Gadamer og Hermeneutikken

Her lidt om hvad en hermeneutiker har at sige om forholdet mellem værk og læser.

Vi er hele tiden involveret i et forståelsesforhold, uanset hvem og hvad vi har med at gøre – personer, begivenheder osv. Vi fortolker med andre ord altid. Ikke mindst tekster, og her naturligvis især de hermetisk lukkede, som man finder i megen digtning.

Den filosofiske disciplin, der giver sig af med at undersøge, hvad der sker, når vi fortolker, kaldes Hermeneutikken. Der er primært tale om humanvidenskabsteori, men desuden en form for erkendelsesteori og en teori om vores selvforståelse.

Den, der først og fremmest forbindes med Hermeneutikken, er den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002).

Hans berømte hovedværk hedder “Wahrheit und Methode” (“Sandhed og metode”) (1960). Det er tungt stof, og min øvelse går derfor ud på at gøre det så spiseligt som muligt, endda i kortform. F.eks. vil jeg helst undgå at relatere for meget til andre filosoffer som Friedrich Schleiermacher (1768-1834), Edmund Husserl (1859-1938) og Martin Heidegger (1889-1976). Referencer der ellers kan være nyttige for at forstå Gadamers tanker fuldt ud.

Lad mig lægge ud med en omtale af den såkaldte Hermeneutiske Cirkel. I det begreb fastlægges en vid forståelsesramme for en tekst. Hvilket også vil sige, at en fortolkning af et delelement eller hele teksten skal omfatte en helhed, der rækker ud over “delen” eller teksten selv. Der bliver tale om en, kunne man sige, hermeneutisk holisme.

Et par eksempler på det første og på at del og helhed gensidigt belyser hinanden: De skiftende scener i et skuespil, kapitlerne i en roman, de enkelte stilelementer i et digt, får deres særskilte betydning og forstås først i lyset af helheden.
Eller et lidt mere sofistikeret eksempel: I “Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed” anfører Kierkegaard, at hans forfatterskab lige fra begyndelsen af er religiøst funderet.
Det er imidlertid ikke åbenlyst i starten og isoleret set. Men selv hans tidlige værker skal med den information in mente altså læses på baggrund af hele forfatterskabet, så de hvert og et fremstår som religiøse skrifter.

Det lyder ret indlysende med den mekanisme. Mere omstridt (jf. det følgende) er opfattelsen af den Hermeneutiske Cirkel som en nødvendig og langt bredere ramme til forståelsen af en given tekst. Her hævdes det bl.a., at et hvilket som helst værk skal bedømmes på baggrund af en forfatters personlighed, hans tid, egen historie osv. Vi slipper altså selve teksten og holder den op imod et omfattende univers omkring den.
Føromtalte Schleiermacher mente direkte, at den, der har mest viden om den yderste helhed, også har den bedste forståelse af teksten, og vedkommendes fortolkning bliver mest objektiv.

Men det fører direkte over i Gadamer, for lige netop her, er han fundamentalt uenig. Og i den uoverensstemmelse, der er tale om, finder hans egen hermeneutik sit afsæt.

For det første kritiserer han Schleiermachers form for objektivisme, der er et resultat af, at teksten håndteres som en død genstand, der holdes ud i strakt arm af et lige så abstrakt selv.
Sådan er forholdet mellem tekst og fortolker ikke beskaffen, mener Gadamer, og sådan foregår analysen og afkodningen ikke. Vi kan ikke distancere os fra en tekst og dens litterære tradition og derudfra aflæse en objektivitet, der giver os et fuldgyldigt indblik i teksten. Forståelsen kommer derimod i stand gennem forskellige, umiddelbare erkendeaktiviteter – der alle er en bevidstgørelse af den ubevidste viden, vi på forhånd besidder – erindringer, sansninger, forestillinger, refleksion osv.
Denne forståelse har vi i kraft af, at vi allerede er i verden, hvilket i øvrigt er betingelsen for i det hele taget at kunne erkende. (Jeg sagde, jeg så vidt muligt ville forbigå allusioner til andre sider af filosofien, men kendere af Eksistentialismen vil kunne genkende noget her. Og særligt kyndige desuden fornemme en forbindelse til Heidegger med sin tale om vores “Dasein” i verden).

At opretholde en afstand til teksten som et objekt er altså en illusion. Fortolkeren er på en helt anderledes måde engageret i, for ikke at sige direkte involveret i den.
Her er intet på standby, de er jo begge i live i det øjeblik de mødes, tekst og læser, og har gang i en slags dialog, hvor der rettes henvendelse til hinanden, og vækkes genklang her og nu.
Der er så at sige tale om en fælles sag, og det at fortolke et digt eksempelvist er i lige så høj grad et eksistentielt anliggende, som det var for forfatteren at skrive det.

Forestillingen om “den fælles sag” er et kardinalpunkt i Gadamers hermeneutik og helt afgørende for, at fortolkeren tager teksten alvorligt og accepterer dens gøren fordring på sandheden (dens “Wahrheitsanspruch”). Det ud fra det synspunkt, at en tekst er at betragte som et sprogligt fænomen, der hævder noget om noget, idet den foregiver at sige noget sandt om den sag, den udtaler sig om.

Hvad der menes med “den fælles sag” kalder på en uddybning. Jeg vil gøre det i lyset af det aspekt der drejer sig om tekstens tilbagemelding under fortolkningsprocessen. Dens egen respons.

Men først en afvæbning af et muligt kritikpunkt. For det at fortolkningen i grunden baserer sig på en for-forståelse, kunne godt lyde som den begrænsning, der er knyttet til en fastlåst fordom.
Men idet Gadamers fokus forskydes fra at beskæftige sig med en objektiv tekst alene til et anliggende, hvorved man forholder sig til sig selv, åbnes der tværtimod op for en mulig berigelse. På den måde at vi i konfrontationen med nye og anderledes ideer og udtryk både bliver bevidstgjorte om og udfordret i vores egen livsforståelse.
Og der påduttes ikke nødvendigvis teksten noget. Selv om vi er begrænsede af egen historicitet, vil vi være i stand til at overskride denne i mødet med det fremmede (Gadamer udtrykker det endog som at tage bolig i dette fremmede).

Dog alt dette, som sagt, med det forbehold, at vi føler et fællesskab med teksten. Som et eksempel på et sådant griber Gadamer til den græske tragedie om “Kong Ødipus” af Sofokles.
Jeg skal ikke gå nærmere ind på, hvad den handler om. Bortset fra det relevante, at der i skuespillet kredses om skyld og skæbne. Tunge spørgsmål der angår mennesket til alle tider, hvorved den historiske afstand mellem os og teksten ikke får nogen betydning. Der opstår et eksistentielt fællesskab.

Sammenfattende kan man sige, at tanken om den Hermeneutiske Cirkel ikke er opgivet, heller ikke af Gadamer. Men hos ham er fortolkerens for-forståelse blevet en del af denne.

Lad mig i en lille opsummering til slut et øjeblik rette blikket mod tekstforum.dk for at anskue tekst-læser-forholdet her i lyset af Gadamers teori.
Det går, som han påviser, ikke enkelt til, når man er i en fortolkningssituation. Det er en begivenhed, hvor der foregår så meget på forskellige planer, at den, som sagt, får eksistentiel karakter. Hvor alt vores medbragte er i spil over for den “stakkels” tekst, men hvor der også sker en vekselvirkning på den måde, at den vedkommende tekst giver igen, så den motiverede, lydhøre og modtagelige læser får en mulighed for egen forandring.

Sabbath Andersen (SA)