Om Henning Ahle Fjords “Eventyret om bondedrengen, der ville lære at se”

Aktantmodellen kan være en lakmusprøve for et eventyr. Dog må man sige, at det er en analysemetode, der ikke kan bruges til meget andet end at aflæse strukturen i eventyret.

Til gengæld kan den ikke laves, uden at læseren har forstået historien, så i den forstand er den også en prøve på det. Lad begge dele blive testet her.

Som billedet viser, består modellen, af 3 akser – en kommunikationsakse, en projektakse og en konfliktakse.

Giveren i Hennings fortælling er helt klart moderen, og modtageren sønnen. Hun viderebringer sin erfaring til ham, og gennem hende gennemgår han noget hen ad et dannelsesforløb, indbefattende både lærdom og uddannelse. Men som titlen siger, først og fremmest evnen til at se.

Det er på hans egen foranledning, for han beder selv om denne læreproces i brugen af egne sanser. Det er altså, hvad moderen viderebringer til ham, ”objektet” på kommunikationsaksen. Samt det han selv går efter, det som pilen på projektaksen peger mod.

Konfliktaksen er lidt sværere at have med at gøre, for hvem er hjælperen og hvem er modstanderen? Med hensyn til førstnævnte, synes spejlet mest indlysende, men lidt dybere set er det jo hans nysgerrighed og trang til at lære verden at kende, der hjælper ham på vej.

Og modsat er det stagnation, modløshed og manglende livslyst (til dels legemliggjort ved faderen og dennes triste skæbne), der skal overvindes.

Eller man kunne sige identitetsløsheden. Hvilket giver anledning til en lille revision af første bud på modellen, så den komprimerede tekst sørme ender med at blive helt sokratisk – kend dig selv, for det er vejen til at kende verden og livet.

Vores hovedperson har fattet det og udsiger det direkte: ”Mor, du gi´r mig jo livet ved at gi’ mig lov til at lede. Til at være den, jeg er.” Symbolsk udtrykt ved at hun har ansporet ham til at søge efter det spejl, i hvilket han til sidst ser sig selv og finder sin egen identitet.

Operationen med aktantmodellen var ikke så svær på en enkel historie som denne. Men interessant er det at forestille sig dette narrative mønster overført på mere komplicerede fortællinger. Hvad med at afprøve det på en hel roman? Så bliver det for alvor udfordrende.

Men altså, den er god nok. Testen har vist, at vi her har vi med et vaskeægte eventyr at gøre. Aktanterne er i velkendt spil med hinanden, og vi genkender andre vigtige ingredienser fra eventyrets verden. Først og fremmest magien der er et centralt tema i historien.

Når hertil kommer, at fortællingen er så raffineret i sit symbolsprog og i det hele taget så velskrevet, i et til tider næsten poetisk stilleje, vurderer jeg, at det er den hidtil bedste prosatekst, Henning har skrevet.

Sabbath Andersen (SA) 24/4-17