Havedigt

Uden just Guds velbehag
jeg spiser æbler hver en dag
jeg har en hang til deres smag
af sindets mange dybe lag.

Samvittigheden bærer nag.
Jeg ved det er en kilden sag
og dunkle kræfter der står bag
de søde æblers overtag.

En vilje svag, et ubehag
et flosset flag for syndens sag
En syrlig smag af skændighed
uddriver min elendighed.

Sabbath Andersen (SA)  22/5-17