Om Helle Bengtssons “Gåtur i september”

I første omgang et digt om en efterårsgåtur gennem byen og langs med havnen. Men noget tyder på, at det er mere end det. Nemlig en tur i erindringen om en fortid, hvis pinsler har sat sig uudslettelige spor i hovedpersonens psyke. Og blivende spor, gåturen er ”uendelig”.

Dens historik udgår fra noget der kunne tyde på kollektiv mobning i skoletiden, og eftervirkningerne for offeret har været mindst lige så psykisk kvalfulde som ugerningerne selv.

Gåturen i en ensom meditativ tilstand. I nærheden af traumatiseret og depressiv tillige. At vandringen langs havnen forgår ”uden sikkerhedsnet” er i den forbindelse lidt alarmerende.

Men bevidstheden får det vendt til noget også positivt. Ved tanken om ”den usynlige ven”, med hvem må menes talentet, og de digte der udspringer af det.

Et stærkt og sandsynligvis autentisk digt, der samtidig peger på et terapeutisk islæt i forfatterskabet.

Sabbath Andersen (SA) 25/9-16