Om Heidi Sivholm Lægteskov Leonhards “Helt”

Du kalder selv digtet anderledes og mere alvorligt end dine tidligere, og uden at forklejne den alvor andre af dine tekster har budt på, kan jeg godt følge dig i det.

Og som kommer sig af digtets FILOSOFISKE egenart. Generelt når digte beskæftiger sig med selvet, når de sjældent ud over det psykologiserende, hvorimod grundsubstansen i digtet her er erkendelsesmæssig funderet.

Formelt, som en indre samtale med sig selv, nås til den voksnes erkendelse af et menneskes fundamentale ensomhed. Det som led i en sen udviklingsproces der i virkeligheden er stærkere end nogen tidligere.

En proces der også manifesterer sig i en paradoksal transformation af det modne individs erfaringsbaserede indsigt til en indsnævring af de personlige grænser. Til en sluttet ring omkring jeget.

Indadvendtheden ikke uden omkostninger og værditab til følge. Eksplicit udtrykt i digtets beklagelse af barndomslivets forsvindende mangfoldighed og vide udsyn. Med horisonter der fader ud, samt mistede relationer, ikke i fysisk, men bevidsthedsmæssig forstand, taber fortiden ganske enkelt i betydning (hvem føler ikke det i disse juletider?) En fase af livet, der mere og mere fornemmes, som er man ladt alene med sig selv.

Titlen? Måske en understregning af jegets ambivalente holdning til forvandlingen. Den komprimerede jegforståelse er også både en fornyelse og forstærkelse af identiteten og derved en slags helhed. (Kierkegaard ville måske oven i købet tale om at nå til meningen med tilværelsen).

I kraft af nævnte, eksistentielle alvor måske dit bedste digt til dato. Og i stilistisk henseende er du efterhånden nået frem til en enkelthed, der på beundringsværdig vis alligevel rummer så utrolig megen dybde. En fyldig enkelthed, havde jeg nær sagt, som jeg altid har været stærk tilhænger af.

F.eks. her i digtet gennem ét eneste ord der alene cementerer og fremmer forståelsen af helheden. Jeg tænker på ”enebarn” (forstået som ”alenebarn”). Det er så velvalgt, at det er nærved genialt.

I poetisk henseende kan man dog måske godt savne (som i alle dine reflekterende digte i øvrigt) lidt mere af den dobbelthed af rene udsagn og billedskabende effekter, der er kendetegnende for netop det poetiske sprog. Dvs. at et følelsesforhold (savn, længsel, glæde og det modsatte) ikke bare artikuleres, for ikke at sige postuleres, men også formidles til læseren som en oplevelse.

Det sker jo kun ved at gøre brug af et billedsprog. Selv i filosofiske digte kan en omskrivning af det reelle til metaforer være en nødvendighed. Uden at det går ud over tydeligheden i indholdet, men tværtimod til styrkelse af læserens indlevelse og emotionelle udbytte af teksten.

Kort sagt, lidt mindre lyrisk distance, lidt mere umiddelbar nærhed og følt følelse kunne der godt arbejdes på. Det er de få tiloversblevne brikker, men at få dem indpasset i puslespillet er udfordrende nok. Ikke desto mindre mit bud på en yderligere forbedring af din imponerende digtning.

Sabbath Andersen (SA) 21/12/17