Forestillinger om stedet. Et essay om identitet

”Hvad var vel i verden det fattige liv
Med al dets fortærende tant,
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!”
J.Aakjær

Stedet er dér, hvor vi voksede op og modtog ikke bare de første, men mest afgørende indtryk. Indtryk som skulle præge og følge os resten af livet.
Derfor er også det at spejde efter fjerne horisonter eller direkte rejse ud en vildfarelse, når det indebærer en illusion om løsrivelse fra udgangspunktet. Ligesom det at uddanne sig, gøre karriere, stige op af den sociale rangstige, tilpasse sig et nyt miljø med nye bekendte er det. For i det i alle henseender fremmede, fjernt fra stedet, lever vi i en vis forstand som i et vakuum, i et selvbedrag eller et bedrag mod selve livet.
Grundlæggende hører vi til ét sted, fysisk og mentalt. I barndomslandet, hvor vores fantasi blev dannet og stadigvæk skal finde sin næring. Også selv om denne med tiden bliver mere knap. Det var et sted fyldt med stemmer, en talende verden, der gav noget fra sig, i modsætning til den tillærte senere. Vi har et særligt forhold til menneskene dér, de andre hjemmehørende på stedet og med samme oprindelighed og ægthed i relation til det som vi selv. Samt til de øvrige billeder. Selv om disse med tiden gulnes og ikke længere helt ligner, lever det alt sammen videre i vore forestillinger om stedet og danner vedvarende grobund for vort væsens rod.
Hver og én har sine uforanderlige barndomsmotiver, om end stadigt mere udviskede, indgraveret i dybden af sin sjæl. Dem fra byen deres gader, dem fra landet deres marker og skove. Vi taler gerne og med glæde om dem, og det er ikke nødvendigvis de brede penselstrøg, der vækker minder, men de små detaljer: Et hus, et træ, en bæk. Eller blot enkelte ord som, når de siges igen, et kort øjeblik flytter os tilbage til ikke bare, hvorfra vi er udgået, men til det hvoraf vi er dannet – til os selv.

Barnets færden i sit rige er altid med fantasien som følgesvend, og verden er lige så meget skabt af dennes malende kraft, som den er til i sig selv. Der er imidlertid her ikke kun tale om temporære forestillinger, men barnets oplevelser af sin verden, af byen, naturen og menneskene, og i leg og alvor, bliver afgørende for udformningen af dets personlighed. De er identitetsskabende.
Romantikerne vidste det. Når de interesserede sig så meget for barnet, var det fordi her var centrum i verden, jegets egen verden. Og fordi de indså, at barnets forestillinger var livets personlighedsdannende kerne. Den brønd hvorfra der altid siden og i enhver sammenhæng skulle øses. Det, der var uden for disse, var det egentlige blændværk, kun en mat afglans af det virkelige, og vildspor og afveje.
Men den videre færd i livet fører ikke desto mindre i den retning. Man vokser til, og fantasien må vige for en forståelsesramme, der er et resultat af uddannelse og dannelse i det hele taget. Det er udmærket og uundgåeligt, en nødvendig modningsproces, men også et tab – fornuftspræget, men også et tankens fængsel – målrettet på et lige spor, men også ensrettet og ensformigt.
Det kan ikke være anderledes, livet skal leves forlæns, som Kierkegaard sagde, og på andre scener. Men ikke nødvendigvis som et ubesindigt jag mod fjerne mål. Samme liv skal forstås baglæns, og med til forståelsen hører, at den starter tidligt denne higen bort fra det værende. Endnu på stedet selv trænger sig fremmede syner på, der gør, at barnets billeder sløres og forstærker oplevelsernes karakter af drømme. En svag uro er med fra starten, som en del af fantasiriget, hører med til stederne. Hvert og et har de et udsigtspunkt, hvorfra man kan skue længere end til den afgrænsede verden. Det være sig et bjerg, et tårn eller bare en høj bakke, der bliver afsæt for en udfarende drøm om en anden verden og udsigtspunkter for de snigende forandringer, der upåagtet er i gang indefra. En stigende længsel efter at drage ud og bort, også selv om det betyder brudte bånd til det, der var engang.
Det fjerne drager, og det væsentlige i livet svigtes. Her er vilje, fornuft og følelse sat ud af spil, men der er ikke noget at fortryde på, Og kun når man tolker den forkert, denne drift, som et tegn på løsrivelse fra sine forudsætninger, bliver den en forbandelse af rastløshed, frustration og skuffelse (som så ofte beskrevet i vor litteratur). Også om den så nok så meget besmykkes med floskler som globalisering, verdensborger og anden tom snak.
Forstår man den derimod ret, længslen efter det ukendte, som også en del af stedet, indser at den var dettes møde med personlighedens skred, og senere på overgangen fra barn til voksen et første farvel til drømmen i retning af erkendelsen, kan den bære frugt og blive en kilde til indsigt og berigelse. Og bevarer man minderne, forestillingerne om stedet, bliver de en skat, et anker, der trods alle forandringer holder fast i os og forhindrer, at vi driver omkring på et øde hav uden mål og med. De fremstår som fundamentale værdier og kommer til at virke som en rettesnor, når man er mest forvirret. En trøst i modgangen og en ven i ensomheden.
Man skal på afstand for at nå til den forståelse. Igen skal der spejdes mod det fjerne, men nu med blikket bagudrettet. Rodløse er dem, der altid kun skuer fremad, kaster vrag på det forgangne og med foragt taler om nostalgi og virkelighedsflugt. De halser efter en illusorisk trang til frigørelse, men kommer til at leve livet overfladisk og aldrig helt på rette sted. Men heller ikke de, der hele livet færdes i samme miljø, hvor de er født og vokset op, får nogen forestillinger om stedet og hører ingen steder hjemme.

