Om Henning Ahle Fjords “Et eventyr om kærlighed”

”Der var engang” som indledning åbner normalt porten til et eventyr – og et eventyr er det, med typiske træk både indholdsmæssigt og sprogligt.

En ”bondedreng” er heller ikke helt fremmed for genren. Men hvad han er udadtil, hovedpersonen, er nu af mindre betydning. Det handler mere om hans karakter, der ved sin egenart skiller sig ud fra den ordinære del af mængden, og netop derved bliver en gave til denne.

Naturligvis uden at omverdenen finder forståelse for hans særhed (i dag ville der nok hæftes en diagnose på ham, til nivellering af hans individuelle særpræg). Ingen indser, at han i virkeligheden er et levende mirakel. Eller man kunne sige, et telepatisk medie til sprængning af det afgrænsede. En budbringer fra det underfulde i de højere sfærer, som de fleste af os almindelige, der ikke lige sådan bliver ramt af lynet, er forment adgang til.

Skjulte undere, men ikke mere fremmede end den magi, der kan udgå fra kærligheden. Det er smukt skildret her, hvor stærke og virkningsfulde kræfter der er tale om. Forvandlingsmotivet gælder ikke bare sønnen, men også moderen, der mirakuløst forløses fra sit eget knudeliv. Den gensidige kærlighed virker i begge retninger, og altings forandring udvikles i et parløb med naturen hen imod foråret.

Natur, store følelser og forvandling gennem kærlighedsmiraklet i velafstemt samklang. Alt sammen elementer i den romantiske tradition. Og i eventyret, som sagt.

Dog ikke folkeeventyret, men det mere komplicerede kunsteventyr. Tema og sprogtone sågar med et strejf af H.C. Andersen (nærliggende i den forbindelse at tænke på dennes historie om ”Klokken”).

Mon ikke jeg har sagt det før, men gør det gerne igen. Man føler sig i godt selskab med Henning Ahle Fjords tekster. Lader sig gerne føre ind i hans univers af ro, harmoni og moden erkendelse. Hans erindringsbilleder er direkte en lise for sjælen. En genkendelig verden, præcist tegnet og derfor med indtryk af at den stadigvæk består.

Det gælder, i hvert fald når vi taler om lyrikken. Med prosaen er det lidt anderledes, som vi ser et eksempel på her. Perspektivudvidelsen gennem den metafysiske dimension sprænger ikke bare rammen for det velkendte, men også dets ro og harmoni. Og med en konflikt som katalysator for den proces tilføres virkeligheden flere og også mørkere nuancer.

Sabbath Andersen (SA) 10/3-17