Et eventyr om kærlighed

Der var engang en bondedreng, der havde så frygtelig travlt med alting, at han nåede ingen ting, fordi han fór forbi det. Han lavede ikke noget færdigt, for så snart han var i gang med én ting, fik han idéen til noget andet, så videre til det næste – videre –videre.
Sådan gik det hele tiden og alt det, han havde lært i skolen glemte han næsten, fordi han altid havde travlt med sit eget. Han ville alting selv, opfinde det, skabe nyt, også sprog og musik, og til sidst forstod ingen ham – ej heller moderen. Alt hvad han sagde eller sang var underlige lyde, der efterhånden skræmte alle væk.
Hans far var for længst gået, fordi han ikke mente at han kunne være knægtens far – sådan en knægt ville han heller ikke være far til. Det var moderens skyld, råbte han, da han gik og lod dem være alene. Moderen i fortvivlelse, drengen i ligegyldighed inde i hans egen verden af sære syner og sange.

Da var det en dag, at moderen bad en bøn om hjælp. En underlig bøn, der udsprang af hendes smerte: “Gud – lad et lyn ramme min søn, så et mirakel kan ske!” Og en dag skete miraklet. Bedst som drengen var i gang med en opfindelse, mens han stod på en bakke nær ved huset, slog lynet ned og ramte lige mit i skaberværket og ham. Moderen så det fra huset. Dette glimt, et forklarelsens lys, en underlig vibreren i luften, pludselig røg og en grå tåge, der, da den lettede, afslørede, at nu voksede der et træ på den bakke, hvor sønnen før havde eksperimenteret. Et nyt træ, halvstort, tre til fire meter højt med lange grene, der hang mod jorden, bladløse, blodløse, mens træets krone så ud til at være skadet.

“Åh – Gud,” råbte moderen. “Min søn!”

Og hun løb ud til træet, hvor hun så, at der på en underlig måde var ligheder med hendes barn, så hun omfavnede stammen, kyssede den, græd og råbte i fortvivlelse på Gud: “Jeg mente det jo ikke sådan!”

Mens hun nu stod der med sin smerte og sin angst, mærkede hun med ét træets grene om sin krop, ømt favnende, og hun så, at der langs stammens furer løb en væske, der, da hun smagte på den ved at lade den løbe ud på hænderne, havde en frisk og lidt salt smag, og pludselig så hun også, at det udslet hun havde haft på sine hænder i årevis, forsvandt. Måbende prøvede hun at hule sin hånd og opsamle lidt mere af væsken, så hun kunne drikke en lille smule –bare en teskefuld – og hun mærkede, at noget ændredes.

Hun så alting anderledes, hørte alting anderledes og hørte også, at hendes søn talte til hende. Pludselig forstod hun, hvad han sagde, og undredes:
“Tak mor, jeg véd, at det er dine bønner og din kærlighed, der har bragt mig så vidt, at jeg kan bære at være mig selv, måske at være anderledes, og anderledes skal det være for en tid. Vær kun glad, for jeg vil fortælle dig om alting engang, ikke nu –men engang. Lad mig gro i fred en stund, men kom og rør ved mig. Sig ingenting, bare vær nær, og du vil se mig gro.”

Stille gjorde grenene sig fri, og favntaget løsnedes, og selv om moderen var chokeret, gik hun tilbage til huset og passede sit gennem en lang periode, hvor hun dog hver aften satte sig ved vinduet og så træets konturer mod den til tider månelyse himmel. Om dagen gik hun op til træet og gav det et lille strøg, et kærtegn, eller satte sig ved dets rod og sang sange, som hun slet ikke kendte, men som hun dybt i hjertet vidste, at han ville forstå. Om natten, hvis det var månelyst, var det tydeligt at se, at der langsomt skete noget med træet. Grenene havde rejst sig og strakte sig mod himlen “med foldede hænder,” tænkte hun og foldede selv sine, mens hun knælede ved det lille alter, hun havde lavet ved siden af det, hun nu kaldte månevinduet. Det var vare et lille krucifiks, et lys og en lille buket tørrede lavendler, som hun engang havde fået af sønnen.

Tiden gik. Det var næsten efterår, da sønnen blev ramt, men nu nærmede foråret sig. Om aftenen kunne hun tydeligt se, at den sti, der var blevet fra huset og op til træet hende aldrig var ufarbar, at den altid var ryddet, uanset vejret, så hun kunne komme og røre ved sin søn. Hun græd aldrig, når hun var der, eller tænkte på ham –
ville ikke græde, for hun troede på mirakler og på kærlighedens almagt. Hun anede ikke, hvorfor folk aldrig undrede sig eller spurgte, men de var jo vant til at knægten var sær. Da hun intet sagde, spurgte ingen, og sådan gik vinteren – og endelig, endelig blev det forår.

