Eventyret om bondedrengen, der ville lære at se

Der var engang en bondedreng, der altid vandrede meget alene rundt ude på markerne. Ikke fordi han ville forsømme noget, nej, det var først når han var kommet hjem fra skole, han drog af sted. Der var ikke meget at hjælpe med længere, derude på landet. Alting blev lavet med maskiner, styret af maskiner og drengen var lige ved selv at ligne en maskine. Det sagde i al fald hans mor, men – han havde tid nok til at gå, som det nu passede ham bedst – og det passede ham. Han så næsten aldrig sin far. Han var blevet en maskine, sagde hans mor altid. Hun så trist ud, når hun sagde det.

Han gik nu ikke hele tiden. Af og til kravlede han eller også lå han helt stille, men han kikkede altid efter noget. Ikke nogen. Han var ikke én, der lurede, men én der lærte, betragtede livet i naturen. Alt derude vænnede sig til ham. Fuglene, de små dyr, ræven, kronhjortene, ja selv den sky grævling gik tæt forbi ham uden at være nervøs, for han lignede jo næsten dem alle, lugtede som dem, havde farve som dem, men endnu havde heldigvis ingen smagt på ham.

En dag, da han kom hjem fra mark og skov, råbte han på sin mor:

“Mor – jeg vil lære at se.”
“Godt mit barn, men hvad vil du se?”
“Alting.”
“Så må du lære at være alting.”
“Det er jeg begyndt på.”

Dertil svarede moderen, at det kunne hun faktisk godt lugte, og hun fortsatte:
“Du skal også finde de rigtige briller.”
“Briller”
“Det kan være en begyndelse, men er ikke nok.. Sæt dig her mit barn og lyt.”

Og så fortalte hun om at se – ikke blot med de rigtige briller på, men at se med mere end øjnene, at føle det, man så, i hele kroppen, så man vidste, at det var rigtigt. Det ta’r lang tid, fortalte hun videre, men knægten svarede, at han havde hele livet foran sig, så han skulle nok nå det.

“Godt, lad os gå udenfor.”

Hun begyndte med skyerne. Først var de kravlet op på taget af udhuset og havde slæbt et ret stort spejl med. Det anbragte hun på taget og så lagde de sig ned og så på himlen i det. Skyerne sejlede forbi og længe lå de der, indtil hun pludselig spurgte om, hvad han havde set.

“Først så jeg en stor fugl. Derpå kom et skib og om bord var hovedet af en gammel mand. Pludselig var der en dør. Hovedet af et rådyr, tåge over en eng, dit ansigt, noget af et stort ur og til sidst en kæmpestor fisk.. Hvad så du?”
“Jeg så dig – og hele verden, for jeg så også den dør.”
“Hvad mener du?”
“Verden er bag ved denne dør, hvis du tør gå gennem den.”
“Skal jeg da det?
“Ja, hvis du vil lære at se alle ting.”
“Godt, så vil jeg gå gennem døren.”
“Find den først, min søn, men husk, at der skal visdom til, så husk din skole, husk at læse og lytte og lære fra alle andre. Det er med til at gøre dig klog, at du kender, hvad andre har lært.”

Efter den tid ledte sønnen, så tit han kunne, efter denne sære dør til verden, hvor han ville få alting at se. Han havde på fornemmelsen, at der var en sammenhæng med spejlet, eller bare et spejl. Hver gang han kom forbi ét, kikkede han efter. Var der noget særligt. Kom der noget til syne? Han spurgte moderen af og til om denne dør, men hun smilede bare og sagde, at han nok skulle finde den, hvis han ledte længe – og godt nok. Der skal tålmodighed til, fortalte hun.

Til sidst begyndte han at lede om natten, eller måske rettere, når det ikke var særlig lyst. Han stillede spejle op i halvmørket, satte sig ned og kikkede i spejlet i timevis. Ofte faldt han hen, faldt endda i søvn til tider, men hans mor tog det pænt.
“Nå, du leder nok.” – Og det måtte han jo indrømme. Han ledte, men han blev mere og mere glad ved sin mor, fordi hun gav ham lov til at lede, og det sagde han til hende en dag:
”Mor, du gi’r mig jo livet ved at gi’ mig lov til at lede. Til at være den, jeg er.”
”Kom her min søn og lad os se i et spejl. Lad os se, hvad der er sket siden sidst.”