En anden årsag til afskeden med barndomslandet er mødet med livsledsageren, hvilket er den eneste betydningsfulde begivenhed, der ikke er knyttet til begyndelsen. Mandens kvinde eller kvindens mand befolker ikke det oprindelige sted. Livsledsageren må man nødvendigvis først senere lære at kende. Og i den forbindelse, med dette afgørende sporskifte, tager udviklingen af personligheden et kvantespring. At blive voksen vil sige at lave sig om og ruste sig til at bære ansvaret for denne nye forbindelse. Denne nye nærmeste, der jo i den situation lukkes ind som en på det tidspunkt lige så hjemløs som én selv. At finde ind til hinanden i forskelligheden og så langt fra det private rum, mødes i et nyt fælles tilhørsforhold og skabe et nyt fælles sted og ståsted, er nok i virkeligheden livets største opgave og udfordring. Men ak, også her kan der fejles og svigtes og bliver det så tit; men det er en anden historie.

Forestillingerne om barndommens lokalitet har lykkeligvis prentet sig så stærkt i sindet, at de for altid er gemt der. De er mejslede i vores bevidsthed, og når de stadig med mellemrum dukker frem af tågen som pust fra fortiden og så let som ingenting overtoner alt det flygtige og overfladiske, vi ellers fylder os med, er det fordi vi dengang endnu havde evnen til at fokusere på det enkelte og enkle. Var optaget af det og åbne overfor den helt nære verden omkring os. Den irske digter Seamus Heaney kalder det “fornemmelsen for stedet”. Jeg taler om “forestillinger”, fordi tiden sætter sine spor, og fordi de færreste, som nævnt, kan blive på stedet hele livet, og ingen kan bevare de umiddelbare fornemmelser for det.
I en verden fuld af støj og forstyrrelser, der afleder og distraherer, kan minderne være svære at grave frem. De vækkes bedst i korte glimt af en strøtanke, en lyd, en lugt, et syn – sanseindtryk som vækker genklang i og fremkalder de hengemte og nu opvakte i sindet. Eller allerbedst ved at bruge sin hjemstavns sprog, måske bare et enkelt ord, der sætter i gang en stribe associationer.
Lad mig nævne et spøjst eksempel på dette sidste, og hvordan en så uskyldig ting som en konditorkage kan blive anledning til et formeligt kulturchok. Da jeg i sin tid kom til en anden og åbenbart mere “fornem” landsdel og hos en bager ville købe en Cremesnitte (udtalt med tydeligt e og uden sidste stavelse), blev jeg i første omgang ikke forstået og efter at have udpeget kagen belært om, at den skam hed en Napoleonskage. Den benævnelse gjorde straks kagen lige så fremmedartet som de glaserede hønsefødder, jeg senere engang fik serveret på en kinesisk restaurant lidt længere væk, nemlig i San Francisco. Hønsefødderne kunne jeg ikke få ned, men godt Napoleonskagen, dog kun til den halve fornøjelse. Selv om den var en tro kopi af min hjemstavns udgave, smagte den ikke nær så godt alene på grund af navnet. Cremesnitten var lige så forbundet med associationer som Prousts berømte mandelkage, mens Napoleonskagen var totalt ribbet for disse.

