Guds eget land

NOTEBOOK - 00163

For et par år siden var vi på en rejse til USA – en fjortendages, klassisk rundrejse i de vestlige stater med udgangspunkt i Los Angeles, senere via San Francisco ad Highway 1 tilbage igen. Og tro ikke dem, der siger, at man på 14 dage kun kan nå at se en brøkdel af det store land – vi har set det meste.
Derimod er det svært at beskrive indtrykkene på en kort formel, for de er overvældende – for slet ikke at tale om at indkredse en kerne, udtrække essensen af det hele. Man kunne ty til den kliche, at USA er modsætningernes land. Det er sandt, men siger ikke så meget. Lad mig i stedet foreløbig slå fast, at det først og fremmest er STORT. For en besøgende fra en anderledes beskeden nation er dette det første, slående og blivende indtryk. Desuden lidt demoraliserende – man mister nemt illusionen om vore egne stats- og udenrigsministre som globale statsmænd og i det hele taget Danmark som verdens centrum. Hi where are you guys from? lyder den glade hilsen overalt. Oh you are from Denmark. Her er der trods alt sket et fremskridt fra tidligere. Da jeg som ung mand i sin tid – og det er i høj grad i sin tid – passede tank nede i Sønderjylland, kom der et par amerikanere forbi, og de spurgte mig, hvad Danmark var for noget, om det var en by eller hvad? De havde set skiltet ved grænsen. Nu synes alle at kende little Denmark – ikke for vores ageren på den verdenspolitiske scene, men fordi folk derovre kan huske, hvad de har lært i geografitimerne om et lille smukt land – og ”fredeligt”. De skulle bare vide …

Vores bil blev hentet i et biludlejningsfirma nær LAX. Forventer man i den forbindelse en benzinstation og en mand i kedeldragt med et stykke twist i hænderne, må man tro om igen. Biludlejningsfirmaerne er hele byer i byen, med eget bussystem (eller shuttle, som det hedder derovre), kæmpehaller og skranker så lange som i det hedengangne DDR. Der står man så, som så mange andre steder, i kø – i en yderst tålmodig og kultiveret kø – indtil man bliver kaldt hen til en ledig medarbejder. Det er omstændeligt, men også velorganiseret og effektivt.
Men husk your credit card. Amerikanerne er afgjort ikke vilde med cash, der både kan hold-uppes og forfalskes, og hvad ved jeg. Uden kort kan man direkte blive afvist, om man så har nok så mange penge. Og kortet skal flittigt i brug – priserne er tårnhøje, næsten lige så høje som herhjemme, uden at det skyldes femdobbelt skat, grønne afgifter og andet svindel. Tværtimod! Til ærgrelse og forargelse for alle øko-moralister: Amerikanerne frådser i energi. Aircon-anlæggene støjer døgnet rundt, og vandet fosser frem alle steder, ikke mindst i Las Vegas, hvor man i hotel Venice kan komme på gondolfart midt i ørkenen og lidt længere nede ad gaden se et sørøverskib synke i en overfyldt lagune. Hver halvanden time.
Vandet kommer fra Coloradofloden, og det bevirker, at fattige landbrugere i Mexico ikke kan få noget ud af deres knoldede jord, siger øko- og andre hjemlige moralister igen. Og det har de ret i. Amerikanerne selv er ikke snerpede, hvad det angår. De vil have det vand og den benzin, der er så vigtige for deres forkætrede frihed. Ikke mindst benzin, og derfor er den, som det eneste, rørende billig. Det er et eventyr i sig selv for en skatteplaget og afgiftsbelagt dansker at bruge løs af det kostbare stuff – og så i en bil af tredobbelt størrelse af den hjemlige, og hvor man, som i en radiobil, bare skal trykke på en pedal for at få den til at køre.
Cruise Control er der også, og det giver mening i et land med så store afstande Man kan ikke generalisere og sige, at der er lidt trafik – det ville være noget af en underdrivelse at hævde om f.eks. Los Angeles og San Francisco, hvor motorvejene ikke bare krydser hinanden på alle leder og kanter, men gør det i flere etager – men ude i al den megen nowhere med lige veje, så langt øjet rækker, er der langt imellem mod- og medkørende. Ens egen fart kendes ikke, for den angives i miles – ligesom temperaturen skal omregnes fra fahrenheit – men der køres ikke ret stærkt af nogen. Heller ikke af lastbilerne (her kunne de hjemlige chauffører lære noget).
Alligevel er USA bilernes kontinent. Der er simpelthen biler overalt, men den megen plads gør landet til et af de letteste at køre i. Bortset, som sagt, fra motorvejene, hvor man så til gengæld nyder godt af en forbavsende høj trafikkultur. Hverken finger eller trut får man, og skulle det gå helt skævt, som f.eks. at komme i den forkerte bane, er man flinke til at slække på farten, så en stakkels provins-dansker kan finde tilbage til den rette – af otte.
Amerikanerne er i det hele taget et venligt og hjælpsomt folkefærd (bortset fra stressede buschauffører naturligvis). Jeg tror, de fleste, der har været derovre, er parate til at skrive under på det. Desuden udprægede nationalister – ofte hang Stars and Stripes ud af vinduerne på ganske almindelige huse på en ganske almindelig hverdag. Hvorfor mon? Hvorfor ikke sure og kværulantiske som så mange danskere? Fordi de sådan næsten over én kam er glade og godt tilfredse, virkede det som. Og jeg vil vove at påstå, at det er den før omtalte frihed, der gør sig positivt gældende, samt at de naturligvis har noget at være stolte af med deres nation.