Hun kunne mærke det, da hun vågnede. Det var noget med lyset, varmen og lyden af fugle og af liv, så hun sprang op og råbte allerede inden, hun nåede vinduet: “Min søn er sprunget ud!” Og se, der stod træet med lyse, grønne blade, og hun sprang selv ud, løb op og rørte ved træet og mærkede igen, at grenede lukkede sig blidt om hendes spinkle krop i et kærtegn, der syntes hende så ømt, så ømt. “Bladene,” tænkte hun. “Det er bladene, der gør, at det er så blødt!” – Hun følte, at ømheden var ny. Ikke blot den hun følte fra sin søn, man også den, der var i hende selv. Pludseligt vidste hun, at noget var forsvundet inde i hende, og famlende mærkede hun efter alle disse knuder, der havde ængstet hende, men de var væk, og kun var der en lille smule ømhed tilbage i brysterne og under armhulerne.

“Forårsømhed,” tænkte hun, og kyssede bladene, mærkede deres duft, og hun så, at de smittede af. Hendes fingre blev grønne i en sart kulør, og hun tænkte på sit ansigt, sit hår, fordi hun var omfavnet af lutter blade. Hviskende spurgte hun, om hun måtte plukke af dem og mærkede dette bløde tryk fra grenene, et tryk, der kun kunne betyde et “Ja”. Så hun plukkede, mens hun stille blev løsnet af hans blide favntag, og lidt senere gik hun tilbage til huset med bladene og lavede sig en grøn the. Hun betænkte sig ikke længe og drak, mens hun ventede på, hvad der ville ske, men – hun mærkede ingenting. Sent gik hun i seng, men sendte som sædvanligt et blik op mod sin søn, hvis blade skælvede i månelyset,så skælvede hun også, og gik til ro.

Om morgenen vågnede hun tidligt og så, hvordan sollyset gjorde sønnens blade levende. Stadigvæk skælvede hun og gik på badeværelset, hvor hun opdagede, at i nattens løb var hendes hår blevet grønt, en dejlig grøn kulør. Hun lo og lo. “Du med dine opfindelser” og det gik op for hende, at farven ikke kunne vaskes af. Hun var nærmest også lige glad, men besluttede, at hun ikke længere ville være tavs, når hun var hos sin søn.

Hun ventede længe den dag. Det var næsten aften, da hun gik derop og hun listede sig rundt om træet, fordi hun følte, at der var sket noget nyt. Til sin undren hørte hun pludseligt, at han talte til hende: “Kom.” og da hun så på ham, på den side der vendte bort fra huset, opdagede hun, at der var en dør, en åben dør, i stammen. Den var stor nok til, at hun kunne gå ind i hans mørke indre og selv om en lille angst sled lidt i hende, så sejrede kærligheden og tilliden, og hun gik ind, men hun foldede dog sine hænder. Her hørte hun nu, at døren lukkedes bag hende med en sælsom lyd af musik, mens en forårsduft bredte sig omkring hende.
“Se” sagde hendes søn, og hun opdagede, at hun kunne se med tusinde øjne i alle retninger, mod bakkerne i det fjerne, mod marker og enge, mod huset, men hun nåede slet ikke at sige noget, fordi hun blev meget træt, en underlig tyngde kom i hende, og hun syntes at falde i søvn og sove gennem et eller andet mørke for så at vågne igen, da solen på ny stod op.

“Mærk det – hør det,” sagde hendes sære søn, og så sang han, mens alle bladene foldede sig ud i det nye morgenlys og solen varmede på stammen og grenene, og han drak fra jorden dyb. Og med ét forstod hun hans sang og hans særhed endnu bedre, og inde fra hans hjertes dyb hørte hun sig selv hviske om kærlighed, et underligt ekko, og hun græd lidt, sang med på hans sang, mens tårerne vældede frem og vandede hans inderste kerne. Lyset, mærkede hun, blev stærkere og stærkere, så stærk at hun til sidst blev helt blændet, blev varmere og varmere, og selv om en angst kom over hende, og hun tænkte på nedsmeltning, på en forsvinden ind i evigheden, så gav hun sig hen i den proces, der var i gang.

Hun vidste, at hun sov, havde sovet og mærkede, at hun vågnede til duften af græs, af løv, af liv. Fuglesang var der også og noget, der rørte ved hendes ene hånd med et blidt klem. Hun vovede at åbne sine øjne og så, at hun lå på plænen foran sit hus, og at det var hendes søn, der rørte ved hende. Han var blevet større og stærkere og trak hende op, tog hende blidt om skuldrene og vendte hende om mod morgenlyset, og hun så, at haven lå blomstrende foran hende, og at det sære træ var væk.

Det var underligt at stå dér i sin have og holde sin store søn i hånden. Begge sang de i morgenlyset og gik lidt efter tilbage til huset. Begge vidste de nu, at kærlighed er uden grænser, og dagen efter gik de ud i verden for at fortælle eventyr for alt levende.

Der var mange flere, der lyttede, end de havde regnet med, når de sad og fortalte om kærlighed og troen på eventyret, og nogen har siden fortalt, at moderen vendte alene tilbage til huset, hvor hun startede en planteskole med frugttræer, alle gamle, sjældne sorter, som hun talte til med ømhed, og som derfor groede og satte frugt, så det var helt usædvanligt. Det fortaltes også, at sønnen nu boede i et fremmed land, hvor han gik og gjorde små mirakler.

Ingen ved dog, om alt dette er sandt.

Henning Ahle Fjord (HF) 10/3-17

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)