Om Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard: “Iblandt folk og fæ”

Første gang jeg studsede og måtte glippe en smule med øjnene var til digtet ”Europa”. Og nu igen med det her. For begge med signal om noget anderledes, et kursskifte i forhold til hvad der ellers kendetegner din digtning. Vejrer jeg en ny tendens, eller er der blot tale om et forbigående fænomen? Det vil tiden vise.

Men i hvert fald er det jo noget, jeg som anmelder må forholde mig til – hvad jeg skal mene om denne nyorientering, hvad enten den er kortsigtet eller blivende. Lægger den noget til, eller trækker den noget fra? Begge dele vil jeg sige, og begrunde i det følgende.

Forskellen har først og fremmest noget med fokus at gøre. Og er markant, fordi man er vant til dig fra en helt anden side, om man så må sige. Som en digter der så sporsikkert leder os ind i sit univers af fast definerede grundtemaer. Og som man som læser hver gang ikke bare er forberedt, men også spændt på. For tag ikke fejl, ingen gamle travere i det. Hele tiden en afsøgning af dette eget univers med nye og overraskende versioner af de velkendte problematikker som resultat.

FOKUS, som sagt. I digtet her et skifte fra et du til et dem. Og hvad synsvinklen angår, fra et jeg til vi. Begge dele distinkte markører af en mere udadvendt, ofte samfundsrelateret digtning. Uden dog i din udgave at blive direkte politisk. Og tak for det, det kommer der sjældent noget godt ud af. Nej, her er emnet mere almengyldigt og almenmenneskeligt. Det drejer sig om den evige outsiders, for ikke at sige parias, rolle og vilkår i en hård og ubarmhjertig verden af hjerteløs forfølgelse af det anderledes. Mens denne udsatte kan være så mange, er afvisningen af vedkommende altid den samme fordomsfulde. Samt selvretfærdige og hykleriske.

Et yderst aktuelt og relevant emne altså. Desuden selvfølgelig altid prisværdigt med et engagement i samfundsanliggender, der angår os alle. Det at sætte de svage – i alle afskygninger – i centrum og tage parti for dem, samtidig med at udstille de stærkes overmagt over disse. I digterisk henseende helt nye strenge at spille på, og det gør du godt.

Teknisk betragtet dog ikke desto mindre uden med et par småskavanker. Lad mig gribe fat i den indbyggede snert af sarkasme, der tit er en fast bestanddel af indignationen i deslignende tekster, og som sådan også anslår en relativ ny tone i din lyrik. Men netop i lyset af den derved eksplicitte holdning skabes, hvad jeg betragter som et mindre (fortælle)teknisk problem.

Vi skal tilbage til det med synsvinklen igen. I brugen af første persons flertal ”vi” lægger digtets jeg nemlig tilsyneladende både stemme til hoben af fordømmende og til sin egen kritik af samme. Ikke bare skaber det lidt forvirring med hensyn til rollefordelingen, men præget af selverkendelse tager derved utilsigtet i nogen grad brodden af angrebet på flokmentalitetens forargelige adfærd.

På det dilemma er der to løsningsmuligheder, som jeg ser det. Enten skulle jeget indtage en iagttagerposition på afstand af digtet, eller forsvinde helt og overlade såvel synsvinkel som tilkendegivelser til flokken alene og på den vis udlevere den til sin egen selvafsløring. Dens hykleri og skændige opførsel havde ikke fortjent bedre.

Digtere er sjældent hårde hunde, men snarere som oftest lidt ømskindede. Skal derfor omgås med forsigtighed og behandles lidt varsomt af anmeldere, der har det lige modsat. Men på den anden side – skal en anmeldelse have mening, skal den også være ærlig, og med de ovennævnte forbehold in mente, herunder en smule vaklen i din ellers gængse stilsikkerhed, lyder min samlede vurdering, at du (endnu) ikke synes helt fortrolig med denne anderledes poesi. Digtet her taler knap med samme overbevisende styrke som andre af dine, der så tit har formået at sætte et varigt aftryk i undertegnede.

Jeg kunne måske også nøjes med at sige, at jeg i det hele taget, hvad poesi angår, er større tilhænger af følte end ”mente” digte. Men når alt dette er sagt, skynder jeg mig at tilføje, hvad jeg har gjort så ofte, at det næsten bliver trivielt: Dit sproglige overskud er som altid beundringsværdigt og forsoner for meget.

Sabbath Andersen (SA) 31/8-17