På trods af Hollywod, Disneyland, Hearst Castle, Solvang og al fastfood, kan man godt glemme alt om, at USA er smagløst. Ude i det vidtåbne land, hvor også naturen er fantastisk – ude i provinsbyerne, havde jeg nær sagt, er arkitekturen f.eks. i top og ikke set smukkere noget steds. Rødbrune huse i spændende og varieret byggestil falder godt ind i landskabet, så de direkte pynter. Og rent er her. Affaldet ligger ikke og flyder som herhjemme. Er der noget, bliver det hurtigt fjernet af hele patruljer af affaldsopsamlere i patruljekostumer. Alt sammen et korrektiv til anklagen for kun at synde mod miljøet, der ellers er en af de faste myter, vi bygger vores europæiske amerikabillede på.
Storbyerne derimod er betydeligt grimmere end de europæiske. Los Angeles har sin skyline, men består så ellers i øvrigt af lidet attraktiv, nærmest skurlignende bebyggelse, der breder sig på et enormt areal – sådan ca. som hele Fyn. Der er desuden af gode grunde ikke store katedraler eller andre historiske monument at bryste sig af. Kulturbegrebet må nødvendigvis få et andet indhold i USA. Der er ikke så meget af det, som vi forstår ved det, men andet kan også gøre det. Vi tog en guidet tur igennem Los Angeles, og uanselige bygninger, man ikke ville have lagt noget i, blev udpeget med en begejstret kommentar om, at her havde beatgruppen The Doors haft sin første optræden, her drak Dean Martin sine whiskyer, her havde Sammy Davis sin gang osv. De minde- og nævneværdige personer i USA er hverken konger eller kejsere, men skuespillere, sangere og multimillionærer.
Dog, deres digtere har de. På Highway 1 langs Stillehavets kyst kom vi forbi to tidligere af slagsen. Lige store, men ikke lige værdsatte. Steinbeck sprang vi over. Hans Cannery Row i Monterey var omgjort til souvenirstrøg og turistinferno. Vi fortsatte i stedet til Henry Miller Memorial Library længere mod syd. Dvs. i første omgang kørte vi forbi, da vi ikke kunne tro, det var det lusede skur, det viste sig at være. Uden sammenligning det mest uanselige i alt det imposante vi fik set. Men indenfor havde man forfatterens gamle hakkebræt og hans ternede hue sørme. På arket i skrivemaskinen stod der noget om kunstens slægtskab med snavs og oprør. Måske forklaringen på den stærke nedprioritering – og dette ikke sagt i nogen god mening – af en af den moderne litteraturs allerstørste.

Der er megen vold i USA. Det kan ikke være anderledes i et så stort land. Alligevel føler man sig forbavsende tryg og sikker, når man som rejsende bevæger sig rundt i det. Det skorter ikke på overvågningskameraer hvor man går og står. Man kan mene om dem, hvad man vil, men derovre er de ikke til diskussion som hjemme hos os. Fokus alene på kriminaliteten. Også politiet er på pletten. Gang på gang kører man forbi sheriffen, der holder inde i vejsiden. En god følelse på øde veje af nærvær af sikkerhed og beskyttelse. Og slet ikke politistatsagtigt, som mange gerne vil tro, men diskret. Undtagen når der skal gribes ind. Her er politiet i høj grad synlig og lægger ikke fingrene imellem. Vi kom tilfældigvis forbi en anholdelse på en landevej, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, det var optagelsen af en gangsterfilm i bedste Hollywood-stil: 4 hylende politibiler omringede på ingen tid den anholdtes, og skytter med skarpladte geværer gik i stilling i en kreds omkring. Hvad ville Enhedslistens retspolitiske ordfører mon have sagt til det? Vi får moralske kvababbelser, griner ad eller råber op mod sådanne ”skydegale” metoder. Men når skarpskytter på knæ er en del af proceduren i USA, er det, fordi det er nødvendigt. Her forhandler man ikke med forbrydere, og gør samme salonfæhige, som vi har for vane. Man ved, hvem man har med at gøre og beskytter sig selv og borgerne med effektive midler.
Man beskytter mod de farer, vi ikke selv er herrer over. De andre risici derimod må man selv om. Her er man ikke overpylret. Ved Grand Canyon f.eks. stod der ikke posteret en krisepsykolog for hver hundrede meter til at modvirke, at man faldt ud over kanten, hvilket der ellers var rig lejlighed til. At dratte ned eller lade være er ens eget ansvar – eller, i tilfælde af børn, forældrenes ansvar. Sådan noget forstår vi ikke i Danmark, men det er ikke desto mindre også en slags frihed.

