Fri os fra det onde

”Det er tanken om det onde, der skal følge os gennem denne bog. Vi kan kalde det alt muligt – egoisme, svaghed, forfængelighed eller grådighed – og vor tids psykologiske og sociale teorier om de negative kræfter rummer en vis klarhed. Men de dækker ikke hele sandheden om menneskets natur, og de mange rationelle forklaringer kan i værste fald hindre os i at tænke dybt nok angående vores sindstilstand og position i verden.”

Sørine Gotfredsen (præst, debattør og forfatter)

Der synes at have indsneget sig en systematik af en art i min foreløbige sommerlæsning. Uden at jeg selv har taget sigte på det, ikke sådan bevidst i hvert fald. Men instinktivt selvfølgelig styret af både lyst og interesse, hvilket måske kan forklare fænomenet.

Efter Henrik Nor-Hansens roman ”Termin”, stod Sørine Gotfredsens debatbog ”Fri os fra det onde” på tur. Også tid til lidt omtale af den her, og af dens tematiske berøringspunkter med den anden.

Udgangspunkt for Gotfredsen er Martin Luther, samt grundantagelsen i dennes tænkning, at ondskaben (”djævlen” i hans terminologi) er en kendsgerning og findes i os alle. Og med den – skylden.

Aksiomer, der ikke accepteres og tages højde for i den moderne psykologi og psykiatri. Som derfor er magtesløse over for sådanne grundvilkår, der hører med til det at være menneske. Moderne behandlingsformer kan hverken dæmme op for en uforklarlig lyst til det onde eller lindre skyldfølelsen i forbindelse med denne. Ligesom de heller ikke formår at fremme viljen hos den skyldplagede til at bekæmpe disse mørke kræfter i eget sind. Kampen mod de indre dæmoner er menneskets egen.

Også friheden, der er forudsætningen for den bestræbelse, er den enkeltes eget anliggende. Intet af det kan man behandle sig til. Hvilket fører lige over til Henrik Nor-Hansens ”Termin”, der, som jeg fortalte, på samme vis indeholder en (ganske vist indirekte) kritik af det psykiatriske system. Som snarere end at afhjælpe bidrager til den meningsløshed, ikke bare hovedpersonen er ramt af, men hele samfundet.

I ”Fri os fra det onde” gives en mere eksplicit forklaring på det skisma. Psykologien arbejder ud fra et for overfladisk menneskesyn. Man kunne også sige en for endimensional tilgang til individet. Der igen skyldes fraværet af ideen om noget højere end den enkelte. En mangel, der blokerer for såvel engagementet i andre som vejen til egen frihed og lykke.

Det højere er ifølge Martin Luther og Gottfredsen troen. Overbevisningen om en nådegave, der gør fri – ikke til at gebærde sig som man vil, men til at bekæmpe ondskaben i enhver form. Først og fremmeste den i eget jeg. Og derved søge det ondes modpol – godhed.  Et begreb der er lige så svært håndterlig som ondskab. F.eks. er meget af det, man normalt forbinder med godhed i virkeligheden ofte en fordækt form for selvtilfredshed. Godhed skal udøves uden nogen bagtanke overhovedet og stiller derved krav om selvforglemmelse, pointerer bogen.

Argumentationen i den lutherske lære, og i Sørine Gotfredsens skrift er radikal og vil være fremmed for mange i en egocentrisk tidsalder som vores. Men en latent længsel efter den dybde, de to teologer repræsenterer, tror jeg til gengæld lige så mange kan vedkende sig.

Om ikke andet – hvis man ikke viger tilbage for at konfronteres med egen indbildskhed og få borttaget vanetænkningens skyklapper, er ”Fri os fra det onde” en endog særdeles læseværdig sag. Den er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag

SA

Skriv et svar