Erindringer

”Jeg er vokset op i to landskaber. Landskaber er en præmis bag alt, en tone i historien om de mennesker, der bor der. Nogle steder er tonen et svagt supplement til en stor harmoni. Den præger ikke helheden. Andre steder er landskabet den grundtone, som harmonien bygges op omkring. Jeg er vokset op begge steder.
Det ene ligger i Østjylland og er hverken fladt eller kuperet, der er hverken skove eller ikke-skove, det ligger der bare, som noget man kører på. Et industrikvarter strakt langs E45, noget som tilfældigvis er her, men ikke kræver noget, og ikke vil andet end at producere svinefoder uden for meget besvær. Landskabet føjer sig. Det former sig og former ingen, tager imod aftryk uden at gøre indtryk.
Det er vaniljeis, en grå Ford Fiesta og en popsang fra årtusindeskiftet. Det er et landskab, som velvilligt gør sig selv til genstandsled, så mennesker bliver grundled uden at kæmpe for det. Jeg har altid haft svært ved at høre, hvad det landskab siger.

Mine samtaler har jeg haft med et andet landskab. Heden, plantagerne, klitterne, gryderne, mos-lavet, kantarellerne, strandstenene, Bulbjergs skrænter og det evindelige hav i den del af Danmark, hvor man skal mod nord, for at komme til Vesterhavet. I Østjylland er det smalltalk med naturen: ”Hvordan går det – det går fint.” Den slags.
Men havet taler om større ting. Hvem er du? Hvordan kan du føle dig stor, når der er så højt til himlen? Kan du overleve? Kan du være andet end ensom? Hvem skylder du tak for en mild dag, der kunne have budt på storm? Hvordan vil du leve, inden du skal dø?
Ved Bulbjerg er det naturen, der sætter temaet for den indre samtale og rammen om menneskets liv. Havet, heden, blæsten, sandet er grundled her og gør mennesker til genstandsled underlagt naturens præmisser og kræfter. Det sætter en ydmyghed i sindet.
Kun en tåbe frygter ikke havet, siger man på de kanter, og man kender sin plads i styrkeforholdet. Der er grænser for menneskets formåen, men dermed ikke sagt, at menneskene underkaster sig. Nej, de lægger arm med naturen. Mennesket skal møde noget for at blive til noget. Og i Thy træder mennesket i karakter ved mødet med havet.”

Gertrud Thisted Højlund