Denne gang gik de ikke op på taget af udhuset, men op på loftet over stuehuset. De lod døren til trappeopgangen stå åben, hvilket gav lidt mere lys i det dunkle rum. Der var kun et enkelt værelse deroppe og så dette kolonorme loftsrum, der var fyldt med alverdens rod, sære ting, statuer, gamle symaskiner, møbler, kasser med porcelæn, kæmpestore urtepotter, nærmest amforaer, udgåede planter, seletøj, jernlænker, sære ting, han ikke kendte og spejle, store spejle, små spejle, runde, firkantede, med eller uden udskårne rammer. Han havde aldrig set dem før.

”Har de altid været her, disse spejle?”

”Ja, inde under skunken, men jeg har først fundet dem frem nu, da du vil lære at se. Du må gå her op og lede engang imellem. Du finder spejlet, hvor du finder dig selv og ser den rigtige dør, når du har ledt længe nok eller lært nok. Det kommer, men lad os prøve et spejl. Du må vælge.”

Han ledte længe i halvmørket, for dunkelt var det, og der var en sær fornemmelse af, at tiden stod helt stille i rummet. Han valgte et stort, gammelt et. Det havde en flot ramme, og han tænkte, at det måtte være noget særligt, men moderen kommenterede ikke hans valg, men sagde blot, at de skulle sætte sig foran spejlet, hvad de gjorde. De sad og ventede mens det blev mere og mere mørkt, og ind imellem fortalte moderen om sin barndom, eller var det måske eventyr? Han var ikke helt sikker, men noget af det, kendte han, og noget i hendes røst gjorde ham både søvnig og tungsindig, og til sidst følte han, at han var blevet borte – ikke blot fra sig selv, men også fra sin mor – hvad der fik ham til at vågne med et sæt og et udråb.

”Nej! Nej!”

”Hvad så du, spurgte moderen, der sad bag ham og stille holdt om hans skuldre, som det syntes at rykke underligt i.”
”Så? Jo, jeg så noget, men det var langt væk. Det løb, tror jeg, og jeg ville løbe efter, men snublede over et eller andet mærkeligt dørtrin, der var alt for højt.”
”Godt, så er du måske på vej, men du må have lært noget mere. Jeg er bange for, at du er nødt til at skifte skole, tage ind til købstaden. Tænk over det.”
”Mor, er jeg ikke klog nok?”

Det fortalte moderen, at det var han ikke. Hun sagde det meget stille og stadig med hænderne på hans skuldre, som hun masserede blidt. Hun sagde også, at han skulle tale med sin far om dette med købstaden, for han skulle give lov, men, sagde hun, også jeg taler også med ham om det, når du har spurgt, og hvis jeg lige træffer ham.

En dag, da faderen tilfældigvis var til stede ude på gårdspladsen, og han selv var kommet tilbage fra en tur i mosen, spurgte han om det med skolen. Måtte kunne han komme på gymnasiet? Han ville gerne lære mere. Hans far var tavs længe. Så på ham og sagde stille:
”Tiden er nok gået. Du er større end jeg regnede med. Pokkers, at jeg næsten aldrig er hjemme, men altid sidder på – eller ved – en maskine. Søn! Gå du bare på gymnasiet – eller hvad du nu vil. Bliv klogere end din far. Lær at se!
”Det er jo det, jeg vil. Mor hjælper mig!”
”Åh ja, din mor. Har hun det godt. Er hun glad. Det er længe siden, vi har talt med hinanden – men vi sover sammen. Det hjælper lidt, ikke at være alene om natten.”
”Måske skal du også lære at se?”
”Se – ja, måske skulle jeg det. Engang vil jeg se verden, når det er dig, der sidder ved maskinerne. Ja, så vil jeg se.”

Sønnen ser tavst på ham. Længe. Til sidst går faderen med tunge skridt over mod alle de afspærrede bygninger. Forbi alle skiltene med ”Adgang Forbudt” og han forsvinder ind gennem porten til en stor hal, hvorfra der lidt efter høres motorlarm. Sønnen ser undrende efter ham og går ind i stuehuset for at lede efter moderen, der synes borte. Han kalder mange gange, men der er intet svar – eller er der? Langt borte fra synes han at høre et eller andet. Et råb – en klagelyd. Han ved ikke rigtigt, hvad det er eller hvor, det kommer fra. Han bliver urolig, for lyden er, som var den en del af huset, som kom den fra et sted inde bag ved tapetet. Hvorfor tænker jeg tapetet, siger det inde i ham. Er det en tynd lyd, tænker han. Hvad er det, der sker?