Jeg har tidligere nævnt de mange biler og kunne have tilføjet de mange motorcykler. Af den type hvor gashåndtaget befinder sig højt oppe i luften, så piloterne må køre i strækstilling, mens de skovler luft ind. De kommer gerne i flok og til øredøvende bulder og brag. Man forstår godt, at når en restaurant gør en undtagelse, skilter den med det: Bikers wellcome.
Pirattørklæde om hovedet er nok. Hjelm ikke påbudt. Vil man have flækket kraniet, er det op til en selv. Og her er vi igen ved en afgørende pointe om USA: Man må selv om det. Meget mere end herhjemme. Man sætter ressourcer af mod de virkelige trusler, som ingen kan gardere sig imod, men alt andet er ens egen sag. Et sundt og godt princip.
Mere tvivlsom er den idé, at det også er ens egen sag at gå til grunde. Men at være sin egen lykkes smed er nu engang det, the american dream handler om. Det skaber en del tabere, men bortset fra nogle tiggere på midterrabatten i de store vejkryds skal man ind i de parallelle sidegader, der forbinder de parallelle hovedstrøg, for at støde på dem dybt nede på samfundets bund. Her er de fulde og stive, og de hjemløse ligger på rad og række i deres bylter på fortovet.
Indianerne i reservaterne bor i noget, der ikke er meget bedre. Langs Arizonas endeløse stræk, på de golde, brændende hede kaktusvidder har de slået sig ned. I trøstesløse, indhegnede revirer af beboelsesvogne, udrangerede køretøjer og andet ragelse (med den megen plads in mente er man fristet til at spørge, hvorfor pokker man ikke bare lod dem i fred i sin tid. Her er jo ikke et en sjæl og rum nok til, at de kunne fortsætte med at bo i tipier og jage bisons, uden at det ville genere nogen). Jo, den sociale virkelighed i USA er så skæv, den kan blive, ingen tvivl om det, men om den også er uretfærdig er et sindelagsspørgsmål og kan ikke besvares entydigt. Og har amerikanerne ikke det fintmaskede, sociale sikkerhedsnet, vi herhjemme er så glade for, er de til gengæld fri for velfærdsstatens helvede og jammerdal (”Mangel på pædagoger i daginstitutionerne” var gud hjælpe mig den første overskrift, vi stødte på, da vi kom hjem).
De udstødte går også på fouragering i affaldsposerne, så vi. Men for de fleste er mad ikke nogen mangelvare. Der er mad overalt. Bjerge af mad. Man næsten vader gennem ædelse. De har supermarkeder så store, at de får de hjemlige Bilkaer til at ligne små høkerbutikker, og med en i den grad bugnende overflod af mangeartet ædelse, at man skulle tro det var løgn. Og man æder hele tiden. Når der vraltes til og fra, er det med en burger i munden og en gigantcola i hånden. Intet under at man her i de forende steaks finder de fedeste folk i verden. Alle er fede uden overdrivelse og uden brug af stereotyper. Nogle er så fede, at de må bruge kørestol. Har de da slet ingen livsstils- og kosteksperter, spørger man sig, som dansker.

Sidste nat tilbragtes på samme hotel som første. Vi var vendt tilbage til udgangspunktet, og turisten fra det overskuelige lilleputland kunne igen kaste et blik ud over Los Angeles´ afsindige kaos af bilstrømme i alle retninger i den ternede mosaik af gader og tætte skilteskov, og til larmen af en kakofoni af sirener og båthorn. Første gang fik synet af dette ultimative storbyhelvede mig næsten til at gå i gulvet, samtidig med jeg undrede mig over, det ikke brød sammen i et ragnarok.
Nu var jeg blevet klogere, var gang på gang blevet vidne til den velorganiserede styring bag virvaret, der forhindrede kollapsen. På samme grundlag og med afsæt i den forudsætning, at det samlede og virkeligheden fremstår i gentagelsen, kunne jeg, som i optakten, hævde, at vi på fjorten dage havde set det meste af dette mægtige land, samt fundet en kerne i al hurlumhejet, et omdrejningspunkt i rotationen, der er mere end omdrejningen i sig selv. Essensen er sådan noget som den ene utrolige naturoplevelse efter den anden, de samme paradokser og modsætninger om og om igen, men først og fremmest den gentagne oplevelse af venlige og tilfredse mennesker med stolthed, ansvar og frihed.
Forudsætningen for denne definition af virkeligheden – at den er det, der gentager sig i mangfoldigheden, det som man hæfter sig ved, og som falder i øjnene hele tiden – er imidlertid, at man ikke kun ser det, som man vil se. At rejse er at leve, siges der, og det er rigtigt, hvis det betyder det modsatte af at dø i sine fordomme. For mig, med dansk, europæisk ballast, har det været overraskende, hvor svært det var at opretholde forudfattede meninger og negative forestillinger om Guds eget land.

Sabbath Andersen (SA) (1/5-16)