At miste det meste af, hvad vi en gang besad, kan gælde som en tilværelsens grundlov. Ligesom at tiden ikke kan skrues tilbage. Men lige så sandt er det, at noget blivende har prentet sig dybt i vort indre: Forestillinger om det sted, der for altid følger og præger os. Vi hører til dér som det eneste virkelige sted, og det er vigtigt at forstå dette for at forså sig selv. Af hvilket stof man er gjort, hvem man er, og hvordan man er blevet det. Og ikke at forglemme, det er desuden forudsætningen for kærlighed til og agtelse for sit fædreland. I ordets egentlige forstand, som noget intimt nærtstående.
Jeg har tidligere nævnt nogle klicheer, som f.eks. globalisering. Det er da rigtig nok, at verden hænger sammen, og at vi er afhængige af hinanden på tværs af landegrænserne – så længe vi taler politik, økonomi, miljø osv. Men for den enkelte er der for alvor kun sin egen med stedet og dets mennesker forbundne verden. Forstår vi os alene i lyset af globaliseringen, mister vi vort rodfæste og bliver uvirkeligt vægtløse i et sjælløst, ligegyldigt nowhere.
Et andet forvirret modeord er “integration”. Og lige så uigennemtænkt, for begrebet må betragtes med den yderste skepsis. Man kan tilpasses et nyt sted, men ikke for alvor integreres, hvilket igen hænger sammen med, hvad dette essay handler om: De forestillinger om stedet, som tilflytteren umuligt kan have, og som af den grund altid vil gøre ham til en fremmed fugl på et fremmed sted og i føromtalte vakuum.
Omvendt giver det svar på spørgsmålet om national identitet (som oftest rejst af dem, der afviser en sådan). Mit bedste bud på det er: De forestillinger om stedet, som en nations borgere bærer i sindet fra barnsben af, og som ud over at være dybt personlige også er fælleseje. Fælles impulser, der er udgået fra landet, vi er sammen om. Det er det, der definerer mennesker som danskere og i andre lande som irakere, somaliere, amerikanere osv. Ikke de forkromede, abstrakte, relativerende erklæringer om et multi-et eller andet, der kan være nok så velmenende, men er lige så indholdsløse som de er pompøse.
Et tilhørsforhold med et lands værdier, dets natur, kultur, historie osv. er helt anderledes dybtfølt autentisk. Kun den, der bevarer momentvise forestillinger om stedet og oplever dem som noget afgørende, et pust fra fortiden og en slumrende ressource, der vakt til live samtidig kan puste liv i her og nu, er virkeligt hjemmehørende i sit land og en del af dets sammenhængskraft. Ingen national identitet uden denne ballast fra de første faser i tilværelsen. Ingen identitet uden forankringen i et mentalt landskab, under huden.
Nærmere kan vist ingen komme det.

Sabbath Andersen (SA)