Han stormer op på loftet, så hurtigt, at døren smækker i efter ham og rummet derfor er mørkt, næsten mørkt, kun en gennemsigtig glas-tagsten giver et svagt lys. Men han kan se, at rummet har ændret sig. Der er flere spejle end sidst, han var der. Nogle af dem lyser svagt, andre summer og et af dem synes at flytte sig, så han følger efter, falder over noget blødt på gulvet og ser, mærker, at det er hans mor.
”Mor,” råber han, men hun svarer ikke, og han forsøger at løfte hende op. Han finder ud af, at det kan han sagtens. Hun er let, meget let, og han begynder at bære hende hen mod trappen ned til entreen, men så falder han blik på et spejl, han aldrig har fået øje på før. Bag den dør til loftsrummet, som han havde smækket i efter sig, hænger der et spejl. Det er på størrelse med døren og det giver et underligt lysskær fra sig. Det er som om, det er spejlet, der nu oplyser loftsrummet, og da han går hen mod det, bliver det til en dør, en åben dør, som han vakler igennem med moderen i armene, idet han snubler over det alt for høje dørtrin, falder og falder i det uendelige.

Da han kommer til sig selv igen, kan han mærke, at et eller andet er anderledes. Det varer længe inden han finder på at se på sig selv, men så opdager han, at han ikke kan se noget. ”Er jeg død,” tænker han, men føler, at det er han ikke, for han kan tænke – faktisk kan han også se – ikke sig selv, for han er usynlig, men alt mulig andet. Moderen, som han troede, han bar rundt på, ligger i loftsrummet, faderen arbejder ude i én af alle disse mange bygninger, men selv er han borte. Eller er jeg, tænker han og kommer i tanker om et eller andet, han har læst engang. Kan man tænke, er man til, og han véd, at han er til, for tankerne, synerne myldrer gennem ham.
Pludselig han ser også sig selv, hvilket jeg en ret forfærdende oplevelse. Han står uden for et værelse, måske et klasseværelse, og ser sig selv sidde ved en af pultene nede i hjørnet. Han kan sagtens kende sig selv på holdning og tøj, og pludselig løfter drengen inde i værelset sit blik og ser ham direkte ind i øjnene, så han rystes i sin sjæls grundvold og forsøger at flygte, men hvordan skal man flygte fra sig selv? Han er lammet, men med ét også fyldt med vished, fordi han ved, at det kan man ikke, man må se sig selv i øjnene, og det gør han så, indtil drengen og han smelter sammen og bliver til én person, og denne person bliver synlig og står på en fremmed gade i en fremmed by og i en fremmed påklædning.

Han ser ned ad sig selv, kender sig ikke, men véd, at der er ham. Han véd også, at han bare må gå, så det gør han. Han går. Ud af byen ind i mørket og kender, at mørket er hjemligt, at det er trygt, at der ikke er lyst, og at træernes susen er en lyd, der kalder ham tilbage til noget, der altid har ligget i ham som en dyb længsel. Han ser sig tilbage inde i sig selv og husker, at han engang ville se alt, ville vide alt, og med ét ler han højt i mørket, fordi hans indsigt rammer ham, og han tænker: ”Herre Gud.”

Han véd, at det hele er så enkelt, fordi alting bor i ham selv. ”Mor” råber han: ”Jeg har fundet spejlet over alle spejle. Det er jo alle spejle! Se dig i dem og få øje på dig selv!”

Han råber ud i mørket og får et svar. Hører moderen, mærker også at nogen rører ved ham. Hører også faderen og mærker, at han bliver løftet op og båret, og da han igen kan lukke øjnene op, ser han begge sige forældre stå bøjet over ham med bekymrede miner, men han smiler stille til dem og siger:

”Hej – jeg faldt vist – og så fandt jeg mig selv.”

Det er hans mor, der svarer og stille siger: ”Min søn, så kan du jo se alting!”

Henning Ahle Fjord (HF) 24/4-17

Med en aktantanalyse af Sabbath Andersen (SA)