk behandlet. Der er grøde i luften lige fra starten, men væksten hæmmes, som nævnt, af igen omverdenens fordømmelse med rod i smålig misundelse. ”Ikke alle synes, at jeg bør være glad”, som Kirstine udtrykker det. Men intet kan dog bremse den gensidige sympati og spirende kærlighed mellem de to, og begge finder den partner de har fortjent og savnet. Henrik får et barn i bonus ovenikøbet.

Fælles for dem begge er også en mørk fortid i ulykkelige ægteskaber. Et tema der heller ikke er fremmed for Morten Korch, men symptomatisk for genren er det, at der ikke berettes direkte, men kun TALES om dette dystre. Historier af denne karakter har først og fremmest fokus på idyllen og den fremadskridende handling mod en happy end.

Foregrebet af den symbolske slutscene, hvor et par kalve kommer til verden efter en vanskelig kælvning. Som sindbilledet på to hårdtprøvede menneskers tilkæmpede lykke til slut.

Konklusionen efter endt læsning: De autentiske miljø- og personskildringer, samt det gedigne skrivehåndværk gør fortællingen til langt mere end et letbenet bestillingsarbejde. En ny genre for forfatteren, men det skulle prøves, som han sagde om forsøget i en ledsagekommentar til mig.

Med et vellykket resultat kan jeg tilføje. For det kan han altså også, den gode mand og alsidige kunstner – lade de tunge problemstillinger hvile for en stund og hygge om sin læser i stedet. Desuden vil især folk med hang til søde sager vide, at det slet ikke er nogen let sag at finde den hårfine balance mellem det sukrede og det oversukrede. Det er imidlertid lykkedes med novellen her.

Forfatterens let undskyldende foregribelse af det ”pladderromantiske” kunne han altså godt have sparet sig. Ingen grund til forbehold i den forbindelse. I stedet for at bagatellisere historien, er det mere retvisende at tale om et nyt, vellykket tiltag inden for hans i forvejen gode, folkelige fortællekunst.

Sabbath Andersen (SA) 1/4-17